Frelsens time: hvordan et møde på busstationen gav mit barn livet tilbage
Da vores lille pige blev født med Jens, kunne ingen på fødeafdelingen lade være med at beundre hende. Hun var som en engel: hendes lille ansigt med fine træk, næsen som en ært, ørerne som skåret i træ, og øjnene øjnene var noget særligt blå som himlen, klare og gennemtrængende, som om de forstod alt i denne verden.
I begyndelsen gik alt godt. Hun kunne holde hovedet op efter to måneder, og efter fire måneder trak hun sig op at stå. Vi nød hvert skridt, lavede planer uden at ane den lidelse, der ventede. Da hun blev seks måneder, dukkede der en underlig hævelse op på hendes hals. Stor og hård. Lægerne trak på skuldrene ingen vidste, hvad de skulle sige. Vi prøvede kompresser, salver, løb fra læge til læge forgæves. Hun blev utålmodig, spiste ikke, græd uafbrudt, sov ikke om natten. Jeg vuggede hende i mine arme til morgen. Og lægerne alt var »i orden«. Blodprøverne var perfekte.
Vi prøvede en klog kone intet hjalp. Fortvivlelsen begyndte at knuge mig.
Da hun var halvandet år, skete det, jeg kalder et mirakel. Vi skulle den dag til min mor. Vi ventede længe på busstationen bussen var forsinket. Pigen sad i barnevognen, bleg og trist. Så nærmede en kvinde sig os. Stærk, med håret i en fletning, klædt i en simpel kjole, med blå øjne og et blik så varmt, det trængte lige ind i sjælen.
Hun så på den lille og sagde med medfølelse:
»Din stakkel. Og du, mor, hvor har du lidt Hun spiser ikke, sover ikke, lider hun?«
Jeg nikkede. Og så, uventet:
»Jeg heler sådan nogle. Hvis du ikke gør noget, vil hun dø. Vil du redde hende? Kom ved solnedgang. Bring friske æg.«
Så gik hun, vendte ryggen til, som om hun mærkede min tøven. Og jeg tøvede virkelig. Endnu en sigøjner, der ville have penge? Men noget gennemborede mig som om jeg vidste, at hvis jeg ikke gik, ville jeg aldrig tilgive mig selv.
Min mor sagde bare, da hun hørte det:
»Gå. Hvis hun beder om for meget, går du igen.«
Jeg gik. Købte æg og fandt hendes hus. En lille hytte med grønne skodder, blomster under vinduerne og en kalv, der legede i gården.
»Du kom,« sagde hun. »Jeg tænkte, du måske havde ombestemt dig. Jeg blander mig normalt ikke, men mit hjerte tillod mig ikke at gå forbi jer. Se her Mette kom fra Århus, næsten død, og nu løber hun som vinden.«
Mette, der hørte ros, begyndte at klappe og forsøgte at rejse sig. En lille pige fuld af liv.
»Kom med i køkkenet,« sagde hun. Jeg spurgte:
»Hvor meget koster det?«
»Intet,« svarede hun og viftede med hånden. »Man giver, hvad man kan. Jeg tjener ikke penge på lidelse. Børn er uskyldige.«
Vi satte os i køkkenet. Hun tog ægget og rullede det over pigen fra fødderne og op, over leddene, hovedet. Hun hviskede: »Gå ud, smerte, fra denne uskyldige krop, fra hvide knogler, fra rent blod« Pigen stirrede forundret og forsøgte at gribe ægget.
Så knuste hun det i et glas vand. I sollyset dukkede et klart kors op i blommen, og hvide bobler steg som kilder.
»Ser du?« spurgte hun. »Det er ondt trolddom. Folk frygter ikke Gud. Men vær ikke bange, vi heler hende.«
»Hvem gjorde dette?« spurgte jeg.
»Det siger jeg ikke,« svarede hun. »Hver gang jeg har talt, har der fulgt ulykke. Gud må dømme dem. Mit job er at redde.«
Vi gennemførte tre behandlinger ti dage ad gangen, med pauser. Først forsvandt korsene, så boblerne. Og pigen forandrede sig. Hun sov, spiste, lo. Hendes kinder blev røde.
»Spiser I selv disse æg?« spurgte jeg en dag.
»Gud bevare os!« lo hun. »Jeg giver dem til svinene. De frygter ikke.«
Så fortalte hun, hvordan hun havde fået gaven. Fra sin mor, som igen havde fået den af sin bedstemor. Hun havde en ond søster, der begærede kraften, men moren gav den til hende, fordi hun vidste, godhed er stærkere end trolddom. Søsteren prøvede at stjæle bønnen, men fejlede. Gaven er ikke ord det er hjertet.
Mens vi blev behandlet, lærte Mette at gå. Hendes øjne lyste. Så forlod hun os hendes far hentede hende. Han bragte ti kasser med kirsebær, ost og honning.
»Se, hvor taknemmelig han er,« sukkede kvinden. »Men den lille pige sidder fast i mit hjerte.«
Og så var det overstået. Efter det sidste æg ingen tegn på ondt. Pigen var rask.
Nu er hun nitten. Klog, smuk. Hun studerer sprog, maler, drømmer om at rejse til København. Når jeg ser på hende, kan jeg knap tro, jeg kunne have mistet hende. At alt ikke var en mareridt. Og hver gang jeg går forbi den busstation, husker jeg den kvinde. Og hvisker: »Tak.«
For dengang redede hun ikke bare mit barn. Hun reddede også mit liv.
