“Hvorfor kom du overhovedet?” spurgte niece mens hun ryddede min mad væk.
“Tante Lise, må jeg skifte kanal?” Ida ventede ikke på svar, greb fjernbetjeningen og begyndte at zappe. “Hvad er det for noget sludder, du ser? Åh, klokken er allerede ni! Jeg skal tidligt op i morgen.”
Lise Sørensen lagde strikketøjet fra sig og betragtede sin niece. Pigen var vokset, selvfølgelig, hun var ikke længere et barn otteogtyve år men alligevel så hun hende som den lille Ida, der som barn løb ind til bedstemor om sommeren og bad: “Tante Lise, fortæl mig om prinsessen!”
“Hvad er så vigtigt i morgen?” spurgte hun og skruede ned for lyden på tvet.
“Åh, bare et møde. Arbejde,” svarede Ida uden at tage øjnene fra skærmen. “Forresten, din køleskab er underlig mælken er allerede sur.”
“Sur? Jeg købte den frisk i går…”
“Se selv!” Ida sprang op fra sofaen, trampede i sutsko ud i køkkenet. “Her, det er da klamt!”
Lise fulgte efter og kiggede ned i mælkekartonen. Den var faktisk koaguleret. Mærkeligt hun havde tjekket datoen i butikken.
“Det må være blevet varmt under transport. Jeg henter en ny,” sagde hun og rakte ud efter køleskabet, men Ida stoppede hende.
“Lad være! Jeg drikker det alligevel ikke. Mælk giver mig mavepine. Måske du kunne lave stærk te?”
“Selvfølgelig. Vil du ikke have noget at spise? Jeg har stegt kartofler med svampe…”
“Tante Lise, jeg er på diæt!” Ida rullede med øjnene. “Jeg må ikke spise stegt mad. Og jeg spiser ikke efter klokken seks.”
“Men klokken er ni…”
“Præcis! Derfor spiser jeg ikke!”
Lise satte vand over, fandt en kagekasse frem. Ida rynkede næsen da hun så havrekiksene.
“Dem må jeg heller ikke. Har du noget uden sukker?”
“Der er rugbrød,” foreslog Lise tøvende.
“Også kulhydrater. Nej tak, bare teen.”
De vendte tilbage til stuen. På tvet kørte en amerikansk film, og Ida stirrede ufravendt. Lise tog strikketøjet op, men kunne ikke koncentrere sig. Niecen var ankommet om morgenen, havde sagt, hun skulle overnatte og køre videre dagen efter. Først var Lise glad Ida kom så sjældent forbi, altid travl med arbejde i København. Men nu sad hun der, tavs, som om hun gjorde en tjeneste.
“Ida,” begyndte Lise forsigtigt, “hvordan går det egentlig? Med arbejdet?”
“Fint,” svarede niece uden at vende hovedet.
“Hvad med Mads? I skulle jo giftes?”
Ida rykkedes, så op fra tvet.
“Vi er gået fra hinanden. For et halvt år siden.”
“Åh, Gud! Hvorfor? Hvad skete der?”
“Ikke noget særligt. Vi passede bare ikke sammen. Sådan går det nogen gange.”
Lise lagde strikketøjet fra sig. Sådan var det altså. Hun havde siddet og ventet på en bryllupsinvitation, endda kigget på kjoler. Hun ville spørge ind til detaljer, men af Idas ansigt kunne hun se emnet var lukket.
“Arbejde? Du var jo i det firma, hvor… hvad hed det…”
“Jeg sagde op,” svarede Ida kort. “For en måned siden.”
“Du sagde op?! Men du arbejdede der i tre år!”
“Ja. Nu gør jeg ikke. Jeg leder efter noget nyt.”
“Hvordan klarer du dig?”
“Tante Lise!” Ida vendte sig helt mod hende. “Hvorfor skal du udspørge mig? Jeg klarer mig fint.”
“Undskyld, skat. Jeg bekymrer mig bare.”
“Det behøver du ikke. Jeg er voksen.”
De tav. Lise iagttog hende i smug. Hun var blevet tynd, bleg. Og øjnene var matte. Før var Ida så fuld af liv, altid grinern. Hun løb ind til bedstemor Lise boede dengang også her, sammen med sin mor og hele huset fyldtes med latter. Ida fortalte altid om sine planer. Nu sad hun der som en fremmed.
Kedlen begyndte at fløjte. Ida sprang op først.
“Jeg hælder selv op!” råbte hun fra køkkenet.
Lise kunne høre hende rasle med service, åbne og lukke skuffer. Så blev det pludselig helt stille. Hun rejste sig for at se, hvad der foregik.
Ida stod ved vinduet med en tom kop. Skuldrene rystede.
“Hvad er der galt?”
“Ingenting,” hulkede hun. “Jeg er bare træt. Så træt.”
Lise gik hen og lagde armen om hende. Ida veg ikke tilbage, trykkede sig til hende som i barndommen.
“Fortæl mig, skat. Hvad er der sket?”
“Alt, tante Lise. Alt på én gang. Mads og jeg gik fra hinanden, fordi han sagde, jeg var kedelig, ingenting særlig. På arbejde… der var bare forfærdeligt. Chefen hadede mig, ydmygede mig foran alle. Jeg kunne ikke holde det ud, sagde op. Nu kan jeg ikke finde noget nyt. Jeg har næsten ingen penge tilbage, kan ikke betale husleje.”
“Åh, min skat! Hvorfor fortalte du mig det ikke? Vi kunne have fundet på noget!”
“Hvad skulle du kunne gøre?” Ida trak sig væk, tørrede øjnene. “Du har selv en lille pension. Og jeg er voksen, jeg må klare mig selv.”
“Sludder! Må man ikke ty til sin familie, når det går skævt?”
Ida smilede bittert.
“Hvilken familie? Mor og stedfar lever deres eget liv, de har ikke tid til mig. Mine brødre… den ene er i Tyskland, den anden i Århus, de har problemer nok. Resten af familien har jeg ikke set i årevis.”
“Men jeg er her!”
“Ja,” nikkede Ida. “Men hvad hjælper det? Du har også kun lige nok til dig selv.”
Lise svarede ikke. Det var sandt hendes pension var lille. Men det handlede jo ikke om penge! Hvorfor havde Ida lukket sig sådan inde?
De hældte teen op og vendte tilbage til stuen. Ida havde styr på sig igen, spiste endda et par kiks og glemte diæten.
“Kan du huske,” sagde Lise pludselig, “da du kom til bedstemor om sommeren? Vi gik i skoven og plukkede jordbær.”
“Ja,” smilede Ida. “Og du fortalte mig eventyr.”
“Vi bagte også kager. Du stjal altid dejen.”
“Og bedstemor blev sur: ‘Ida har spist al dejen igen!'” Ida grinede, for første gang den aften. “Så sagde hun: ‘Nå, men jeg må lave mere til min lille pige.'”
“Mor elskede dig højt.”
“Og jeg elskede hende. Jeg ønsker bare, hun kunne have levet længere… Jeg savner hende, tante Lise.”
“Jeg også, skat.”
De tav et øjeblik, mindedes. Så spurgte Ida pludselig:
“Har du aldrig fortrudt, at du ikke blev gift? At du ikke fik børn?”
Lise blev overrasket.
“Hvad mener du? Jeg var jo gift.”
“Ja, med onkel Jens. Men det varede jo ikke længe.”
“Tre år er da længe?”
“Nå ja. Men I fik ikke børn.”
“Nej,” svarede Lise stille. “Det lykkedes ikke.”
“Fortrød du det?”
“Hvordan skulle jeg ikke? Selvfølgelig gjorde jeg det. Men sådan blev skæbnen.”
Ida tænkte sig om.
“Jeg tænker… måske er det godt, det ikke blev til noget med Mads. Vi var alligevel gået fra hinanden. Han elskede mig ikke rigtigt.”
“Hvordan ved du det?”
“Det kunne jeg mærke. Han kritiserede mig hele tiden, sammenlignede mig med andre. ‘Julie på kontoret er så morsom, hun er sjov at være sammen med.’ ‘Line har så god smag, hun ved, hvad der klæder hende.’ Om mig sagde han, jeg var kedelig.”
“Han var en idiot,” sagde Lise arrigt. “Der er da ikke noget kedeligt ved dig!”
“Jo, tante Lise. Det ved jeg godt selv. Jeg er ikke særlig interessant. Ingen store talenter, ikke smuk på nogen bemærkelsesværdig måde. Helt almindelig.”
“Og hvad er der galt i at være almindelig? De fleste mennesker er det. De lever deres liv og er glade.”
“Jeg ved ikke. Nogen gange føler jeg, jeg bare fylder.”
Lise blev bekymret. Var Idas situation så slem, at hun tænkte sådan?
“Ida, hvad siger du! Ingen fylder. Alle har en mening.”
“Hvad er min mening så?” spurgte Ida bittert. “At arbejde for en slik i et kontor? At finde mænd, der ikke værdsætter mig? At bo alene i en lejlighed?”
“Er det så slemt? Du er i det mindste fri, kan gøre, hvad du vil.”
“Hvad vil jeg?” Ida tænkte efter. “Jeg ved det faktisk ikke engang. Før tænkte jeg blive gift, få børn, som alle andre. Nu… Jeg ved det ikke.”
Lise så medlidenhed på hende. Så ung, sund, og alligevel så fortabt. I hendes alder var Lise allerede gift, havde drømme. Ida virkede til at have glemt, hvordan man drømmer.
“Hør,” sagde hun, “bliv her. Så længe du vil. Tag dig tid til at tænke.”
“Hvad skal jeg lave her? Der er ikke noget arbejde.”
“Tænk ikke på arbejde lige nu. Hviled dig først.”
“Jeg kan da ikke bo på dig!”
“Hvorfor ikke? Der er plads, mad nok. Vi finder ud af det.”
Ida rystede på hovedet.
“Nej, jeg kører i morgen, som planlagt. Jeg har et jobsamtale.”
“Nå ja, det nævnte du. Hvad er det for et job?”
“Servitrice på en café. Ja, jeg ved godt, det er under min uddannelse… Men jeg har ikke fundet andet.”
“Der er da ikke noget galt i det. Arbejde er arbejde.”
“Det tænker jeg også. Bare de betaler til tiden.”
De talte lidt mere, så sagde Ida, hun var træt og ville sove. Lise redte seng på sofaen, hentede et ekstra tæppe.
“Tante Lise,” sagde Ida pludselig, allerede i seng, “tak. For at lytte. Det hjalp.”
“Altid, skat. Husk hvis du har brug for noget, må du ringe.”
“Okay.”
Lise gik i seng, men kunne ikke sove. Hun tænkte på Ida, på hendes problemer. Hun ville hjælpe, men hvordan? Penge havde hun ikke, kontakter heller ikke. Og Ida var stolt, ville klare sig selv.
Om morgenen var Ida tidligt oppe, pakkede hurtigt. Lise lavede morgenmad, men Ida drak kun te.
“Diæt igen?” spurgte Lise.
“Nej, jeg har bare ikke sult. Jeg er nervøs for samtalen.”
“Skal du langt?”
“Til den anden ende af byen. Det tager tid.”
Lise gav hende nogle smørrebrød.
“Til vejs,” sagde hun. “Hvis du bliver sulten.”
“Tak.”
Ida skulle til at gå, men vendte sig pludselig om.
“Hvorfor kom du egentlig hertil?” spurgte hun mens hun ryddede morgenmadsresterne.
Spørgsmålet kom så uventet, at Lise blev forvirret.
“Hvad mener du? Du sagde selv, du ville komme.”
“Nej, ikke det. Hvorfor flyttede du hertil for så mange år siden? Du kunne være blevet, hvor du blev født.”
Lise tænkte sig om. En gammel historie, hun sjældent fortalte.
“Jeg kom efter mor. Hun blev syg, var alene, ingen til at passe hende. Så blev jeg her.”
“Men dit eget liv? Du havde jo også et liv derovre, arbejde…”
“Ja. Men mor var vigtigere.”
“Fortrød du det?”
“Ja, selvfølgelig. Men sådan var det. Børn har pligt over for deres forældre.”
Ida tav, tænkte over det.
“Så du ofrede også dit liv. For andre.”
“Jeg ofrede ikke. Jeg levede, som jeg mente var rigtigt.”
“Var du lykkelig?”
Lise trak på skuldrene.
“Hvem kan sige, om de er lykkelige? Der var gode og dårlige tider. Som for alle.”
“Men du kunne have levet anderledes. Blive der, få et rigtigt ægteskab, børn…”
“Kunne være. Men det blev ikke sådan.”
Ida sukkede.
“Det samme sker for mig. Måske er det en familieegenskab at leve andres liv i stedet for sit eget.”
“Hvis ikke det liv, man lever, er ens eget, hvad er så?”
“Jeg ved ikke,” indrømmede Ida. “Måske det, man selv vælger, ikke det, der bare sker.”
“Tror du, folk har det valg? Jeg tror, vi alle lever, som det falder sig, og så fortæller vi os selv, at det var vores beslutning.”
Ida nikkede eftertænksomt.
“Du har måske ret. Nå, men jeg må af sted. Jeg vil ikke komme for sent.”
Hun kyssede Lise på kinden og gik. Lise så hende gå og tænkte, at det ville være godt, hvis Ida fik jobbet. Ikke kun for pengene, men for at føle sig nyttig. Pigen havde mistet modet.
Om aftenen ringede Ida.
“Tante Lise, jeg fik jobbet! Starter i morgen.”
“Det var da godt! Hvordan er ejerne?”
“De virker okay. Unge, caféen er ny. De siger, hvis det går godt, kan jeg måske blive manager.”
“Se, der kan du se!”
“Det er for tidligt at juble. Men jeg får i det mindste penge. Tante Lise, må jeg komme forbi engang imellem? Ikke for at bo, bare på besøg?”
“Selvfølgelig! Det glæder jeg mig til.”
“Tak. Jeg har det godt hos dig. Det føles som hjemme.”
“Det er dit hjem, Ida. Det har altid været.”
Efter opkaldet sad Lise længe på køkkenet, drak te og tænkte over livet. Over, hvor hurtigt tiden går, hvordan mennesker ændrer sig. Ida var den lille pige, nu en voksen med egne sorger. Hun ville beskytte hende, men alle må gå deres egen vej.
Måske havde Ida ret måske levede de ikke deres egne liv, men andres. Lise kom her for sin mor, blev af vane. Ida arbejdede i firmaet, var sammen med Mads, fordi det skete. Nu skulle hun være servitrice også af nød.
Men måske var livet netop det ikke store planer, men at gøre det nødvendige hver dag. Passe på sine nærmeste, arbejde, hjælpe. Uanset om man kalder det et valg eller tilfældigheder. Det vigtigste er at leve ærligt og ikke gøre ondt.
