**Dagbogsnotat 12. oktober**
Klokken var næsten elleve om aftenen da jeg stod i gangen og blokerede vejen for min syttenårige datter, Emma. Hun var allerede klædt på til sin venindes fødselsdag ny kjole, sminket og klar til fest.
“Mor, jeg har jo sagt det! Sofies fødselsdag er i aften, og vi skal bare hen i caféen. Jeg lover at tage en taxa hjem!”
Jeg, Mette, stod med armene over kors og rystede på hovedet. “En taxa midt om natten? Er du blevet tosset? I kan ses i morgen. Du bliver hjemme, og det er ikke til diskussion.”
“Mor-ørrh!” jamrede Emma, og hendes stemme knækkede af frustration. “Alle andre må, men ikke mig! Du stoler slet ikke på mig, vel? Synes du, jeg er et barn?”
“København om natten er ikke et sted for en syttenårig pige. Punktum. Gå ind på dit værelse og tag noget andet tøj på.”
Emma rullede med øjnene, snurrede rundt og smækkede med døren så hårdt, at tallerkenerne i vitrineskabet klirrede. Jeg sukkede og gik ud i køkkenet. Hjertet hamrede efter den ubehagelige samtale. Jeg vidste, Emma ville være sur til i morgen, men min frygt for min eneste datter var større end lysten til at være den “seje” mor.
Da jeg satte vand over til te, ringede telefonen. Jeg tog den træt og forventede endnu en klage fra min mor eller en anmodning fra naboens.
“Halløj?” sagde jeg uden energi.
“Mette? Er det dig?” En stemme, der var for længe siden glemt, men alligevel øjeblikkeligt genkendelig, dirrede i røret. “Det er Mia. Hansen. Kan du huske mig?”
Jeg standsede. Mia Hansen? Min universitetstids bedste veninde, som jeg ikke havde set i femten år. Først sjældne opkald, så kun nytårskort, og til sidst ingenting.
“Mia? Selvfølgelig husker jeg dig. Hvad sker der? Du lyder så”
“Mette, undskyld at jeg ringer så sent,” hulkede hun. “Jeg har ingen andre at ringe til. Det er så forfærdeligt”
Hun fortalte i en sammenhængsløs strøm om hendes kæreste, som hun havde boet med i ti år. Han havde smidt hende ud, fortalt hun ikke længere var ønsket, og givet hende en time til at pakke. Lejligheden var hans, og hun arbejdede kontanthjælpsjob i hans firma, så nu stod hun på Hovedbanegården uden penge eller et sted at sove.
Jeg forestillede mig den selvsikre, smukke Mia fra universitetet nu en forpint kvinde med en sportsbag som hele hendes ejendom.
“Mia, hvor er du nu? Hvilken station?” spurgte jeg hurtigt.
“På Hovedbanegården.”
“Okay, hør her. Tag en taxa til mig. Jeg betaler. Adressen er Sankt Hans Gade 12, lejlighed 45. Jeg venter på dig.”
Da jeg lagde på, skyndte jeg mig at lægge sengetøj på gæstesengen i stuen. En time senere ringede det på døren. På dørtrinnet stod Mia men det var en skygge af den kvinde, jeg engang kendte. Hendes øjne var opsvulmede af gråd, håret var uredt, og hun havde kun den samme taske.
“Mette” Hun kastede sig om halsen på mig og græd stille.
“Shh, kom ind. Du er helt gennemfrossen.”
Jeg lod hende sove længe næste morgen. Da jeg vågnede tidligt, hørte jeg en svag raslen fra mit soveværelse. Jeg listede mig hen til døren og kiggede ind.
Mia knælede foran min kommode, tog mine ting ud og gennemsøgte hver en lille genstand. Hun åbnede min smykkeskrin en gammel æske med min mors øreringe, en tynd guldhalskæde fra min afdøde mand, et par sølvringe. Hun kiggede hurtigt, sukkede og satte den tilbage. Så gik hun videre til dokumenterne.
Mit hjerte sprang et slag over. Min veninde, som jeg havde taget ind af medlidenhed, gennemrodede mine ting som en tyv.
Jeg lod som om, jeg ikke havde set noget, men hele dagen var jeg på vagt. Da jeg ringede til en fælles veninde, fik jeg bekræftet mine frygter: Mia havde altid haft en “skør” side. Rygter om stjålne penge, gæld, inkassosager.
Da jeg kom hjem tidligt fra arbejde, fandt jeg hende i Emmas værelse hun bladrede i en gammel fotoalbum med billeder af min mand.
“Hvad laver du?” spurgte jeg koldt.
Hun snublede over sine ord, men til sidst brast det ud af hende: “Jeg har brug for penge, Mette! Jeg er på bunden! Og du du har det hele. Dit liv er perfekt. Din mand han sparede altid op. Jeg tænkte, måske han havde en samling eller noget.”
Jeg stirrede på hende. Min mand havde engang samlet på mønter en håndfuld gamle danske kroner gemt i en skokasse. Var det det, hun søgte?
“Du kom kun her for at røre mine ting? For at stjæle?”
Hun trak på skuldrene. “Hvad skulle jeg ellers gøre?”
Ti minutter senere stod hun i døren med sin taske. “Farvel, *veninde*,” hvæsede hun.
Jeg sagde ingenting. Bare lukkede døren.
Emma kom og satte sig ved siden af mig på gulvet. “Mor, hun var det ikke værd.”
Jeg holdt om hende. Måske var det det eneste, der virkelig betød noget.
**Lærdom:** Nogle gange er det dem, vi engang kendte, der husker os bedst ikke for hvem vi er, men for hvad de tror, de kan tage fra os. Men de rigtige skatte er ikke tingene. De er de mennesker, der holder om os, når verden føles sort.
