**Drømmens Skygger**
*”Du er ikke hans hustru,”* sagde svigermoren og tog billedet ned fra væggen.
*”Liselotte, skat, hjælp bedstemor med at finde nøglerne, jeg kan simpelthen ikke finde dem!”* Annelises stemme dirrede af ophidselse.
Liselotte så op fra sin telefon og betragtede sin bedstemor, der stod midt i gangen og kiggede sig forvirret omkring.
*”Bedste, de er jo i din hånd!”* grinede den unge pige.
*”Åh, ja, selvfølgelig! Hovedet er helt væk i dag,”* lo den ældre kvinde, men latteren lød anspændt. *”Liselotte, hvor er din mor?”*
*”Hun har været ude med Nikolaj i børnehaven. Hun sagde, hun ville være tilbage snart,”* svarede pigen og dykkede atter ned i telefonen.
Annelise nikkede og gik ind i stuen, hvor hun standsede foran fotovæggen. Længe stirrede hun på billedet i den smukke ramme Lotte i hvid kjole, strålende og lykkelig, ved siden af Mads i sin jakkesæt. Bryllupsbilledet, der havde hængt der i otte år.
Hun rakte ud, tog rammen ned og drejede den mellem hænderne. Med et tungt suk bar hun det ind i sit soveværelse.
*”Bedste, hvorfor tager du billedet ned?”* kaldte Liselotte fra gangen.
*”Jeg vil bare tørre støvet af,”* svarede Annelise, men stemmen knækkede.
På sengen satte hun sig og lagde billedet på skødet. Hvor smuk hendes svigerdatter havde været den dag! Og Mads så ung og forelsket. Nu nu var alt anderledes.
Døren smækkede det var Lotte, der kom hjem. Annelise gemte hurtigt billedet i kommoden og gik ud i køkkenet.
*”Annelise, hvordan går det? Nikolaj har været et rigtigt lille bæst i dag,”* sukkede Lotte, mens hun tog jakken af. *”Hvor er mit bryllupsbillede? Det hang lige her.”*
*”Hvilket billede?”* spurgte Annelise uskyldigt og hældte vand i kedlen.
*”Vores bryllupsbillede. Har du taget det?”*
Annelise satte kedlen på komfuret og vendte sig om. Lotte stod rank med armene over kors og et gennemborende blik.
*”Ja.”*
*”Hvorfor?”*
*”Fordi det er på tide, du forstår én ting, Lotte. Du er ikke hans hustru.”*
Lotte blev bleg og satte sig på en taburet.
*”Hvad mener du?”*
*”Jeg mener bare, at der er gået otte år. Otte! Og du opfører dig stadig som bruden. Brudekjolen hænger stadig i skabet jeg så den i går, da jeg lagde tøj sammen. Og det billede pudser du dagligt. Men livet går videre, Lotte!”*
Lotte tav, kun hænderne knugede sig til knoer.
*”Jeg forstår ikke, hvad du vil.”*
*”Mads ringede i morges. Tidligt, du sov endnu. Han sagde, han ville tale alvor med dig. Og med mig.”*
*”Hvad skulle vi tale om?”* stemmen var kun en hvisken.
Annelise satte sig overfor sin svigerdatter og tog hendes hænder.
*”Lotte, min kære, jeg elsker dig som min egen datter. Det ved du. Liselotte ser dig som sin mor, Nikolaj elsker dig. Men Mads han er en ung mand, kun toogtredive. Tror du virkelig, han vil være alene resten af livet?”*
Lotte rev hånden til sig.
*”Vi er gift! Vi har børn sammen! Hvordan kan jeg ikke være hans hustru?”*
*”Gift, ja, men I lever som fremmede. Hvornår var han sidst hjemme? Ikke for at besøge børnene, men hjemme. Hos sin hustru? For en måned siden? To?”*
*”Han arbejder meget. Rejser hele tiden…”*
*”Åh, Lotte!”* Annelise rystede på hovedet. *”Han arbejder, ja. Men ikke, hvor du tror. Jeg så ham forrige uge ved det nye indkøbscenter. Med en kvinde, ung og smuk. De gik arm i arm og grinede. Da han så mig, blev han rød og begyndte at snakke om en kollega. Men øjnene, Lotte. De lyver ikke. En mands øjne, når han er forelsket, lyser på en helt særlig måde.”*
Lotte rejste sig og gik hen til vinduet. Udenfor silregnede det, og tunge, grå skyer hang lavt over hustagene.
*”Så du mener, jeg bare skal finde mig i det? At jeg skal gå frivilligt og give ham plads?”*
*”Jeg mener, du skal spørge dig selv er du lykkelig? Vil du leve sådan her resten af livet?”*
*”Men børnene? Liselotte skal i skole om et år, Nikolaj er kun en lille dreng. Hvordan skal jeg forklare dem, at far ikke bor hos os mere?”*
*”Hvordan forklarer du dem, at far kun kommer hjem en gang om måneden? At han sover i stuen? At I knap nok taler sammen?”*
Annelise rejste sig og lagde en hånd på Lottes skulder.
*”Liselotte forstår mere, end du tror. I går spurgte hun mig, hvorfor I ikke krammer som andre forældre. Hvad skal jeg svare? At det er en leg?”*
*”Jeg ved det ikke,”* hviskede Lotte. *”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”*
*”Men det gør jeg. Jeg har levet længe og set meget. Kærlighed, Lotte, enten er den der, eller også er den ikke. Man kan ikke forstille sig kærlighed, ligesom man ikke kan forstille sig lykke. Du og Mads er gode mennesker bare ikke for hinanden. Sådan sker det nogen gange.”*
Lige da løb Nikolaj ind i køkkenet, med røde kinder og uordentligt hår.
*”Mor, mor! Bedstemor siger, far kommer i dag! Er det rigtigt?”* drengen klamrede sig til Lotte.
*”Ja, skat. Far kommer,”* sagde Lotte og løftede ham op.
*”Bliver han hos os? For altid?”*
Lotte så på Annelise, som vendte sig mod vinduet.
*”Det ved jeg ikke, Nikolaj. Far skal nok fortælle dig det.”*
Drengen nikkede og løb ud for at fortælle sin søster nyheden.
*”Ser du?”* sagde Annelise stille. *”Børn lever af håb. Men et håb, der ikke går i opfyldelse i årevis, er værre end sandheden. Meget værre.”*
Lotte satte sig igen og gemte ansigtet i hænderne.
*”For otte år siden var jeg sikker på, vi altid ville være lykkelige. Kan du huske, hvordan Mads var? Blomster hver dag, digte han kunne udenad. Han sagde, han ikke kunne leve uden mig.”*
*”Jeg husker det. Han forgudede dig.”*
*”Hvad skete der? Hvad gjorde jeg forkert?”*
*”Intet, Lotte. Livet blev bare anderledes, end eventyret. Mads giftede sig med en glad, ung pige. Men blev boende hos en kvinde, hvis liv handlede om huset, børnene, trætheden. Børn kom, pengene blev færre, han arbejdede mere, var mindre hjemme. Og du blev mere og mere træt og utilfreds. Kan du huske, hvordan du plejede at møde ham? Velkæmmet, smilende. Så begyndte du at møde ham i morgenkåbe, med klager over, at han kom for sent, ikke købte mælk, at Nikolaj var syg, mens han var på arbejde.”*
*”Men jeg prøvede!”* græd Lotte. *”Jeg tog mig af huset, børnene, dig, når du var syg! Jeg gjorde alt for familien!”*
*”For familien, ja. Men du glemte kvinden i dig selv. Og Mads mærkede det. Mænd, Lotte, har ikke bare brug for en husmoder. De har brug for en kvinde, der elsker dem ikke for det, de kan give, men for dem selv.”*
Kedlen kogte, og Annelises hænder rystede lidt det var en hård samtale.
*”Jeg elsker ham,”* hviskede Lotte.
*”Elsker ham, eller er vant til ham? Svær ærligt.”*
Lotte tav. Hun vidste ikke svaret. Hvornår havde hun sidst glædet sig til, at Mads kom hjem? Hvornår havde hun spurgt, hvordan hans dag var, hvad han drømte om ikke kun om penge eller indkøb?
*”Måske har han virkelig mødt en anden en, der gør ham lykkelig,”* sagde hun langsomt.
*”Det har han. Hun hedder Simone, arbejder samme sted. Fraskilt, ingen børn. Mads fortalte mig det, da jeg konfronterede ham efter den dag i butikscentret.”*
*”Hvad sagde han?”*
*”At det ikke var meningen. At han føler sig skyldig over for dig og børnene. At han elsker jer men på forskellige måder. Børnene som en far, dig som en ven. Men hende elsker han som en mand elsker en kvinde.”*
*”Så er det allerede besluttet?”*
*”Intet er besluttet. Han lider, Lotte. Han er bange for at miste børnene, for at såre dig. Men han kan ikke blive ved sådan her. Han føler sig som en fremmed i sit eget hjem.”*
Fra børneværelset lød latter Liselotte og Nikolaj legede. Lotte smilede uvilkårligt.
*”De er så kloge. Nikolaj mærker det også, selvom han er lille.”*
*”Børn mærker altid løgn. De har brug for ærlighed og ro. Ikke en facade af en familie.”*
*”Annelise, hvis jeg virkelig prøvede at blive den, jeg var før? Kunne vi redde det?”*
*”Kære Lotte,”* svigermoren tog hendes hånd, *”jeg vil have, at du skal være lykkelig. Og Mads også. Og børnene. Men lykke kan ikke tvinges. Hvis du vil kæmpe for dit ægteskab så kæmp. Men husk, at udfaldet kan blive hvad som helst. Og du skal være parat til det.”*
*”Jeg vil prøve. Måske lykkes det?”*
*”Måske,”* nikkede Annelise. *”Men start med dig selv. Hvornår var du sidst hos frisøren?”*
*”Jeg kan ikke huske det,”* indrømmede Lotte. *”For tre måneder siden, måske.”*
*”Så gå. I dag. Jeg passer børnene. Tag en smuk kjole på ikke de slidte jeans. Vis Mads, at kvinden i dig stadig findes.”*
*”Hvad hvis han siger, det er for sent? At han allerede har taget en beslutning?”*
*”Så ved du i det mindste, at du prøvede. Og det vil være nemmere at forklare børnene mor forsøgte at redde familien, men det lykkedes ikke. Det er bedre, end hvis de tror, I ikke engang prøvede.”*
Lotte gik hen til spejlet i gangen. Hun så træt ud håret uordentligt, ansigtet gråt af udmattelse, tøjet formløst.
*”Ved du hvad? Jeg går til frisøren. Og når Mads kommer i aften, taler vi. Ærligt.”*
*”Godt. Bryllupsbilledet gemmer jeg hos mig. Hvis det går godt, hænger jeg det op igen. Hvis ikke ja, så var det måske på tide at tage det ned.”*
Lotte ville gå, men standsede ved døren.
*”Annelise, hvad med dig? Hvis Mads og jeg skilles, bliver børnene hos mig. Så mister du dine børnebørn.”*
*”Jeg mister ingenting,”* rystede Annelise på hovedet. *”Liselotte og Nikolaj vil altid være mine børnebørn. Og du du er som en datter for mig. Hvis Mads virkelig elsker en anden, forstår jeg ham. Jeg ønsker jer alle lykke.”*
*”Tak, fordi du er ærlig.”*
*”Gå nu. Jeg fortæller børnene, at mor er ude for at blive smuk.”*
Om aftenen så Lotte anderledes ud. Hendes hår var klippet og styl
