Den Tilfældige Bryllup
Sommeren var svedig, og Mette gik rundt i sin lejlighed i badetøj. Hvorfor ikke? Hun boede alene, og som man siger, når man er alene, kan man gøre, hvad man vil. Især nu, hvor den længe ventede ferie endelig var kommet. Hvis bare hendes to veninder kunne overtale deres chef til en uge uden løn, kunne de tage til stranden sammen.
En morgen gik Mette ud i køkkenet for at sætte vand over, da hun pludselig mærkede, at nogen iagttog hende. Hun kiggede over mod bygningen lige overfor, omkring tyve meter væk, og fik øje på en middelaldrende mand, der med stor interesse betragtede hende fra sin altan. Selvom hun ikke var helt nøgen, greb hun alligevel efter et håndklæde for at dække sig. Fra den dag begyndte det fremmedemanden fulgte hver eneste bevægelse. Så var det slut med at slappe af; nu måtte hun gå i morgenkåbe i den trykkende varme, selvom der ikke var aircondition i køkkenet.
En dag gik hun ud på gaden og kiggede op mod femte sal i nabobygningen. Manden stod på sin sædvanlige plads. Mette vinkede ham ned. Han pegede på sig selv, som om han spurgte: *Mig?* Hun nikkede. *Hvem ellers?*
Han dukkede op hurtigt fyldig, krøllet hår, men med en skinende skalp på toppen.
“Hold da op, et syn!” tænkte Mette. “Han er endnu værre end gennem vinduet.”
“Hej,” sagde han og nikkede let.
“Hej,” svarede hun. “Hvad er det, du glor på?”
“Er vi allerede på du?” Han virket forvirret over hendes direktehed.
“Efter du har set mig i badetøj, er du forpligtet til at gifte dig med mig.”
“Det har jeg ikke noget imod,” svarede han uforstyrret.
“Hvornår skal vi så indgive papirerne?” spurgte hun spøgefuldt.
“Lige nu. Jeg har mit pas på mig.” Han klappede på lommen af sin tanktop og så forventningsfuldt på hende. Mette tjekkede sin taske.
“Mit er også her.”
“Så afsted?”
“Afsted.” Hun trak på skuldrene. *Hvorfor ikke?*
“Hvad har jeg gang i?” spurgte hun sig selv i taxaen, men hun vendte ikke om, og de indgav erklæringen. Først i borgerservice fandt de ud af, hvad den anden hed. Manden Henrik. Henrik Sørensen.
“Hvor skal vi hen nu? Min bil er desværre i garagen, men…”
“Ingen steder. Hjem. Og stop med det der blik ingen kæresteperiode. Efter vielsen begynder det voksne ægteskab med det samme.”
“Er du fuldstændig skør?” skreg veninderne, da Mette fortalte dem om sit forestående bryllup om en måned. “Har du tabt forstanden?”
“Slap nu af, man kan altid trække erklæringen tilbage.”
“Men hvad med ham? Han vil jo få et chok.”
“Det er hans eget problem. Han skulle ikke have gloet på fremmede kvinder.”
“Du er ikke fremmed, du er single! Mette, du elsker ham jo ikke.”
“Og hvad så? Du giftede dig af kærlighed.”
“Og nu hader jeg ham.”
“Præcis. Jeg elsker ham ikke nu, men måske kan jeg ikke leve uden ham om et års tid.”
Henrik fortsatte med at iagttage sin kommende brud og undrede sig over hendes underlige adfærd. Selv om han ikke var meget bedre hvem var han overhovedet? Alligevel var han parat til at følge hende til verdens ende, bare fordi hun var smuk. Han lagde også mærke til, at Mette, trods hans overvågning, sjældent viste sig i køkkenet længere. Så gemte han sig bag gardinet, men holdt stadig øje med hende. Og det var heldigt.
En dag så han Mette med en kæmpe kuffert. Hun forsvandt i en fart om hjørnet.
“Så det er derfor, hun ikke vil have mig hjemme hos sig. Hun vil have en sidste fest som single. Nå, men lad os se, om hun overhovedet er værd at gifte sig med.”
Han klædte sig på, stak en bunke kontanter i lommen ingen tid til at pakke og skyndte sig til lufthavnen. Han fandt Mette med det samme. Hun stod med sine to veninder. De fløj til Mallorca, og Henrik købte en billet til samme destination, dog et par timer senere.
“Hvem vil jeg overhovedet finde her? Der er en million steder, de kunne bo. Hvordan skal jeg gætte rigtigt?” tænkte han, mens han sad ved Middelhavet.
“Hvorfor overhovedet komme her?”
Pludselig så han en velkendt badedragt. Var det hende? Ja, Mette.
“Det er da vildt held!” Henrik jublede.
Pigerne drak hvidvin på stranden uden en tanke på at holde øje med omgivelserne. Mette troede slet ikke, hendes kommende ægtemand anede, hvor hun var.
Han fandt ud af, hvilket hotel Mette og veninderne boede på, og bookede sig ind uden problemer. Det var nemt at holde øje med hende, og hun anede intet. Henrik konkluderede, at hun bare hyggede sig ingen kærester i nærheden og det var han tilfreds med. Men en dag stødte de uventet sammen på gaden, og Mette, der mente, at angreb var det bedste forsvar, råbte:
“Så det er sådan, vi forbereder os til brylluppet? Leger strandturist?”
“Du er da heller ikke her på forretningsrejse.”
“Jeg så, du ikke var hjemme, så jeg tænkte, jeg kunne lige tage en ferie.”
“Jeg så dig stikke af med en kuffert, så jeg fulgte efter.”
“Pfff… Har du stalket mig?”
“Nej da. Jeg hygger mig bare før brylluppet.”
“Det samme her. Har du været gift før?”
“Ja.”
“Børn?”
“Ingen. Du?”
“Skilsmisse. Heller ingen børn. Gifter du dig med mig for at gøre nogen arrig? Du protesterede jo ikke engang.”
“Nej, ikke for at gøre nogen arrig. Men med mit udseende gør du helt sikkert nogen arrig.”
“Nej, heller ikke.”
“Hvorfor så?”
“Jeg er træt af altid at gå efter de flotte fyre, de atletiske typer. Kunne jeg ikke prøve med en helt almindelig…”
“Bygningsarbejder.”
“Ja, en bygningsarbejder. Forresten, hvordan klarer kranen sig uden dig? Savner den dig?”
“Jeg er pensionist.”
“Hvad???”
“Arbejdede i et varmt miljø. Så jeg gik på pension som 45-årig.”
“Gudskelov. Jeg troede… Jeg er kun 38.”
“Mette, du vil aldrig fortryde, at du giftede dig med en almindelig bygningsarbejder.”
“Det håber jeg.”
Ti år senere:
“Kan du huske, hvordan vi mødtes?” spurgte Mette og krammede sin mand.
“Selvfølgelig!” grinede Henrik.
“Stille nu, eller du vækker drengene.”
“Jeg lovede, du ikke ville fortryde det. Har jeg holdt mit løfte?”
“Du har overgået det. Mine veninder er helt misundelige.”
“Tja, de leder efter kærligheden…”
“Og det er også rigtigt. Det er bare ikke sådan, det er med os.”
“Og hvad så? Så længe vi er lykkelige, er det det eneste, der betyder noget.”
