Den usædvanlige sidste vilje
Svigersønnen havde lovet at hente Vera Jensdatter lørdag morgen. Det var trist at forlade sommerhuset, men oktober var ved at være omme. Vandet var blevet lukket af, så det var på tide at tage hjem.
“Ve-era! Vera Jensdatter, er du hjemme?” Naboens stemme lød gennem døren. Det var Laurits Mikkelsen, der bankede på. “Kom indenfor, Laurits, jeg er her stadig. Jeg pakker mine ting. Svigersønnen kommer efter mig i overmorgen. Han vil sikkert brokke sig igen over alle de poser. Men hvad skal jeg gøre? Det meste er afgrøder. Æblerne er tørrede det var et godt æbleår. Agurker, syltetøj, konserves. Jeg kan da ikke bare lade det blive her. Alt sammen er til dem. For mig selv behøver jeg ikke så meget.”
“Ja, det kender jeg godt, Vera. Jeg tager også hjem snart, men venter lidt endnu. Det er så smukt om efteråret. Ellen elskede altid efteråret.” Laurits stod og drejede en konvolut mellem fingrene. “Vera, husker du, hvordan vi plejede at afslutte sommersæsonen sammen? Din Søren levede endnu, og vi var unge. Børnene var små. Nu er haverne vildtvoksende, men dengang var det bare tomt jord med spæde æbletræer. De syntes aldrig, de ville vokse. Nå, men sagen er, Vera… I dag er det et år siden Ellen gik bort. Jeg tænkte, vi kunne mindes hende sammen. Det er bedre end at gøre det alene. Kommer du over? Jeg har stegt kartofler. Vi kan snakke om gamle dage og der er også noget, jeg gerne vil tale med dig om.”
“Selvfølgelig, Laurits. Her, tag disse syltede agurker med. Jeg kommer om en halv time kan du se, hvor rodet det er her?”
De havde været naboer og venner i mange år. Da de begge fik seks hundrede kvadratmeter jord af deres arbejdsplads, var glæden stor. De byggede huse, plantede haver og hjalp hinanden. Sommerens fødselsdage blev fejret sammen. Sommeren var en lille verden for sig, og hver sommer levede de den sammen. Nu havde Vera sine børnebørn på besøg hele sommeren, så hun nåede ikke at kede sig. Men Søren, hendes mand, havde været væk i syv år.
Laurits og Ellen havde altid været gode naboer. Eller, det havde de været for Ellen var gået bort sidste efterår. Hun havde endda været stolt af at have tabt sig, “som en model,” sagde hun. Men så… Og denne sommer havde været mærkelig. Laurits virkede forloren, pløjede grøfter uden grund hvem skulle plante dem nu, når Ellen ikke var der? Eneste lyd fra ham var hamren og banden fra skuret, når tingene ikke gik, som de skulle. Veras børnebørn kom sjældent enten var de i lejr, eller også var de på ferie med forældrene. Hun vidste ikke engang, hvem alle de grøntsager skulle være til. Alligevel vandede hun og fjernede ukrudt, som om det gav mening.
Vera sukkede. Hun skiftede tøj og gik over til Laurits. Hun havde lovet det.
Laurits ventede. Bordet var dækket: stegte kartofler, tomater, Veras syltede agurker og skiver af spegepølse. “Sæt dig, Vera. Mine børn kommer i morgen. Men i aften minder vi om Ellen. Se her jeg har fundet gamle billeder frem. Der er din Søren, han planter kirsebærtræer med dig. Og her kommer vi hjem fra skoven med kurve fulde af svampe. Og se, der har vi grillfest. Røgen fra bålet får Ellen til at knibe øjnene sammen.” Laurits hældte snaps i to glas. “Skål for dem, der ikke er her mere. For min Ellen. Og for din Søren.” De drak under tavshed, knasende agurker imellem. Så trak Laurits konvolutten op af lommen.
“Vera, du må ikke blive forundret hør mig først ud. Ellen blev svagere og svagere sidste efterår. Vi forlod sommerhuset i august, og i september kunne hun knap nok stå op. Men hun kæmpede, hun klagede ikke hun var stærk. Vi mindedes alle vores dage sammen, som om vi levede dem igen. Så gamle film, vi elskede. Talte om alt. Og så, en dag, sagde hun pludselig:
‘Laurits, lov mig, at du gør, hvad jeg beder dig om. Det er min sidste vilje. Du må ikke protestere vi ved begge, hvordan det står til.’ Så gav hun mig denne konvolut. Hun skrev det ned, for hun vidste, jeg ikke ville kaste det væk. Læs det.” Han rakte konvolutten til Vera.
“Men den er til dig.”
“Læs det. Så forstår du.”
Vera åbnede konvolutten og trak et ark papir frem, fyldt med Ellens håndskrift:
*Kære Laurits, livet går videre, selvom jeg må forlade det tidligt. Du skal leve for os begge! Min sidste ønsk
