»Naboens datter er mig nærmere end dig,« sagde mor og lagde på.
Mette stod i køkkenet i sin lejlighed i København med telefonen i hånden og stirrede på den, som om den var blevet til en slange. Lige havde hun ringet til sin mor i Aarhus for at fortælle om sin forfremmelse på arbejdet, men i stedet fik hun det her.
»Hvad sker der?« spurgte hendes mand, Mads, da han kom ind i køkkenet. »Du ser helt bleg ud.«
»Mor sagde, at naboens datter er nærmere hende end mig,« svarede Mette langsomt og satte telefonen på bordet. »Hun sagde det bare lige ud.«
»Har I skændtes om noget?«
»Nej! Jeg fortalte hende om min forfremmelse, og så sagde hun: Mette, du er altid optaget af dine egne ting, men fru Jensen hjælper mig hver dag. Hun handler ind for mig og henter mine medicin. Hun er blevet mere som en datter for mig end dig.«
Mads rynkede panden og satte sig overfor hende.
»Måske er hun ikke sig selv? Har hun det dårligt?«
»Hun er helt ved sine fulde fem!« udbrød Mette. »Hun sagde det med vilje for at såre mig. Ved du, hvad der startede det? Jeg inviterede hende til sommerhuset i Hornbæk, men hun sagde: Hvorfor skal jeg til jeres sommerhus, når fru Jensen og jeg arbejder sammen i haven?«
Mette tav og lo så bittert.
»Og jeg har sendt hende penge hver måned. Tusind kroner. Bare for en sikkerheds skyld, sagde jeg. Jeg troede, det hjalp.«
»Stop med at sende dem,« sagde Mads bestemt. »Hvis naboens datter er nærmere, kan hun også hjælpe.«
»Mads, sig ikke sådan! Det er min mor.«
»Din mor, som lige har såret dig? Mette, vågn op! Ingen mor taler sådan til sin datter.«
Mette rejste sig og gik hen til vinduet. Nede i gården legede børn, og deres latter lød fjern og uvirkelig.
Fru Jensen var en god nabo. Enke, børnene boede i Jylland og besøgte hende kun én gang om året. Mette huskede hende fra sin barndom dengang virkede fru Jensen streng og brokkede sig altid over støj i opgangen. Nu var hun pludselig blevet »mere som en datter«.
Telefonen ringede igen. Mette kiggede på skærmen det var mor.
»Tag den ikke,« sagde Mads.
»Måske er der sket noget?«
»Hvis der er, kan fru Jensen ringe.«
Alligevel tog Mette den.
»Hallo?«
»Mette, hvorfor lagde du på? Vi talte jo sammen.«
»Mor, det var dig, der lagde på. Efter du nævnte fru Jensen.«
»Åh, det…« Der lød irritation i stemmen. »Jeg sagde jo bare sandheden. Fru Jensen er her hver dag, mens du er i København. Da jeg havde højt blodtryk, hvem ringede så til lægen? Fru Jensen. Hvor var du?«
»Mor, jeg var på arbejde! Jeg vidste ikke, du havde højt blodtryk! Du ringede ikke!«
»Hvorfor skulle jeg ringe, når du alligevel ikke kommer? Du har jo dit vigtige arbejde.«
Mette mærkede tårerne presse på. Morens stemme var fuld af gammelt nag.
»Mor, skal jeg komme i morgen? Jeg tager en fridag.«
»Nej! Jeg har ikke brug for dig. Fru Jensen hjælper mig. Vi skal til lægen i morgen, og hun følger mig. Du ville bare sidde med din telefon eller tænke på arbejde.«
Mette følte det som et slag.
»Okay, mor. Som du vil.«
»For resten,« morens stemme blev pludselig praktisk, »stop med at sende mig penge. Fru Jensen siger, det er forkert, når børn køber sig til samvittighed. Jeg klarer mig selv.«
Mette tav. I røret hørte hun hviskende stemmer, så morens ord ikke til hende:
»Fru Jensen, hvilken medicin har du hentet? Til maven? Tak, min ven…«
»Jeg lagde på,« sagde Mette stille og trykkede på den røde knap.
Mads lagde en arm om hende.
»Hun ved måske ikke, hvad hun siger. Er hun syg?«
»Hun ved det godt,« svarede Mette og trak sig væk. »Jeg er bare ikke vigtig for hende længere. Da jeg studerede, sagde hun: Hvorfor skal du have en uddannelse? Bliv gift og få børn. Og da jeg fik arbejde: Karrieremenneske, du glemmer din familie.«
»Men du ringede til hende hver uge!«
»Ja. Og hver gang fik jeg at vide, hvor dårlig en datter jeg var. At jeg ikke kom nok, gav de forkerte gaver eller ikke brugte tid med børnene. Og nu er der fru Jensen.«
Mette satte sig og strøg sig over ansigtet.
»Ved du, hvad der gør mest ondt? Jeg ville faktisk have hende til at bo hos os. Ikke i sommerhuset her. Jeg havde tænkt mig at indrette et værelse til hende. Men hun… naboens datter er nærmere.«
Børnene, de tiårige tvillinger Emil og Freja, stormede ind i lejligheden med deres skoletasker.
»Mor, hvornår skal vi til bedstemor?« spurgte Freja. »Du lovede det i ferien.«
Mette så på hende og svarede ikke med det samme.
»Det ved jeg ikke, skat. Måske bliver det ikke til noget.«
»Hvorfor ikke?« Emil så forvirret ud. »Hvad med gaverne, vi har lavet til hende?«
De havde lavet en fotoalbum med deres tegninger, og Freja havde broderet et lommetørklæde i håndarbejde. Alt lå i en smuk æske, klar til turen til Aarhus.
»Vi giver dem senere,« sagde Mette blidt.
»Mor, er du syg?« Freja kom tættere på. »Du har røde øjne.«
»Jeg er ikke syg. Bare træt.«
Mads tog børnene med ind i stuen og forklarede, at bedstemor ikke havde det så godt og at de måske skulle vente med at besøge hende.
Om aftenen, da børnene sov, sad Mette længe og kiggede på gamle billeder. Der var hun som lille sammen med mor i haven. Mor som ung og smuk, der grinede og holdt om hende. Der var de bagte kager sammen Mette var otte og helt tilsølet med mel, men lykkelig. Og så hendes studentereksamen, hvor mor stolt stod ved hendes side.
Hvornår var det gået galt? Da far døde? Eller før?
Far gik bort for fem år siden, og siden da var mor blevet en anden. Lukket, følsom, altid utilfreds. Mette troede, sorgen ville fortage sig, men i stedet blev mor mere og mere fjern.
»Hvad tænker du på?« spurgte Mads og satte sig ved siden af hende.
»At jeg måske virkelig er en dårlig datter.«
»Sludder! Du ringer hver uge, sender penge, besøger hende, når du kan. Hvad mere skal du gøre?«
»Bo tættere på. Være der altid. Som fru Jensen.«
»Hvad med dit arbejde? Børnene? Vores familie?«
Mette trak på skuldrene.
»Det er ligegyldigt for hende. Det eneste, der betyder noget, er, at jeg er langt væk.«
Telefonen ringede igen. Denne gang var det et ukendt nummer.
»Hallo?«
»Goddag, det er fru Jensen, din mors nabo. Er det Mette?«
»Ja.«
»Du bliver nødt til at komme. Der er noget galt med din mor. Efter jeres samtale begyndte hun at græde uden stop. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.«
Mettes mund blev tør.
»Hvad… hvad er der sket?«
»Hun græder og siger bare: Jeg sårede min datter, jeg sårede min datter. Jeg prøvede at trøste hende, men hun hører ikke efter. Hun tror, du ikke vil tale med hende mere.«
»Fru Jensen, er hun… er hun syg?«
»Nej, overhovedet ikke! Dorthe er ved sine fulde fem. Hun er bare ked af det. Hun siger, hun var dum og sagde ting, hun ikke mente. Hun elsker dig meget, hun ved bare ikke, hvordan hun skal sige det.«
Mette mærkede, hvordan bitterheden i hendes hjerte langsomt forsvandt.
»Sig til hende, at jeg kommer i morgen. Jeg lover.«
»Det vil jeg gøre. Tak. Jeg overvejede at ringe til lægen.«
Da fru Jensen lagde på, sad Mette længe med telefonen i hånden.
»Skal du afsted?« spurgte Mads.
»Ja. Jeg tager børnene med. De kan give hende gaverne. Måske kan hun ikke udtrykke, hvor meget hun savner mig.«
»Hvad hvis hun nævner fru Jensen igen?«
»Det gør hun ikke. Fru Jensen er en god nabo, men hun er ikke familie. Jeg er hendes datter. Og det bliver jeg altid, uanset hvad hun siger.«
Næste morgen tog Mette en fridag, samlede børnene og tog toget til Aarhus. Undervejs fortalte Emil og Freja ivrigt om, hvor glade bedstemor ville blive for deres gaver, mens Mette stirrede ud ad vinduet på de forbipasserende marker og tænkte på, at nogle gange siger folk ikke det, de virkelig føler.
Mor stod i døren med røde øjne. Da hun så Mette, omfavnede hun sin datter uden et ord og holdt hende længe.
»Undskyld, min pige. Undskyld en gammel tåbe. Jeg mente det ikke…«
»Det er okay, mor. Alt er godt,« hviskede Mette og strøg hende over håret. »Jeg er her nu. Vi er alle her.«
Og fru Jensen, der stod i sin egen dør, smilede stille og gik ind igen. Hun forstod godt: naboer er fint, men familie er noget helt særligt.
