Da han forlod mig og solgte huset, fandt jeg lyset i mørket

**Dagbogsnotat:**
Jeg tabte ham og solgte huset, men jeg fandt lyset i mørket.
Mette stod som lammet, da hendes mands nevø Jonas rakte hende et sammenfoldet stykke papir og forsvandt hurtigt med et stille suk. Hun vidste, der var noget galt hun havde mærket det længe, at Mads var blevet en fremmed. Han sov hos sin bror, talte om grisefarmen. Da hun åbnede brevet, læste hun ordene: Mette, jeg er taget af sted. Undskyld. Jeg tager ikke børnene fra dig, men vi kan ikke blive sammen længere. Jeg har solgt huset, her er din del. Sedlerne faldt til gulvet, mens hun vaklede, som om en storm havde revet hendes liv væk.
Bedstemor Birthe kom ind i stuen, stemmen skælvende: Mette, hvad sker der? Hun tvang den klump i halsen tilbage. Det er okay, mor. Gå ud og få en kop te, kagerne brænder. Vanilieduften blev blandet med en brændt smag. Hun havde ventet på dette øjeblik rygter fra Vibeke, Mads svigerindes mund, havde kredset svagt, men hun havde skubbet dem væk. Sandheden lå nu for hendes fødder, kold og skarp som en kniv.
Lasse løb ind fra haven: Mor, onkel Niels kalder på dig. Hun greb sin jakke og gik ud. Naboen så urolig ud: Hej, Mette Vi har købt huset, til Signe og mig Men bliv, så længe du har brug for det. Hun rettede ryggen: Giv mig tre dage, så er jeg væk. Hun smækkede døren, ignorerede hans hvor skal du hen?. Lasse kom løbende med røde kinder: Mor, hvor er far? Hun holdt ham tæt, indåndede den velkendte lugt af sved og græd stille. Han er taget af sted, skat. Jeg slår ham ihjel! Det behøver du ikke. Vi er stærke, vi klarer os.
Ida græd, og Mette satte børnene ved bordet, før hun gik ind til bedstemor Birthe. Hun sad ved vinduet, skuldrene rystede. Mette, skriv mig ind på plejehjemmet. Hvad snakker du om? Vi tager sammen. Hvorhen? Det ved jeg ikke endnu. Mette ringede til sin mor, men hun brokkede sig kun: Gå til den stodder og kast pengene i hovedet på ham! Nej. Moder kunne ikke hjælpe hun havde en ny familie, og hendes stedfar havde smidt Mette ud for længst. Bedstemor Birthe, hendes moster, var blevet alene efter landsbyens lukning. Døtrene havde vendt ryggen til hende, og Mette tog hende ind for seks år siden. Nu var de én familie.
Telefonen ringede igen. Moderen: Hvor skal I hen med bedstemor Birthe? Ikke til dig. Mette lagde på, tog en gammel adressebog frem og tastede et nummer. Mette, jeg har slået op med Mads. Kan bedstemor Birthe bo hos dig? Nej, jeg har for højt blodtryk! Mette så på børnene og bedstemor. Et smalt togkupé, en slank kvinde med triste øjne, en alvorlig dreng, en livlig pige og en gammel dame, der tørrede tårer. De rejste mod et sted, hvor der måske var en fremtid.
Hej, far, sagde Mette på dørtrinnet. Faderen stirrede: Børnene? Bedstemor Birthe? Giv mig nøglen til lejligheden, som bedstemor Gerda efterlod mig i testamentet. Han lyste op: Kom indenfor, Lise, hvor dejligt! Stedmoren smilede: Det er jo ikke gæster I er familie. Men efter tre dage hørte Mette hendes hvisken: Hvornår rejser gæsterne? Far, hvor er lejligheden? Lise smed en ske: Der er ingen lejlighed! Vi solgte den med din mor, pengene blev delt! Faderen undgik hendes blik. Mette knyttede næverne: Tre dage.
At finde en lejebolig var et mareridt. Vi tager ikke børnefamilier, Uden en mand, hvad skal I? Betaling for tre måneder på forhånd. Arbejde var endnu sværere. Ingen erfaring? Nej tak, Små børn? Beklager. Men så kom Bo: Ung, men lærer hurtigt. Tre dages oplæring, så kan du leje boliger. Mette sukkede. De flyttede ind i et lille værelse med toilet og brusebad hos naboen. Børnene jublede: Har vi vores eget værelse? Bedstemor Birthe græd: Jeg er en byrde. Vi er familie, forstår du? Du er min hjælper.
Bo Rasmussen tilbød hende juridisk vejledning: Virksomheden udvider, vi har brug for dig. Mette hviskede til bedstemor: Skal jeg tage imod det? Ja, min skat. Tiden gik. Lasse blev voksen, Ida dimitterede. De købte en lejlighed deres egen, rigtige. Mor, er det hele vores? Ja, og et gæsteværelse. Så ringede moster Mette: Jeg har fødselsdag. Gemte du dem for mig? Jeg ringede, du gemte dig. Hvad med opsparingen? Det må I bedst vide. Mette lagde på og smilede. Ved bedstemor Birthes grav hviskede hun: Kan du huske Bo? Han gav mig tre dage til at beslutte. Nu har jeg svaret.
Solen brød igennem skyerne og omfavnede hende. Mette mærkede varmen som om bedstemor Birthe var der. Vi klarede det, mor. Derhjemme ventede børnene, et nyt liv, en mand, der elskede hende. Og et sted langt væk var Mads tilbage med sine penge, men uden familie. Hvem havde mistet mest? Hun så op mod himlen og tænkte: Tak for de tre dage. Måske var det ikke forgæves. Måske var mørket værd at gennemleve for at se lyset.