Det var en sen fredag aften, og Mette skubbede de beskidte tallerkener ind i opvaskemaskinen og satte den på hurtigvask. Middagen havde været en succes: Mads havde ædt hendes berømtede svampehøj med stor appetit. Selv Benedikte, der altid rynkede på næsen af alt, hvad “den nyankomne” lavede som hun kaldte Mette bag hendes ryg havde taget to skiver.
“Jeg tager lige et brusebad,” råbte Mads fra entréen. “Vi har fodbold med drengene i morgen, så jeg skal have en god nats søvn.”
“Ja, ja,” vinkede Mette afværgende og begyndte at tørre køkkenbordet af.
Benedikte sad i stuen, øjne fastlimet til sin telefon. Hun var ankommet aftenen forud som altid, uden forvarsel, med en masse indkøbsposer og sit sædvanlige sure ansigtsudtryk. “Bliver bare her i weekenden,” som sædvanlig.
“Vil du have lidt te?” spurgte Mette og kiggede ind fra køkkenet.
“Nej,” snapped Benedikte uden at løfte blikket fra skærmen.
Mette trak på skuldrene og gik tilbage til køkkenet. Hun var vant til den slags behandling nu. Tre års ægteskab havde lært hende ikke at reagere på sin svigerindes stikpiller. Mads sagde altid: “Benedikte er en torn i øjet, men hun kommer rundt om det. Tag det ikke personligt.”
Lyden af løbende vand kom fra badeværelset. Mette tændte elkedlen og åbnede det øverste skab for at tage sin yndlingskop. Så hørte hun Benediktes stemme fra stuen:
“Mor, hvordan går det? Ja, jeg er hos dem… Nej, hun lavede sit sædvanlige skrammel igen… Hør, jeg har snakket med advokaten.”
Mette stivnede med koppen i hånden. Benedikte sænkede stemmen til en hvisken, men i den stille lejlighed bar ordene tydeligt ind i køkkenet.
“Ja, via retten… Da lejligheden gik fra bedstemor til Mads, og ikke til dem begge… Nej, den tåbe aner ikke, at hun kan blive afmeldt… Mads vil skrive under på hvad som helst, hvis du spørger ham på den rigtige måde…”
Koppen gled fra Mettes hånd og smadrede mod gulvet.
“Hvad foregår der derinde?” Benediktes stemme blev straks skarp.
“Jeg tabte en kop,” svarede Mette, mens hun følte, hvordan is spredte sig i hendes indre.
Lejligheden… Den treværelses i midtbyen, hvor hun og Mads havde boet i tre år. En gave fra hans bedstemor. “Til det unge par,” havde den gamle dame sagt dengang. Og nu ville denne slange have hende smidt ud?
“Som sædvanligt,” sagde Benedikte, da hun dukkede op i køkkendøren. “Altid klodset, hva’?”
“Undskyld, jeg blev distraheret,” Mette bøjede sig for at samle skårene, glad for at Benedikte ikke kunne se hendes ansigt.
“Hvorfor laver du sådan et rod? Hent en fejebakke.”
Mette adlød og hentede fejebakken og kost. Hendes hænder rystede.
“Hvorfor dirrer du sådan?” kneb Benedikte øjnene sammen. “Du tabte den, sådan er livet.”
“Jeg… blev bare forskrækket,” løj Mette.
“Åh ja, vores lille blomst,” fnøs Benedikte og gik tilbage til stuen.
I Mettes hoved kørte en tanke på repeat: De vil have mig smidt ud. Ud af mit eget hjem. Det er derfor, Benedikte pludselig er kommet…
Mads kom ud fra badeværelset og nynnede en melodi.
“Åh, du har smadret en kop?” smilede han. “Bare rolig, vi køber ti nye.”
“Ja,” tvang Mette et smil frem.
Mads kyssede hende på panden og gik ind i soveværelset.
Den nat sov Mette ikke et øjeblik. Mads snorkede fredeligt ved siden af hende, mens hun stirrede op i loftet og tænkte. Fortælle sin mand? Men han forgudede sin søster og forsvarede hende altid. Klage til sin svigermor? Hun var helt klart i ledtog med Benedikte! Hun havde aldrig været varm over for Mette, selvom hun prøvede at skjule det.
Jeg må gøre noget selv, besluttede Mette ved daggry. Men hvad?
Næste morgen var Mette den første op og listede ud i køkkenet. Hendes hænder rystede så meget, at hun ramte forkert med skeen to gange.
“Okay, rolig nu,” hviskede hun til sig selv. “Tænk.”
Hendes blik faldt på et advokatvisitkort, der havde ligget på køleskabet i en måned. Søren Larsen havde hjulpet deres nabo med en boopdeling. Mette greb sin telefon.
“Godmorgen! Er det Søren Larsen? Det er Mette Nielsen, Karen Hansens nabo.”
Hun talte lavt, næsten hviskende, og kiggede konstant mod døren.
“Jeg har brug for en konsultation i dag. Kan det lade sig gøre klokken et? Perfekt!”
Mads kom slæbende ind i køkkenet, søvnig, med puden mærket i kinden.
“Godmorgen,” han lænede sig ind for et kys. “Hvorfor er du oppe så tidligt?”
“Åh, jeg vågnede bare,” Mette kiggede væk. “Mads, jeg skal besøge en veninde i dag, okay? Vi har ikke set hinanden i lang tid.”
“Hvilken veninde?”
“Lise,” faldt hun over den første navn, der dukkede op i hovedet.
“Ja, selvfølgelig,” han gabte. “Jeg tager Benedikte med i biografen. Hun spurgte i går.”
Selvfølgelig gjorde hun det, tænkte Mette, men sagde ingenting.
Advokatkontoret lugtede af kaffe og papir. Søren Larsen, en skaldet mand med briller, lyttede opmærksomt.
“Så lejligheden kom fra din mands bedstemor… Er du registreret der?”
“Ja, lige efter brylluppet.”
“Og hvem står på skødet?”
“Undskyld?”
“Altså, ejendomsdokumentet. Gavebrev? Testamente?”
Mette blinkede forvirret.
“Det ved jeg ikke… Mads stod for alt.”
Advokaten sukkede.
“Her er, hvad du skal gøre, Mette. Først skal du finde ud af, hvem der juridisk ejer lejligheden. Hvis det kun er din mand har du et problem. Hvis det er jer begge kan hans søster ikke røre dig.”
“Hvordan finder jeg ud af det?”
“Anmod om en udskrift gennem borger.dk eller på kommunekontoret. Gør det i dag.”
Mette kom hjem med en klar plan. I entréen snublede hun over Benediktes sko.
“Åh, der er du!” Benedikte kom ud fra køkkenet. “Hvor har du været? Vi mistede dig.”
“Hos en veninde,” Mette forsøgte at holde stemmen stabil.
“Vi var i biografen med Mad
