Taxien stoppede ikke langt fra indgangen til natklubben, der i mørket glødede og spillede i alle regnbuens farver. Freja åbnede døren og steg ud, efter at have takket chaufføren for turen. Hun havde stramtsiddende cowboybukser og en kort top med tynde stropper, der fremhævede hendes figur perfekt. Hun var ikke til høje hæle og foretrak altid sneakers. Selvom hendes veninde havde bedt hende om at tage sandaler og en festlig kjole på, havde Freja valgt at være sig selv tro.
Indenfor var der fyldt med unge mennesker, og musikken drønede, selvom den næsten ikke kunne høres udefra.
“Hej, skat!” jublede fødselsdagsbarnet og kastede sig om halsen på Freja. “Klar til at modtage ønsker og gaver?” grinede Ida og dansede lidt på stedet.
Ida elskede at være i centrum af opmærksomheden og de store fester, hvilket Freja slet ikke kunne relatere til. Gæsten følte sig utryg blandt de blinkende lys og de ansigter, der var svære at skimte i halvmørket. Hun ville langt hellere have tilbragt aftenen alene med sin veninde i en hyggelig café eller hjemme med en god film. Men venskab kræver nogle gange ofre, og for de mennesker man holder mest af, må man være der, hvor man helst ikke vil.
“Jeg skal lige introducere dig for nogle superfyre!” greb Ida Frejas hånd og trak hende med mod baren.
Ved baren stod to høje fyre og snakkede, mens de grinede af en eller anden vittighed. Den mørkhårede drejede sig og sagde med en dyb, behagelig stemme:
“Hej! Jeg er Magnus. Og det her er min bror, Mikkel.”
Freja mærkede, hvordan hendes hjerte hamrede hurtigere. Hans mørke øjne borede sig ind i hende, og et kort øjeblik føltes det, som om de var de eneste tilbage i hele lokalet.
“Rigtig godt at møde dig. Du skinner som en solstråle i dette mørke,” smilte Magnus, og Freja fnisede.
“Tak for komplimentet! Jeg tror, vi kommer til at få det sjovt sammen.”
“Det tvivler jeg slet ikke på. Bare vent, Frejahan får dig helt forelsket!” grinede Mikkel og tømte sin cocktail.
Aftenen fyldt med musik, latter, dans og klirrende glas fløj forbi. Magnus viste sig at være en ægte gentleman og fulgte Freja helt hjem. På vejen grinede de og snakkede, som om de havde kendt hinanden i årevis. Samtalen flød helt naturligt, og de fandt hurtigt fælles interesser.
“Det er sent. Tak for en fantastisk aften!” sagde Freja, og der opstod et kort, akavet stilhed.
“Jeg er virkelig glad for, at vi mødtes. Du er en helt speciel pigemå jeg ringe til dig i morgen?” spurgte Magnus lidt forlegen.
“Jeg glæder mig allerede!” lo Freja, gav ham et hurtigt kys på kinden og forsvandt ind ad døren.
Det var langt ud på natten, og hendes forældre sov allerede, selvom de ikke var vant til, at hun kom så sent hjem. Hun listede ind på sit værelse og krøb under dynen. Søvnen lod vente på sighun kunne ikke stoppe med at tænke på Magnus og hans smil.
…Næste morgen vågnede hun, gik ud i køkkenet og opdagede, at hun ikke kunne stoppe med at smile. En varm følelse af lykke bredte sig i hendes bryst, og hendes mave føltes som om den var fyldt med sommerfugle.
“Jeg er forelsket…” hviskede hun og fnisede.
Dagen blev brugt på almindelige gøremål, men om aftenen mødtes hun med Ida i deres yndlingscafé. De to veninder delte oplevelser og snakkede om festen.
“Jeg så tydeligt, hvordan han kiggede på dig! Snart skal vi fejre jeres bryllup!” blinkede Ida.
“Jeg tror, det er første gang, jeg rigtig er forelsket…” indrømmede Freja og så ned.
“Tror du? Du er helt væk, min ven!” lo Ida.
Ida var altid populær hos drengene, og hver ny flirt var bare endnu et sjovt eventyr for hende. Hun mødte og sagde farvel til kærester uden at knytte sig for meget. Freja var hendes modsætning, men det ødelagde aldrig deres venskab. Ida drillede ofte med, at Freja skulle stoppe med at vente på en ridder på en hvid hest.
Mandag, tirsdag og onsdag gik, men den længe ventede telefonopringning kom aldrig. Freja tjekkede sin telefon hvert 20. minut, men intet nyt.
“Har han glemt mig? Er han for travl? Er der en anden?” Hundreder af tanker myldrede gennem hendes hoved.
Efter den sidste forelæsning skyndte hun sig ud og så pludselig Magnus stå med et kæmpe blomsterbuket. Hun følte både glæde, vrede og lettelse på én gang.
“Undskyld! Alt blev så kaotisk!” begyndte han.
Hans ven havde ringet i panik, fordi hans bil var gået i stykker ude på landet. Magnus havde skyndt sig af sted for at hjælpe, men de endte med at sidde fast med døde telefoner.
“Så enkelt var det altså! Jeg har fundet på de vildeste scenarier!” lo Freja.
“Jeg vil gerne gøre det godt igenhvad med en aften på en fin restaurant?” smilte han og hjalp hende ind i bilen.
Aftenen i den hyggelige restaurant var magisk. Live musik, lækker mad og dejlig samtale. Freja følte sig svimmel af glæde, og hendes hjerte var fyldt med ømhed.
To måneder senere var de blevet uadskillelige. Magnus elskede hendes bløde latter, og Freja følte sig tryg ved hans omsorg. De så film sammen og grinede af de samme scener. De gik lange aftenture, når byen var faldet til ro. Og hun tilbragte flere og
