»Hvor skal du hen?« spurgte hun fra køkkenet.
»Jørgen, hvor går du hen?« Birte kiggede ud fra køkkenet, tørrede hænderne i forklædet og stirrede forvirret på sin mand.
Jørgen, en femogfyrreårig direktør for et velrenommeret byggefirma, havde taget en beslutning. Mens hans hustru lavede morgenmad, havde han pakket en taske. Nu stod han i døren til deres store lejlighed på Frederiksberg og mærkede væksten af sin beslutning.
Birte havde altid passeret familien. Hun troede, at en god morgenmad med medmørse, ost og friskbrød var grundlaget for sundhed og succes. Da børnene var små, stod hun op før solen. Tre børn krævede alt hendes tid, og mandens løn havde tilladt hende at fokusere udelukkende på hjemmet.
Han tav. Han betragtede Birte, hans hustru i femogtredive år, og overbeviste sig selv: han havde ret. Det var tid til forandring.
Hustruen var taget på i de senere år, havde mistet den glød i øjnene, der engang havde fanget ham. Hun tiltrak ham ikke længere. Til det havde han nu Ida ung, intelligent, med kulsort hår, mødt på en firmefest i Skagen. Lige så modig som ham. Derfor stod han her nu med tasken i hånden.
Nok! Hvorfor leve med en kvinde, han ikke elskede? Børnene var selvstændige: Mads og Jakob var færdiguddannede og arbejdede i København; Sofie, i fjerde år på medicinstudiet, fik stadig støtte fra ham. Og hustruen? Hvorfor skulle han forsørge hende? Ida havde ret det var tid til at dele lejligheden.
»Skal du rejse?« spurgte Birte roligt. »Du burde have sagt noget. Jeg har lavet nogle smørrebrød til dig. Det er ikke godt at gå ud uden morgenmad.«
»Altid med mad!« knurrede Jørgen, irriteret over ikke at kunne sige sin mening. »Tror du ikke, der er bagerier derude? Du lever i køkkenet, som om verden ikke eksisterer!«
»Er der sket noget?« Hendte stemme var stadig blid.
Længe havde hun mistænkt en elskerinde. Hun vidste, denne dag ville komme. Men hun kendte sin mand.
»Jeg forlader huset!« rasede han. »Jeg bor sammen med en anden. En moderne kvinde, ikke en husmor!«
»Tillykke,« svarede hun, som om hun talte om vejret.
»Fortjænsker jeg ikke mere?«
»Du fortjener mere. Du er arbejdsom, klog, flot«
»Lejligheden bliver delt,« sagde han blidere.
»Enig. Vi gør alt efter loven.«
Jørgen forundrede sig over letheden. Han havde forventet skrig, ikke denne ro.
»Find et job,« advarede han. »Jeg vil ikke forsørge dig.«
»Det behøver jeg ikke. Jeg skal giftes igen.«
»Giftes?« l g og tvivlende. »Hvem vil have dig?«
»Mange. Kvinder som mig er efterspurgte. Erfarne, huslige, dygtige kokke og med en egen lejlighed efter delingen.«
Han svælgte. Tanken om Birte med en anden generede ham.
»Jeg har et møde,« mumlede han og satte tasken fra sig. »Lav ikke planer i dag. Det er respektløst.«
På kontoret gnavede tvivlen. Han havde planlagt at vende tilbage, hvis det ikke fungerede med Ida, men nu
Ved dagens slutning ringede Ida, utålmodig:
»Hvor er du? Jeg har fundet en lejlighed på Østerbrogade! Vi skal have møbleret soveværelset og betale for rejsen til Thailand. Husk, hvad du lovede!«
»Hvad er der til aftensmad?« afbrød han.
»Intet. Jeg er på slankekur. Vi kan bestille sushi«
Jørgen læg på. Han tænkte på den stegte torsk med flødekartofler, Birte ville have lavet, på hjemmets trygge stil og på tanken om en anden mand, der kaldte hende sin hustru.
Nej. Det skulle ikke ske.
