»Har du tabt sutten?« hviskede han og tog endnu et skridt frem, trængte ind i hendes personlige rum. »Hvorfor lod du ikke min søster komme ind?«
Ole trådte ikke ind i lejligheden han stormede ind, bragte en gusten af kold efterårsluft og en stank af irritation med sig fra opgangen.
Nøglen blev drejet aggressivt i låsen, døren hamrede ind i væggen, og han stod stille på dørtrinet, uden at tage den regnvåde jakke af.
Hans ansigt, normalt godmodigt og lidt dovent, var fordrejet af en vrede, han ikke engang forsøgte at skjule.
I køkkenet, på den lille sofa ved vinduet, sad Mette. Hun læste.
Lyset fra gulplampen faldt over hendes hår og siderne af den tykke bog i hårdt omslag. Hun rystede ikke af larmen, løftede ikke blikket. Kun fingeren, som lå på linjen, blev stående.
Hun ventede, til manden gentog sit spørgsmål, denne gang højere, med toner af dårligt tilbageholdt raseri.
»Mette, jeg taler til dig! Lise ringede til mig, næsten grædende. Hun og manden kom specifikt forbi til frokost, sultne, og du åbnede ikke døren! Hvad skulle jeg sige? At min kone besluttede at vise karakter?«
Først da løftede Mette langsomt, næsten modstræbende, blikket fra bogen. Hun lukkede den ikke, men lagde omhyggeligt et bogmærke ind og satte den på sofaen ved siden af sig.
Hun så ham i øjnene. Blikket var klart, koldt som vinterhimlen. Der var ingen frygt, ingen skyld, ingen medlidenhed. Kun en rolig, tung træthed.
»Jeg hørte ringeklokken,« sagde hun med jævn stemme. »Og jeg så gennem dørkigeren, hvem der var kommet. Derfor åbnede jeg ikke.«
Ole havde ikke forventet det svar. Han havde forberedt sig på undskyldninger, på påskud om hovedpine eller at hun bare ikke havde hørt det.
Den direkte påstand slog ham ud af kurs. Han tog et par skridt ind i køkkenet, hans støvler efterlod beskidte spor på det rene gulv.
»Så du gjorde det med vilje?« Han sænkede stemmen, hvilket kun gjorde den mere farlig. »Du så, det var min søster, og valgte bevidst at lade hende stå udenfor? Hvad er det for noget, Mette? De er vant til at spise sammen med os!«
Den sidste sætning blev sagt, som om den henviste til en universel lov. En tradition, hugget i sten.
*Vant til.* Ordet hang i luften, gennemsyret af hans retfærdige vrede og hendes tavse afvisning.
For ham var det normalt hans søster og hendes mand, der arbejdede i nærheden, kom hver eneste dag for at spise frokost.
Det var bekvemt, økonomisk for dem, og i hans øjne helt normalt. Han havde aldrig tænkt over, hvor maden kom fra, hvem der tilberedte den eller gjorde rent bagefter. Den var der bare. Som solen, der står op.
Mette rejste sig tavst fra sofaen. Hun var lavere end Ole, slankere, men i dette øjeblik føltes det, som om hun fyldte hele køkkenet.
Hun gik hen til køkkenbordet og lækede sig mod den kolde kant. Hun så ham lige i øjnene, på hans rødmen, på de regnvåde dråber i hans mørke hår.
»Vant til?« gentog hun hans ord.
Det lød stille, men ramte som en pisk. I hendes stemme var der ingen følelser, kun en nøgtern konstatering.
Hun lod hovedet læne en smule til siden, som om hun betragtede ham som et ukendt objekt.
»Så må de vænne sig til noget nyt.«
Ole stivnade et øjeblik. Hans hoved nægtede at behandle det, han lige havde hørt. Dette var oprør.
Bruddet på den uskrevne aftale, som han troede, deres ægteskab og hans mentale komfort hvilede på.
Den oprindelige vrede, fremkaldt af søsterens klage, blev afløst af en dybere, mere personlig følelse en fornemmelse af, at hans territorium, hans regler, var blevet udfordret på det groveste.
»Har du tabt sutten?« hvæsede han og tog endnu et skridt frem, trængte ind i hendes rum. »Hvad giver dig retten til at bestemme, hvem der må komme i mit hjem?«
»Det er min søster! Min egen blod! De kommer ikke til dig de kommer til mig! Og du, som min kone, har pligt til at være gæstfri. Det er din opgave!«
Han råbte, fyldte køkkenet med sin forargelse. Hvert ord var en anklage. Han spurgte ikke han fastslog.
Tegnede et billede af en verden med klare roller: Han familiens overhoved, forsørgeren. Hun hjemmets vogter, der sørgede for hygge og varm mad til ham og hans nærmeste.
Og nu blev det billede revet i stykker.
»Du er blevet nærig, Mette! En nærig egoist! Skåner du ikke en tallerken suppe til min familie? Aner du overhovedet, hvordan det ser ud udefra?«
»De vil grine af os! De vil sige, Ole er en kujon, at hans kone dikterer, hvem han må omgås!«
Mette lyttede til hans tirade uden at ændre ansigtsudtryk. Hun så ikke ned, forsøgte ikke at afbryde. Hun stirrede bare på ham, og i hendes ro var der noget skræmmende.
Hun lod ham tale, lade al den gift, der havde samlet sig i ham efter et kort opkald med Lise, bryde frem.
Da han endelig tav, pustende af anstrengelse, svarede hun ikke på hans anklager. I stedet gjorde hun det, han mindst havde forventet.
Hun gik tavst forbi ham, åbnede en skuffe i køkkenbordet og tog en billig k
