Intet kan rettes op
Livet for Mads Kirkegaard var blevet delt i to ulige dele: før Mette og efter. Men nu, mens han stod foran den lukkede dør til sit eget hus, indså han, at der var en tredje del “efter ‘efter'”. Og den var tom.
Som 37-årig var Mads en velanset ekspert i skønhedsbranchen, ejede et hus og en lejlighed, og manglede aldrig penge. Men intet af det reddede hans ægteskab.
De mødtes, da han var 22. Mette var kun 17, lige færdig med skolen, med drømme om universitetet. Hun var utrolig smuk, og han blev straks betaget. Men da hun et år senere fortalte, at hun var gravid, var hans første reaktion frygt.
“Måske… venter vi lidt?” spurgte Mads forsigtigt og undgik hendes blik. “Du er lige begyndt at studere…”
“Jeg skal nok tænke over det,” svarede hun stille.
Men der var ikke tid til at tænke enten af uvidenhed eller med vilje havde Mette overset alle frister. Hendes forældre kom for at møde barnebarnets far. De var koligt høflige, krævede intet, men da de gik, mumlede hendes far: “Intet problem, vi opdrager barnet selv.”
Skyldfølelse og en slumrende ansvarlighed fik Mads til alligevel at fri. Han giftede sig uden glæde eller begejstring, kun en vag følelse af, at det var det rigtige.
De første år var en kamp for at overleve. Han var færdiguddannet, hun passede barnet. Da han fik job, var der knap så mange penge, og bedsteforældrene hjalp til. Mette klagede ikke. Før hun var færdig med studiet, fandt hun et fritidsjob.
“Hvorfor?” spurgte Mads forvirret. “De småpenge rækker kun til mascara! Emma er kun to og er allerede i vuggestue eller hos bedsteforældrene hun ser dig knap nok.”
“Så tjén mere!” svarede hun skarpt, og hendes stemme lød af stål. “Prøv at finde et job i en privat klinik!”
“Med min erfaring? De vil ikke engang ansætte mig som rengøringshjælp!” snerrede han.
Mette bad aldrig om noget for sig selv, men hendes bebrejdelser gentog sig: Mads hjalp ikke til derhjemme, passede ikke Emma, tjente ikke nok. Et klassisk ungt par, der kæmpede i hovedstaden.
Da hun fik fuldtidsjob efter studiet, skød hendes karriere i vejret. Overtid, forretningsrejser, firmafester. Hjemmet føltes tomt. Mads tilbragte i stedet mere tid med datteren og tænkte: “Det går over, når arbejdsiveren falder.” Men det gjorde det ikke. Mette var næsten aldrig hjemme.
En aften, mens hun lavede mad, holdt han om hende og hviskede:
“Skal vi ikke få en til? En dreng?”
Hun standsede et øjeblik, frigjorde sig blidt og sagde:
“Få dig et bedre job først. Så taler vi om det.”
Netop dengang, i en iskold ægteseng, mødte han Mie. En ung, glad og ukompliceret assistent fra en anden afdeling. Hun så beundrende på ham, lo af hans vittigheder, var let at være sammen med. Hun blev hans lindring. Han overvejede at forlade familien, men tanken om Emma holdt ham tilbage.
År senere, da Mads tjente godt, skete det utænkelige. Mette nævnte selv en baby mere.
“Kun under én betingelse,” sagde han fast. “Familien og babyen kommer først. Arbejdet kommer bagefter. Jeg sørger for os.”
Mette gik med til det. Hun blev gravid næsten med det samme og… forvandledes. Der lugtede af hjemmebag i huset, hygge kom tilbage, hun blev blidere. Mads var glad, men det forhindrede ham ikke i at tage på “forretningsrejser” med Mie. Hun vidste intet om graviditeten. Ifølge klassikeren fortalte Mads hende, at han og konen sov i separate værelser.
Pludselig begyndte Mie at opføre sig mærkeligt: for meget parfume, tårer, anklager uden grund.
“Hvordan går det derhjemme?” spurgte hun engang, lige så nonchalant som falsk.
“Som altid,” svarede han.
Så kom besøget. Mette kom forbi hans arbejde for første gang nogensinde for at aflevere glemte papirer. Og Mie så hendes runde mave. Lige da døren lukkede bag Mette, gik hun i stykker.
“Du vidste det! Du vidste det hele og sagde ingenting!” skreg hun, så alle kunne høre det.
“Hvad snakker du om? Slap af!”
“Jeg skrev til din kone! For en måned siden! Jeg fortalte hende alt om os!”
Mads troede det ikke. Han krævede at se beskeden. Modvilligt viste hun den. Da han læste den, kunne han ikke tro sine øjne. Mie havde skrevet: “Mads og jeg har elsket hinanden længe… Han fortjener ægte kærlighed… Lad os være lykkelige…”
Metttes svar var to ord: “Okay, Mie.”
Det var alt.
Nu forstod han, hvorfor Mie havde været så underlig hun ventede på en reaktion, han intet vidste om. Fordi Mette havde opført sig helt normalt. Hun havde levet med en utro mand i over en måned uden et ord.
Mads var chokeret. Han sagde straks til Mie, at det var slut, og foreslog, hun fandt et nyt job sådan en løgn havde han ikke troet hende om. Hun græd, bad om tilgivelse, men det nyttede ikke: Manden, hun elskede, ville ikke miste sin familie.
Derhjemme bekendte han. Mette sad i køkkenet og drak te.
“Vidste du det?” spurgte han, mens hjertet hamrede.
Hun så forvirret på ham:
“Vide hvad? Om den pige? Har du virkelig et forhold til hende? Jeg troede, det var en joke eller at hun var forelsket i dig. Jeg vidste ikke, det var alvor. Hvis det er, er du fri til at pakke.”
Hun bad ham flytte ud. Mads nægtede “Vi venter barn!” og lovede, at Mie var ude af billedet. Han boede i gæsteværelset. Mette spurgte ikke mere, men gav ham heller ikke tilgivelse. Hun fødte for tidligt, med komplikationer. Mads tog fri for at hjælpe med babyen, overøste dem med gaver. Han elskede sin søn.
Et halvt år senere troede han, det værste var overstået, at Mette havde tilgivet ham. Så sagde hun, hun ville tilbage på arbejde.
“Vi har en aftale!” rasede han. “Familien kommer først! Oliver er lille vent til han er tre! Vi har penge!”
“Vores aftale,” svarede hun iskoldt, “tilhører fortiden. Før Mie.”
Mads gav op. Mette tog på arbejde. Der kom en barnepige. Livet blev en endeløs jagt med skænderier og kortvarig fred.
Sidste år mødte han Mie tilfæ
