Livets skæbne kan tage uventede vendinger, og nogle gange er det svært at forestille sig, hvad der venter om hjørnet.
Mette og Kasper har været gift i snart ti år. De elsker hinanden og har to sønner sammen. Mette er uddannet lærer og underviste engang i historie, men efter fødslen af deres yngste søn, Lille Mads, måtte hun sige op. Drengen har nogle helbredsproblemer, så Mette skal være der for ham.
“I dag skal Mads og jeg til lægen,” sagde Mette til sin mand, mens han spiste morgenmad. “Vi har tid klokken elleve. Kan du køre os?”
“Selvfølgelig,” svarede Kasper. “Jeg skal lige til et møde med chefen, og så skal jeg til vores afdeling. Jeg ringer, når jeg er på vej.”
“Du kunne da også bare tage bussen med drengen. Du er vel ikke for fin til det?” sagde svigermor Gerda med en sur mine.
Mette sagde ikke noget. Kasper nikkede bare, tog bilnøglerne og forlod lejligheden. De boede i Gerdas lejlighed, og selvom det ellers var fint nok, var svigermoren en generaldatter, der var vant til at kommandere. Alle i familien vidste, at det var bedst ikke at modsige hende. Mette havde lært det den hårde vej, da Gerda én gang satte hende på plads:
“Jeg er herre i dette hus,” havde Gerda sagt skarpt, da hun så, at Mette ville lave mad. “Jeg tillader ikke, at der er en anden hersker på mit køkken. Forstået? Jeg gentager mig ikke.”
Mette havde forstået. Gerda blev tidlig enke og besluttede, at sønnen ikke skulle flytte fra hende. Derfor insisterede hun på, at de alle boede sammen.
Man skulle tro, hun ville være glad for, at sønnen var gift og havde børn, og at svigerdatteren var stille og rolig. Men generalblodet i hende gjorde, at al hendes kærlighed gik til sønnen og børnebørnene, mens Mette stort set blev behandlet som luft.
“Rør ikke ved noget i lejligheden du kan hverken vaske tøj eller lave mad, og du passer dårligt på min søn og mine børnebørn,” sagde Gerda ofte, selvom Mette gjorde sit bedste for at holde huset rent.
Men det var umuligt at gøre Gerda tilfreds. Især efter Lille Mads blev født med helbredsproblemer, og Mette måtte sige sit job op. Mange gange græd Mette i smug, og nogle gange klagede hun over det til Kasper.
“Kasper, jeg respekterer din mor, men det ville være bedre, hvis vi boede alene,” sagde hun forsigtigt.
“Hvad er der galt med min mor? Huset er rent, maden er lavet, tøjet er vasket. Du arbejder ikke, så du kunne da i det mindste takke hende for hjælpen i stedet for at brokke dig,” svarede Kasper.
“Jeg ønsker bare at passe mine egne børn og styre mit eget hjem, men Gerda”
“Vi har ikke råd til at flytte,” afbrød Kasper. “Glem ikke, at jeg er den eneste, der tjener penge.”
Sådan endte alle deres samtaler. Mette accepterede, at intet ville ændre sig.
“Kom nu, Mette, jeg venter ved indgangen,” ringede Kasper, da hun var klar.
“Gerda, skal vi handle ind efter lægen?” spurgte Mette.
“Nej tak. Jeg køber selv, hvad vi har brug for. Du aner jo ikke, hvad der er godt,” svarede Gerda kort og vendte sig væk.
“Åh gud, bare én gang at gøre hende tilfreds,” tænkte Mette. “Hun er altid utilfreds, altid mistroisk. Hvor er det hårdt at leve sådan Og Kasper ser det ikke engang.”
Efter lægebesøget gik Mette og Mads en tur i parken, spiste is og nød den tørre efterårsluft. Mads var seks og skulle snart i skole. Lægen havde roset dem:
“Det går godt, Mads kan starte i almindelig skole. Han er en klog dreng, og sygdommen udvikler sig ikke. Tak for din omsorg og tålmodighed.”
Mette var lettet. Men hun vidste, at Gerda aldrig ville anerkende hendes indsats.
“Hvordan gik det, lille Mads?” spurgte Gerda, da de kom hjem.
“Godt, bedstemor! Lægen sagde, jeg var klog, og at mor passede godt på mig,” sagde Mads glad.
“Nå, lægen roste din mor men hvis det ikke var for mig”
Gerdas fødselsdag i marts var en stor begivenhed hun blev 60. Mette og Kasper overvejede, hvad de skulle give hende.
“Skal vi ikke fejre det på en café? Så slipper hun for at lave mad,” foreslog Kasper.
“Tvivler på, hun bliver glad,” sagde Mette.
“Det bestemmer vi nu,” svarede Kasper. “Men det må være en overraskelse.”
Mette var skeptisk, for Gerda var aldrig tilfreds.
“Mor, vi fejrer din fødselsdag på en café,” sagde Kasper dagen før.
Mærkeligt nok protesterede Gerda ikke, men hun så ikke specielt glad ud. Alligevel var det en lille sejr for Mette og Kasper.
På caféen sad de alle sammen ved bordet. Børnene var begejstrede, men Gerda så utilfreds ud.
“Søn, vi bliver ruineret af dig. Vi kunne have spist hjemme. Og Mette, hvis du var en ordentlig kone, havde du stoppet ham,” sagde Gerda.
Mette tav, som hun plejede. Ved nabobordet sad en ældre mand og så på dem. Kasper blev irriteret.
“Hvorfor glor han? Kig væk,” knurrede han og skubbede til Mette under bordet.
Pludselig rejste manden sig og bad Gerda om en dans.
“Det er Erik,” forklarede Gerda senere. “Vi gik i parallelklasser. Han er også enke.”
Hele aftenen dansede de og smilede. Da de skulle hjem, sagde Gerda:
“I må ikke vente på mig. Jeg kommer måske sent eller slet ikke.”
Hun kom ikke hjem. Næste dag ringede det på døren.
“Hej,” sagde Gerda glad, mens Erik stod bag hende. “Jeg er kommet efter mine ting.”
“Hvad? Skal du flytte?” spurgte Kasper forbløffet.
“Ja, Erik og jeg har besluttet os. Er I chokerede?” sagde Gerda og kiggede på Erik, der nikkede.
Da Gerda var flyttet, var Mette endelig herre i sit eget hjem.
“Kasper, jeg vidste ikke, du kunne lave så god mad,” sagde han begejstret.
“Selvfølgelig kan jeg det. Du troede bare aldrig på mig,” smilede Mette.
Gerda og Erik kom på besøg engang imellem. Nu var Gerda venlig og roste Mettes madlavning.
“Jeg sagde altid, der kun skal være een herre i huset. Du er en dygtig kone, Mette. Min søn er heldig.”
Mette og Kasper udvekslede et smil.
**Livets lektie:** Nogle gange kommer løsningen på vores problemer fra de mest uventede steder og når vi mindst venter det.
