Mand i huset

Mand i huset

Sofie går langsomt ned ad grusvejen. Hun er ligeglad med, at vinden har taget hendes lyserøde tørklæde, let og blødt som morgendisen, og nu svæver det højt oppe i luften, danser med vinden og forsvinder ud af syne. Hun lægger heller ikke mærke til, hvordan småstenene har fundet vej ind i hendes sandaler og prikker under fødderne, eller hvordan de irriterende klæg svirrer omkring hende og forsøger at bide på hendes stærke, solbrune hud.

Sofie ænser heller ikke naboerne, der nikker til hende og tilbyder frisk gedeost, mens de hilser godmorgen. De findes næsten ikke for hende længere. Hele verden er væk, forsvundet sammen med Peter. Han kommer aldrig tilbage. Forude venter kun en grå, klistret tomhed. Hvordan skal hun så leve? Hvad skal hun dog stille op?

Det hele begyndte at gå skævt for længe siden, men at indrømme for sig selv, at alting er slut, er svært …

Sofie åbner porten til haven med besvær, den knirker modvilligt, som om den ved, hvor tungt hun bærer sit tab. Fjedrene skriger og gnider, vrænger næsten ad hende.

Peter havde ellers lovet at smøre den, tænker Sofie tørt, bider sig i læben. Nå, så må vi gøre det selv! Tobias bliver stor og lærer det!

Den trofaste hund Storm kommer daskende, snuser til Sofies ben og brummer utilfreds. Han kan lugte sorgen og uroen, og Storm bryder sig ikke om det. Han savner de glade råb og latter fra Sofies søn, Tobias, duften af varmt brød, suppe og mynte fra køkkenet.

Hvor er han? Kommer han ikke hjem? synes hunden at spørge, ser op med sine svømmeagtige, varme øjne. Hvor har du gemt ham?

Sofie ryster bare på hovedet. Storm sukker og lægger sig til at hvile ved hendes fødder. Hvad kan han ellers gøre?

Nå, fik I talt sammen nu? ud af drivhuset kommer hendes mor, Grethe, i rød sommerkjole, med et spandfuld sprøde agurker. Skal vi dække op? Skal Peter sove her i nat, eller har han mon tænkt sig at køre igen? Jeg har allerede redt op på gæsteværelset, lagde hans skjorter frem og alt. Du må sige til, hvis I vil blive lidt så tager vi toget til København efter. Og forresten, Sofie, løb lige over til Sørens og hent en flaske. Vi har ikke så meget som en snaps at byde på. Skynd dig, pige, det er stort udbytte i dag se bare agurkerne! De skal syltet, glassene står klar i vinduet. Og vi skal lave asier, du må tage trætønden op fra kælderen, jeg kan ikke selv for mine dumme ben … Men nu skal Peter hjælpe, det bliver rart at have en mand i huset igen. Din far sagde altid, kun en stærk mand kan holde et hus ordentligt …

Sofie lytter ikke. Hun har ikke brug for flasker eller middagsbord i dag. Hun og Tobias kan spise ved køkkenbordet uden dug.

Vi klarer os selv, mor! Hører du, vi kan godt! Og huset skal nok være i orden, og det er slut med at snakke om ham! Forstået? Sofie presser læberne sammen, løfter hovedet stolt, hår flettet i en mørk fletning som en krone. En lille hvedestrå sidder fast et sted i håret, og en mariehøne har sat sig på hendes skulder. Hun mærker det ikke. Der er ikke plads til blidhed kun til at overleve.

Men Sofie, du skal da ikke klare det hele selv der skal være en mand til! En der kan tage fat! Ellers stikker han bare af. Du må lære lidt at tage tingene roligt, sådan noget stædighed hjælper ikke.

Hvor er Tobias? spørger Sofie hurtigt sin mor, ignorerer formaningerne.

Han sover. Han har malet på sit fly hele formiddagen, vi måtte endda over til Egon Maler, fordi malingen slap op, glasset var for lille, og flyet, det er jo stort som bare pokker! Grethe smiler. Mens Sofie var på stationen for at se efter Peter, havde den lille været travlt optaget med sin fly-model, savet og slebet, limet og monteret med lim, som han havde fået i gave fra bedstefar Knud. Da flyet endelig var færdigt, hentede Tobias pensler og de små malerbøtter frem.

Bedstemor Grethe! havde Tobias råbt fortvivlet. Malingen er helt tør! Der er ikke mere til stjernen! Far skal se mit fly! Hvad gør jeg nu?

Han var tæt på at tude, men Grethe havde viftet ham væk.

Tudeprins! Kom, vi går til Egon, han har maling nok til et skib!

Næh, han er sur han jagede os altid ud af køkkenhaven, den er jo ikke engang hans, den hører til herregården, men … surmulende.

Nå, så bliv uden maling! havde hun svaret spidst. Når det er æbler, er du straks forrest! Jeres egne er vel for sure?

Nej! Ikke sure … Tobias kunne ikke lide, når nogen skændtes, han følte det altid skyldtes ham og prøvede straks at finde fred. Kom så. Hvis du vil, så går vi til maleren, bedstemor! Kom!

Hvis jeg vil! Ja, ja luk nu døren rigtigt, ellers kommer hønsene med ind! indvilligede Grethe, skyndte på barnebarnet. Åh, hvor er der meget at se til med dig, Tobias. Men når far kommer, bliver han hovedet i huset det er godt! Det er som at vinde i lotteriet! Du forstår ikke nu, men … hun smilede trist og fortsatte: Glæder du dig til far kommer hjem?

Tobias løber foran, hopper over sten på vejen.

Glæder mig! Jeg skal nå at blive færdig! svarer han ivrigt, susende fremad.

I Egons lille værksted lugter der af linolie og lærred. Maleren tygger på sin pensel, fortabt i egne tanker.

Forstyrrer vi? spørger Grethe. Goddag, hvordan har du det?

Hva? Åh, dig … jo, alt vel … tror jeg … jo, Egon tørrer sig om øjnene.

Nå, det var godt. Herre Jemini hvem er det, du har malet dér? Grethe vil undersøge staffeliet, men Egon lægger straks et klæde over.

Ikke endnu, Grethe. Når det er færdigt, må du måske se. Hvad vil I have? Og lille mand var det ikke dig og dine venner, der stjal æbler? Hm? Maleren kaster et alvorligt blik på drengen, der krymper sig.

Lad nu den lille! Jeg skal bage boller til dig! siger Grethe og skubber drengen bag sig. Vi mangler kun lidt maling … Hans far skal se hans fly, og han kan jo ikke male uden!

Egon smelter for Duses snilde; hun kan sno mænd om sin lillefinger, selvom hun bare er en bondetøs. Han opgiver at stå imod.

Okay! Du får lidt maling, Tobias! Men næste gang, spørg om æbler! Jeg bryder mig ikke om tyveri, min mor blev syg af det, da vi førhen boede i byen, og nogen tømte hele huset, til og med klude … Du kan bruge det her. Husk ikke for meget, ellers tørrer det aldrig. Kom igen, når du skal lakere. Har du nogensinde set et rigtigt fly, Tobias?

Kun kukkere og krigsfly, langt væk … svarer han.

Sådan går det ikke! siger Egon. Du må se fly up close! Måske kan du endda sidde i cockpittet en dag …

Hans far er ikke flyver han er vistnok kemiker, men hvad ved jeg … indskyder Grethe.

Hun trækker barnebarnet med videre. Hun tænker, bare det lykkes alt sammen! Bare Peter tager dem med til byen, eller kommer og bliver hos dem, familien skal være samlet … En mand i huset, det gør alt lettere …

Sofies mor har tit fortalt om, dengang hun lærte Peter at kende i København på en udstilling. Sofie var der med veninderne efter en eksamen, og Peter gik for sig selv, optaget og tankefuld. De stødte fysisk ind i hinanden, hun bukkede undskyldende, og han blev helt forfjamsket.

Undskyld, er De ok? rødmede Sofie.

Det går nok … svarede Peter, så på hende og pegede, at hun havde is på kinden.

Han lagde et lommetørklæde frem, hun blev endnu mere flov men de blev forelskede den dag. Sofie var sikker. Peter … måske. Men hvis man i dag spurgte ham, ville han bare trække på skuldrene: Det er kemi, og den slags holder ikke evigt.

Sofie blev gift med sin unge kemiker året efter. Grethe rejste til festen i København, synes det var trist, at den ikke blev holdt på Fyn, men Peter ville ikke, Sofie pressede ikke på. Restaurant, fine venner, hele Peters familie gjorde stort indtryk hjemme på Fyn; der var samtaleemner til mange måneders kaffeborde efterfølgende.

Men lykken blev ikke lang. Sofie blev gravid, havde det svært, Tobias blev født lille og svagelig. Peter blev irriteret og brokkede sig over manglende nattesøvn, vasketøjet overalt, Sofies tårer og at hun ikke færdiggjorde sit studie, da hun tog barsel.

Kan du ikke tage det som fjernstudie? Det burde du kunne! Jeg arbejder, og du … ja, du klarer ikke engang barnet uden at jamre, Peter blev mere og mere kold.

Svigerforældrene hjalp så godt som muligt, men havde begge arbejde, ligesom Peter selv gik sent og kom sent. Sofie passede alt selv: lægebesøg, mad, vask men det var udsigtsløst og opslidende.

Hun forsøgte at forklare, men Peter havde ondt i hovedet, chefen pressede, laboratorieassistenten Tine sendte ham søde blikke, og Sofie sov inde ved Tobias, mens han vendte sig alene i dobbeltsengen. Det hele var for meget for ham.

En dag sagde Sofie: Jeg tager til Fyn med Tobias. Lægen siger, han skal have mere frisk luft, flere økologiske varer. Vi giver dig fred, og vi får lidt ro.

Jamen, hvad med dit studie? spurgte Peter, mens han varmere sig lidt op trods alt.

Jeg genoptager det til efteråret, vi finder nok en løsning.

Han trak på skuldrene. Det vigtigste var, ingen skulle tro, han havde smidt konen og barn ud. Og så kunne han slippe løs med Tine, mens Sofie var på Fyn. Det var jo bare kemi …

Sådan endte Sofie atter på landet, med de velkendte knirk og slamren, vind i skorstenen, lyden af sav og knasende brænde, der gav tryghed og rytme i det vanskelige liv med en urolig dreng og en mand, der aldrig blev længe ad gangen, kun afleverede penge og hastede hjem, hvor hans mor havde hjerteslag, men Tine ventede klar i en varm lejlighed.

Alligevel blev Tobias stærkere. Han snakkede tidligt, gentog alt, han hørte, digtede rim, sang og dansede. Nabokonerne sagde: Han bliver stor én dag, Sofie, det kan du tro!

Pludselig begyndte Peter at vise interesse for sønnen som kuriositet, noget at vise frem. Men hente familien hjem gjorde han ikke; Bedre, han vokser lidt til, sagde han altid, da Sofie foreslog at flytte med til København.

Han er stor nok nu. Han ville elske Zoologisk Have, museer, teater … og jeg savner dig, sagde Sofie. Men hun troede ikke helt på ordene længere. Måske havde kemi virkelig udløbsdato.

Og hvad gør du med studiet, Sofie? Peter var pludseligt alvorlig.

Jeg skal nok genoptage det, mor vil passe Tobias. Ellers kan vi finde plads i børnehave …

Nej, børnehave er en bakteriebombe!

Måske din mor kan tage ham?

Nej, hun har svagt hjerte. Du må blive på Fyn, læse fjernstudie, tage lidt arbejde, så hjælper din mor og når du er færdig, henter jeg dig.

Peter havde fundet en rigtig smart løsning: I mellemtiden var han flyttet sammen med Tine og ingen i familien vidste det. Han kunne holde fast i alt. Og mad kunne de altid købe hos Brugsen. Livet gik videre. Drengen havde det bedst og bedstemor på landet.

Når svigerfaren, Jørgen, kom forbi en dag og bød på gaver, maskiner og lidt brød, følte Sofie sig forvirret. Svigermor virkede kølig, Grethe mente dog, man skulle kæmpe for sin mand, for der skal være en mand i huset!

Men Sofie havde for længst opgivet håbet: Her er min mand, sagde hun, omfavnede sin søn, mere skal jeg ikke bede om.

Da Sofie senere skulle til eksamen i byen, opdagede hun, at Peter havde skiftet låsene, hendes nøgler virkede ikke. Alt er slut, sagde hun stumt til sin mor. Han har valgt en anden.

Sofie knokler, læser til eksamen, passer Tobias, ordner have og glas, men tænker lidt mindre og mindre på Peter. Savnet erstattes af træthed.

En dag fortæller moren snøftende, at hun har ringet til Peters job, presset på. Det ender med, Peter kommer til Fyn, rasende. I kvinder slipper aldrig os mænd! Nu starter I ballade på mit job, og det hele er din skyld, råbte han.

Sofie ler pludselig, let og hjerteligt, Jeg beder dig aldrig mere om noget, Peter. Kemi er slut. Du er fri. Kom aldrig tilbage.

Han står tilbage på perronen, elektricitetsbanen kører først om tre timer. Han må nok finde på sin egen version af historien.

Senere prøver Sofie at forklare det til Tobias, der bliver rasende og ulykkelig: Jeg lavede flyet for ham! Hvorfor smed du ham ud, mor?! Hvorfor har jeg ikke en far ligesom de andre?

Hun sætter sig hos ham, holder om ham: Du er min mand, Tobias. Undskyld, men far kommer ikke.

Sådan bor de, mor og søn. Livet fyldes med rutiner, små opgaver, Tobias hjælper, de bager, samler gulerødder, fejer huset igennem. Store vinde river gennem rummene, river det gamle poppel-fnuller under skabene ud. Huset bliver rent og let.

Om aftenen har Grethe bagt boller. Tag dem med ned til Egon Maler, Tobias. En tak for malingen!

Mor kan gå alene, svarer Tobias, sur. Jeg gider ikke.

Mor har brug for din hjælp! Se dine stærke hænder! Grethe smiler og pakker dem ind.

Kom, Tobias, vi går sammen. Sofie tager ham i hånden, han følger modvilligt men ender med at række bollerne frem til Egon, der straks mærker hans sorg og inviterer dem indenfor til the.

Jeg vil spørge om noget: Tobias, vil du se rigtige fly? Vi har et lille flyveklub herude, og jeg har et par kontakter … Vil du og din mor med?

Tobias stirrer spændt på de rigtige fly og vidste hverken ud eller ind af beundring og forbløffelse.

Nå, hvem vil være flyver? spørger en solbrændt mand i ternet skjorte. Var det dig, Egon?

Nej, det er Tobias her.

Kom, vi gennemgår, hvordan det virker. Og mor, du er velkommen, kvinder kan jo også være piloter!

Sofie bliver stående ved markkanten. Egon siger lavt: Alt går over, Sofie. Og så kommer det gode!

Hun nikker.

…

Tiden går videre. Tobias er blevet stor, står nu i køkkendøren, lang og ranglet.

Mor, radioen virker ikke! buldrer han.

Du har trukket stikket, som sidst! Har du tid til at fikse hylden i dag?

Skriv det på listen! For resten, Dennis ringede i går. Mor, sig mig helt ærligt er der noget mellem dig og ham?

Der er ikke noget “mellem”. Vi ses i ny og næ, men … Sofie trækker på skuldrene.

Du stråler, når han er her. Er han din drømmemand? Tobias griner, giver hende et smæk på kinden.

Den eneste drømmemand, jeg har brug for, er dig, Sofie griner, men hun er glad. Ja, han betyder nok noget, men …

Bare det, mor. Han kan få lov at lave hylden jeg når det aldrig mellem studier og Marie! Hvorfor skal kærlighed være så besværligt, mor? Tobias river i håret og løber ud.

Alt godt her i livet er svært, Tobias, men derfor værdsætter vi det, når vi har det! råber Sofie efter sin søn, husets mand.

Så må Dennis tage hylden. Tobias har jo andet at tænke på: studier og Marie, som nok tager ham fra Sofie engang men det er, hvad der sker. De mænd, vi selv har opdraget, flytter videre, bliver andre familiers stolte hovedpersoner. Det er nok meningen …

Hvad med Peter? Han lever nu med Tine, fik hurtigt skilt sig fra Sofie, giftede sig med Tine, da hun blev gravid. Tines mor, Karen, sørger selvfølgelig for, at økonomien altid vender rigtigt for hende og datteren: nye frakker, støvler, kjoler i metermål. Det vigtigste er en mand med penge, Tine, så klarer vi resten, siger hun og det er vel sådan, de lever.