**Alle snubler, men ikke alle retter sig op**
»Mette, hvor finder du sådan en mand? Du kan altid nå at blive skilt. En gift kvinde har altid succes. Alt ansvaret ligger på manden, og en venstrehånds mand har frie hænder ingen forpligtelser, så nyd bare den dumme lille elskerinde. Bliver du alene, vil ingen kigge din vej. Især når du har Nikolaj. Han har brug for sin rigtige far, ikke en fremmed onkel. Der er ingen logik i din adfærd,« forsøgte jeg at ræsonnere med min barndomsveninde.
Men jeg vidste godt, jeg talte til døve øren. Mette havde allerede taget sin beslutning.
Livet stiller os ofte over for valg. Der er altid to veje den rigtige og enhver anden. Men hvem åbner de rigtige døre og lukker de forkerte? Nogle gange vil folk ikke engang høre de gode argumenter. Vi lærer af vores egne fejl. Generationers erfaringer er spildte. Bagefter græder vi, bider os i albuerne og kommer ikke ud af depressionen.
Jeg har to veninder: Mette og Lærke. Vi har kendt hinanden siden barnsben. Mette er fra opgangen, Lærke fra skolen. Vi ved alt om hinanden, som nære mennesker kan.
Vi er meget forskellige, så jeg er venner med Mette og Lærke hver for sig. Engang prøvede jeg at bringe dem sammen, men ak… Mine veninder er to modsatte poler.
»Hvordan kan du overhovedet snakke med den oppyntede dukke? Hvad har I til fælles? Det handler kun om tøj og gifte mænd,« hviskede Mette, efter hun havde mødt Lærke.
»Din venindes udskæring går ned til navlen. En rigtig luder, tydeligvis. Øjnene leder efter et bytte med en tyk pung. Hendes smil er falskt. Alt er til skue. Og den dårlige plastikkirurgi springer i øjnene,« fnøs Mette, mens hun granskede Lærke.
Den første introduktion blev også den sidste. Pigerne aften blev ødelagt. Jeg forsøgte aldrig at få dem til at blive venner igen.
Gennem årene har der været alt muligt: skænderier, misforståelser, forsoninger, måneders surmulenhed hvad ved jeg.
Nu er vi alle tre fyrre. Mette har en søn, Lærke opdrager en datter.
Mette blev for længst skilt fra sin mand, Mads. Og det startede så romantisk.
De mødtes på en café. På det tidspunkt var Mads gift og havde en datter. Mette er utvivlsomt smuk og speciel. Mænd vender sig altid efter hende. Hun er altid iøjnefaldende og uforglemmelig. Hun gik på kunstskole og syr sine egne eksklusive kjoler. Hendes outfits er ofte dristigt åbenlyse. Mette drømte altid om sin egen virksomhed, en stærk familie og en kærlig mand.
Bemærk, at alt dette *var* en del af Mettes liv. Indtil det forsvandt som sne for solen. Og mest af alt var det Mette selv, der ødelagde det. Hun foretrak altid at køre over for gult i stedet for at vente på grønt.
Mads skilte sig uden tøven for Mettes skyld. De holdt et stort bryllup. Så kom hverdagen. Mads forgudede Mette. Han var atten år ældre end hende, så han behandlede hende som en elsket datter. Kaldte hende »lille mus«. »Lille mus, vil du til Paris? Værsgo! En ny bil? Intet problem! En topmoderne symaskine? Her er den! Få dine læber pumpet hos en plastikkirurg? Betalt!«
Alle Mettes luner blev opfyldt som ved et trylleslag. Selvfølgelig var Mads ikke engleknægt (engle bor ikke på jorden). Han havde sine klager: »Hvorfor er der ikke lavet aftensmad? Lejligheden er ikke ryddet op, støvet ligger i lag, skjorten er ikke stryget…« Men Mette kyssede ham bare lidenskabeligt, og han tav. Så lavede han sin egen omelet, støvsugede og tændte strygejernet…
Mette var Mads tredje kone. Måske var det derfor, han var bange for at miste hende og tilgav alle hendes huslige mangler.
Mette fødte Nikolaj. Mads elskede sin søn. Men Mette brændte ikke ligefrem af moderkærlighed. Hun slap oftere og oftere hjemmefra og lod Nikolaj være hos enten Mads eller svigermor. Med Mettes udseende var det svært at modstå fristelser. Så som hendes nære veninde kendte jeg til alle hendes sidespring. Mads anede det, men sagde ingenting. »Hun er meget yngre end mig, måske mangler hun kærlighed,« tænkte den bedragne mand.
Efter otte års ægteskab begyndte krisen i Mettes familie. Der er skrevet så meget om det måske eksisterer det rent faktisk? Men ikke alle ægtepar kan navigere uden om det eller komme igennem det.
På det tidspunkt havde Mette sin egen succesrige virksomhed. Hun stod stærkt. Og så besluttede hun, at hun ikke længere havde brug for sin mands støtte. Mette forlod Mads og tog Nikolaj med. Hun lejede en lejlighed og slog sig til ro. Hun fortalte mig:
»Jeg hader Mads. Han er elendig i sengen. Jeg håber, enhver kvinde tager ham. Måske så han lader Nikolaj og mig være i fred.«
Nå ja, som man siger: *En kvinde vreder sig som en orm, men får altid sin vilje.*
Nikolaj blev splidens æble. Han elskede både sin far og mor lige højt. Men mor, forretningskvinden, var altid travl, så hos far var livet mere roligt især med en elskende bedstemor. Nikolaj flyttede fra mor til far.
Mette indså, at hun vaklede mellem sønnen og arbejdet døgnet rundt, men hun havde ikke lyst til at ændre noget. Mads ringede uafbrudt, kontrollerede, bønfaldt Mette om at komme tilbage. Prøvede at manipulere Nikolaj. Men Mette var ubøjelig:
»Broerne er brændt. Punktum slut.«
Mette var ung, smuk og forholdsvis fri. Pludselig dukkede en ny mand op på horisonten. En arbejdsromance. Og selvom manden var gift og havde to børn, stoppede det ikke Mette:
»Hans kone må passe bedre på ham. Jeg låner ham bare og giver ham tilbage. Han mister jo ikke noget…«
Mette fløj med kollegaen til Tyskland, Grækenland… Alt var romantisk og hektisk.
Og ja, Mette »lånte« den gifte mand i et halvt år og gav ham tilbage til familien. Mads ringede stadig og bad hende om at komme til fornuft. Mette var træt af det. Hun mødte en ny mand. Jonas var på Mettes alder, ubunden af Ægteskabets bånd. Kærlighed opstod. Jonas flyttede ind hos Mette. Alt virkede fint, indtil det viste sig, at Jonas ikke kunne modstå en flaske. Og
