Hun talte med en flerbørnsfamilie og forstod pludselig, hvorfor folk ikke kunne lide dem.
“Jeg er mor og har flere børn folk burde forstå mig!”
“Frøken, jeg badt dig ikke om at få så mange børn! Slip min trøje!”
Lærke mente altid, at verden skyldte hende noget. Sådan havde hun været siden universitetet. Dengang havde hun ingen familie, men så snart hun fik sit første barn, gik det helt galt.
Én. To. Tre. Så fik hun status som flerbørnsfamilie, og så var det bare afsted.
Først troede Mette, at Lærke havde fået det, man kalder “barselshøjne”. Eller hvad hedder det nu, når man efter fødslen ikke kan se skoven? Alle omkring en bliver pludselig forpligtet til at bukke og skrabe for en.
“Forestil dig, jeg står i kø med mine børn, og ingen vil lade mig gå forbi,” brokkede Lærke sig, da de igen mødtes.
“Men de er jo forpligtet til ingenting. Nogen er måske trætte efter arbejde og vil bare gå hjem. Andre har deres egne problemer…”
Lærke afbrød hende midt i sætningen.
“Det er da ligemeget! De kan vente. Hvorfor skulle de være trætte, når de ikke engang har børn?”
“Hvorfor tror du, at man kun bliver træt af børn?”
“Fordi jeg har tre, og jeg ved, hvad jeg taler om! Men du forstår det jo ikke du har jo slet ikke født!”
Lærke var en sær en. Hun mente, det var enhver kvindes pligt at få mindst ét barn. Helst flere. De, der tænkte anderledes, gjorde hende rasende.
Mette derimod havde altid vidst, hun ikke ville have børn. Selvfølgelig forstod veninden det ikke.
Det var svært at forklare. Ja, Mette ville gerne leve for sig selv: rejse, bygge en karriere, lære nye ting.
Og hendes mand støttede hende fuldt ud. Han ville heller ikke have børn. Men Lærke mente, det var hendes pligt at få hendes “ufornuftige” veninde på rette spor.
“Prøv at få et barn så bliver du lykkelig!”
“Du forstår det ikke, fordi du ikke har børn!”
“Hvem skal du have til at passe dig, når du bliver gammel, hvis ikke dine børn?”
At argumentere var spild af tid, og Mette orkede det ikke engang.
Når børnene blev større, besøgte hun Lærke en dag. De snakkede i hvert fald, men det var tydeligt, at Lærke savnede at tale med nogen.
Hun havde ikke udviklet sig selv på år. Hendes liv var blevet til bleer og sutteflasker. Mettes mand undrede sig altid hvad i alverden kunne de to overhovedet snakke om?
Men de fandt underligt nok fælles interesser.
“Lærke, hvad vil du egentlig med dit liv? Altså, når børnene er voksne. Hvad så?”
“Hvad mener du? Jeg skal hjælpe dem. Inden jeg får set mig om, kommer der børnebørn.”
Mette blev overrasket, men fortsatte.
“Har du ikke tænkt dig at leve for dig selv?”
“Hvorfor? Jeg har mine børn alt er for dem. Forresten, jeg har lige fundet ud af, at vi kan få ekstra børnepenge…”
Selvfølgelig drejede Lærke hendes samtale tilbage til sig selv. Det gjorde hun altid, når hun ikke gad at svare på ubehagelige spørgsmål.
Hun fik altid sin vilje.
Med tiden begyndte Mette faktisk at skamme sig over at blive set sammen med hende. Især efter en episode i en butik.
De var ude at handle, og Lærke havde taget børnene med. Hun ville købe en ny trøje der var udtale. Mette så noget andet, hun kunne lide, og gik væk.
Pludselig hørte hun skrig. Kendte skrig.
Hun løb tilbage og så Lærke skælde en fremmed kvinde ud over en trøje.
“Jeg har flere børn folk burde forstå mig!”
“Frøken, jeg bad dig ikke om at få så mange børn! Slip min trøje!”
Mette greb ind i panik: “Lærke, stop! Alle kigger på dig. Tænk på børnene.”
Hun så skamfuldt på kvinden en kollega, der genkendte hende.
“Nå, Mette Jeg vidste ikke, du havde så mange bekendskaber.”
I det øjeblikke tænkte Mette, at Lærke ikke kun gjorde sig selv til grin men også hende.
Som man siger: “Sig mig, hvem din ven er, og jeg skal sige dig, hvem du er.”
Og det var ikke første gang.
Efter den episode trak Mette sig. Hun havde ikke mod til at afslutte venskabet direkte der var jo ikke noget decideret skænderi.
Men hun kunne ikke holde Lærkes ulidelige attitude ud længere. Nu undskyldte hun altid med travlt arbejde.
Men så fandt Lærke selv en grund til at skændes. Måske keder hun sig uden drama.
En aften dukkede hun op hos Mette og begyndte, uden grund, at brokke sig.
“Har du ikke tænkt dig at forklare noget?”
“Forklare hvad?”
Mette troede, det handlede om manglende kontakt. Men grunden var anderledes.
“Igår så jeg din søster med barn.”
“Og?”
“Pigen havde et dyrt merkeoverdæk på. Det samme, jeg så hos dig.”
“Jeg forstår ikke?”
“Det burde du have givet os, ikke din søster!”
“Hvad?”
Mette følte sig, som om jorden gik under hende. Altså, mente Lærke seriøst, at hun havde ret til at bestemme, hvem Mette måtte give gaver?
Det var utroligt!
“Lærke, tror du ikke, du tager for meget på dig? Måske jeg selv bestemmer, hvem jeg giver gaver til?”
“Hvad mener du? Din søster har kun ét barn og kan sagtens forsørge det. Jeg har tre jeg har ikke råd til dyre ting! Jeg har mere brug for det, forstår du?”
Men hvad Lærke virkelig havde brug for, var en hjernet. At diskutere var spild af tid.
Hun råbte, som altid. Men denne gang var det ikke i en butik det var i Mettes hjem.
Hun smed hende ud, men Lærke råbte videre i opgangen. Mette måtte undskylde i beboergruppen.
Lærke undskyldte aldrig.
Ti år senere.
De havde ikke set hinanden. Mette og hendes mand boede i udlandet og kom kun en sjælden gang hjem.
Denne dag gik Mette gennem parken, hvor de plejede at gå. Og dér stod Lærke.
“Sikke et gensyn! Troede ikke, vi skulle mødes igen. I bor jo i udlandet?”
“Ja, vi er hjemme på ferie. Hvordan har du det? Hvordan går det med børnene?”
Lærke pegede på barnevognen. Hun havde fået nummer fire.
“Tillykke! Godt for dig!”
“Tak, men der er ikke
