Fra møde til afsked
For fem år siden blev Lise alene tilbage. Hendes mand døde efter en lang kamp mod kræft. Og endnu tidligere var hendes eneste datter blevet gift og flyttet til en anden by, hvor hun fødte først en søn, Mikkel, og tre år senere en datter, Freja. Da manden endnu var rask, besøgte Lise datteren. Men da han blev syg, kunne hun ikke lade ham være alene.
Datteren kom engang imellem, men lod børnene blive hjemme hos sin mand. Hun mente ikke, de skulle se en døende bedstefar. Til begravelsen kom datteren også alene. Lige efter ceremonien begyndte hun at pakke sammen.
“Undskyld, mor, men derhjemme venter manden og børnene Du kan jo besøge os. Hvad skal du gøre her alene?”
Og så kørte hun. Lise blev alene tilbage. Hun savnede sin mand desperat. Selv syg bare han havde levet. Men nu? Ingen havde brug for hende.
Efter ni dage besluttede Lise sig alligevel for at tage til datteren. Men datteren og svigersønnen arbejdede hele dagen, og børnebørnene holdt sig på afstand de havde ikke set hende i lang tid og var blevet fremmede. Lise følte sig overflødig og uønsket. Efter en uge begyndte hun at pakke.
“Mor, vil du ikke blive lidt længere?” spurgte datteren, men da Lise sagde nej, insisterede hun ikke.
Lise besøgte dem ikke igen. Sidste år standsede de dog hos hende på vej hjem fra ferie. Mikkel var blevet fjorten, havde hovedtelefoner i ørerne hele tiden og slap aldrig sin tablet. Freja med de lyserøde striber i håret sad hele dagen og skrev beskeder på sin telefon og tyggede tyggegummi.
Lise prøvede at tale med datteren om, at sådan en tilværelse ikke var godt for børnenes psyke. Vidste hun overhovedet, hvad de så og hvem de snakkede med?
“Mor, alle nutidens børn er sådan. Forbud gør det kun værre,” svarede datteren og viftede afvisende.
Før de kørte, prøvede Lise igen.
“Det er hårdt at være alene. Kom og besøg mig oftere. Børnebørnene kender mig knap nok. Mens jeg stadig har kræfter, kunne de måske komme her i ferier?”
“Mor, hvorfor vil du have ekstra besvær?” svarede datteren.
“De er jo mine egne børnebørn. Hvilket besvær?”
“Vi må se,” sagde datteren, men i løbet af året sendte hun dem aldrig til Lise og kom selv ikke, kun ringede en gang imellem.
Så tog Lise selv derhen. Hvorfor ikke? Hun var pensionist, hun havde tid. Forældrene arbejdede hele dagen, mens Mikkel og Freja levede af pizza og sushi. Hvad var det for noget mad? Lise tog køkkenet i besiddelse. Først var alle glade for supper, pandekager og kager, men snbestiltes pizzaen igen. Svigersønnen så engang, at hun vaskede op selv, og bemærket utilfredst, at de havde en opvaskemaskine hun behøvede ikke at slide ved vasken.
Datteren sukkede og omarrangerede tallerkenerne på tørrestativet. Mikkel klagede over, at bedstemor havde rodet alt i hans skab, så han ikke kunne finde noget. Lise forsøgte at forklare, at hun bare havde ryddet pænt op.
“Mor, bland dig ikke uden om,” rådede datteren.
“Bedste, bag ikke flere kager jeg har allerede taget på,” bad Freja.
“Gør man ikke det af pizza?” spurgte Lise.
Kort sagt forstod hun, at hun var i vejen, alt var forkert, og det var tid at tage hjem. Datteren prøvede ikke at holde på hende, og svigersønnen tilbød straks at køre hende til stationen.
Lise lengtes efter sin mand. Hvis bare Niels havde levet… Hvorfor forlod han hende så tidligt? Der var ingen at tale med. Hvem skulle passe hende, hvis hun Gud forbyde det blev syg?
Hun plejede at strikke og brodere, men nu var synet svækket, og anstrengelsen gav hende kun hovedpine. Hvad ellers at lave som pensionist? Bage kager? Men hvem skulle spise dem?
En veninde døde lige efter sin mand, og den anden havde et hus fuldt af børnebørn ingen tid til Lise.
***
Det var de sidste varme dage af efteråret. Solen skinnede, selvom det var køligt. Gyldent løv raslede under fødderne. Lise pakkede noget tørt brød i en pose og gik en tur i parken.
Hun satte sig på en bænk og krummede brød til duerne. Snart var der en hel flok foran hende, selv spurvene kom flyvende.
Lise så på dem og tænkte på sin ulykkelige skæbne. Ungdommen var flygtig, livet skrøbeligt og nu nærmede alderdommen sig. Hun havde håbet at møde den sammen med sin mand, at de kunne passe på hinanden. Han døde, og datteren og børnebørnene havde ikke brug for hende…
“Se, hvor de samler sig,” sagde en stemme ved siden af.
I den anden ende af bænken sad en mand. Lise havde været så fordybet, at hun ikke havde lagt mærke til ham. Velplejet, omtrent hendes alder eller lidt ældre.
“Jeg ser dig ofte her i parken,” sagde han pludselig.
Lise genkendte ham ikke. Men hun lagde heller ikke mærke til nogen under sine ture, optaget af sine egne tanker.
“Jeg er også alene. Min kone døde for otte år siden, og jeg kan stadig ikke vænne mig til det,” sukkede manden.
“Som om han læste mine tanker,” tænkte Lise. Hun betragtede ham nærmere. Pænt klædt, bukserne presset, glatbarberet.
“Jeg elsker efteråret. Så smukt i dag. De sidste varme dage. Når regnen kommer, falder alt løvet hurtigt,” sagde manden og vendte ansigtet mod solen.
“Har du nogen, der hjælper dig? Du er så velsoigneret,” spurgte Lise.
“Efter konen døde, måtte jeg lære det hele selv. Ikke så svært. Min søn har familie, min svigerdatter har nok at se til. Tror du, fordi jeg er mand, kan jeg ikke klare mig? Jeg hedder Erik. Se, hvor kvikke spurvene er. De er ikke bange for noget. Snupper brødet lige for næsen af duerne. Hvad hedder du?” spurgte han efter en kort pause.
“Lise.”
“Smukt navn, usædvanligt. Min kone hed Gerda, opkaldt efter hendes oldemor. Skal vi gå i biografen? Det bliver koldt.”
Solen forsvandt bag skyerne, og temperaturen faldt. Lise havde lyst til at sige nej, men hun ville ikke hjem til den tomme lejlighed.
“Hvilken film?” spurgte hun.
“Gør det noget?” smilede Erik.
Hvornår var hun sidst i biografen? Hun kunne ikke huske det. Lise sagde ja. Biografen var helt forandret. Sæderne var bløde, lærredet kæmpestort, og lyden høj. Men filmen var god. Da de kom ud, var det mørkt og markant koldere.
“Skal vi ikke drikke en kop te et sted og varme os?” foreslog Erik.
Lise afslog.
“Forståeligt. En anden gang?” spurgte Erik håbefuldt.
Lise forestillede sig at gå ind i den tomme lejlighed…
“Kom hellere hjem til mig. Jeg bor lige i nærheden. Jeg giver dig te og pandekager.”
“Er det ikke besværligt?” spurgte Erik.
“Hvorfor skulle det være det? Har du ikke tid? Jeg har lige bagt pandekager, men der er ingen at spise dem med.”
Ved hoveddøren tænkte Lise lidt sent på, at naboerne kunne se dem. Men der var ingen i gården.
“Hyggeligt hos dig. Din mand?” spurgte Erik, da han så et portræt på væggen.
“Ja. Døde af kræft.” Lise havde lyst til at klage over datteren og børnebørnene, der sjældent kom, men hun holdt det for sig selv. Men det var tydeligt, at hun boede alene.
Lise bryggede frisk te, varmede pandekagerne og satte syltetøjet frem. Erik spiste og roste.
“Du har mange bøger. Også medicinske. Er du læge?” spurgte han efter teet.
“Nej. Jeg var biologilærer. Drømte altid om at blive læge, men min mor døde tidligt, og jeg måtte tjene til livets ophold. Jeg læste biologi om aftenen og arbejdede om dagen. Så blev jeg gift og fik børn. Drømmen forblev en drøm,” sukkede Lise.
“Jeg var officer. Må jeg?” Han gik hen til reolen og begyndte at kigge på bøgerne, bladre i dem. Han havde læst mange af dem.
“Tusind tak. Du er en særlig kvinde. At invitere en fremmed mand hjem uden videre.”
“Du havde vel ikke tænkt dig at røve mig?” spurgte Lise mistænksomt.
“Gud forbyde det. Jeg må gå. Skal du gå en tur i morgen? Så ses vi i parken.”
Siden da gik de regelmæssigt sammen. De var trætte af at være alene, savnede selskab og samtaler.
En aften ringede datteren.
“Mor, hvordan har du det?”
“Fint. Jeg går ture, har endda været i biografen et par gange,” fortalte Lise.
“Alene?”
“Nej. Hvem går alene i biografen? Med en bekendt.”
“Mor, møder du en mand?” lød datterens forskrækkede stemme.
“Nej da. Vi går bare ture sammen.”
“Pas på. Der er så mange svindlere. Vil du ikke besøge os?”
“Hvorfor? Jeg vil ikke være til besvær. Kom hellere hertil.”
“Du må ikke begynde at se nogen, hører du? Er din bekendt enkemand? Har han jagtet sin kone i graven og nu leder efter en gratis husholderske med lejlighed? Måske vil han have dig til at skrive lejligheden over på ham og så myrde dig?” snakkede datteren i et væk.
“Hvad er det, du siger? Mener du, jeg er blevet senil?” blev Lise fornærdet.
“Hvad skal jeg ellers tro? Der er så mange svindlere. Husk på, hvad der skete med fru Hansen?”
“Hvordan kan du dømme en mand, du aldrig har mødt? Det forventede jeg ikke af dig. Jeg har aldrig forbudt dig noget hvorfor blander du dig i mit liv? Snart har børnebørnene ferie, de må gerne komme her…”
De blev næsten uvenner og lagde røret på i dårlig humør.
Efteråret tog helt over. Det blev for koldt at gå i parken. Så Erik inviterede Lise med til sin sommerhus. Der skulle ryddes blade, og huset skulle tjekkes.
“Det er et stort hus med pejs. Smuk natur. Jeg har sjældent været der siden konen døde.”
Lise sagde ja. Hun kunne lide huset, og pejsen gjorde det virkelig hyggeligt. Erik samlede blade foran huset, mens Lise lavede mad. Pludselig stoppede en bil ved grinden.
Erik blev glad for gæsten, og Lise gættede på, at det var hans søn.
Hun satte vand over og dækkede bord. Da hun kiggede ud ad vinduet, så hun, at samtalen mellem far og søn ikke var venlig. De råbte og viftede med armene. Hun besluttede at gå ud.
“Goddag. Vil I ikke komme indenfor?” smilede hun venligt.
“Har hun allerede overtaget vores hus? Far, er du blevet helt tosset i din alderdom? Hvorfor har du taget hende med?” råbte sønnen.
Han kaldte Lise for en svindler, der jagtede velhavende enkemænd for at få fingre i hus og lejlighed. Han truede endda med at smide hende ud. Hvad der ville ske, vidste ingen, men pludselig greb Erik sig til brystet og sank sammen. Lise løb ned fra trappen og nåede at støtte ham.
“Fjern dine hænder fra min far!” råbte sønnen.
“Det er bedre, du hjælper mig med at få ham indenfor og ringer efter en ambulance,” svarede Lise.
“Nu skal hun også bestemme…” Men da han så farens hvide ansigt og smerte, gav han efter.
“Ambulancen tager for lang tid. Hjælp mig med at få ham i bilen. Jeg kører ham selv på hospitalet.”
De lagde Erik på bagsædet. Da Lise ville sætte sig foran, smækkede sønnen døren i og kørte væk.
Lise vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun lukkede huset og gik til busstoppestedet. Regnen begyndte at falde. Hun var gennemblødt, da bussen endelig kom.
Lejligheden mødte hende med tavshed. Hendes mand stirrede ned på hende fra billedet på væggen.
“Undskyld, Niels. Men jeg er så ensom uden dig.” Hun stod lidt foran portrættet, så gik hun i køkkenet. Da hun havde varmet sig med te, ringede hun til hospitalerne. Hun fandt Erik på intensiv han havde fået et hjerteanfald.
Næste dag besluttede hun at besøge ham og mødte hans søn der.
“Hvad laver du her? Vil du have ham helt død? Du får ingen
