**Netto Planlægger Udsmide, Bedstemor Sælger Lejlighed Uden Anger**
Da bedstemor opdagede, at hendes barnebarn ville smide hende ud af lejligheden, solgte hun den uden at tøve.
Hvorfor tage et lån, når man kan vente på, at bedstemor dør og arver hendes lejlighed? Det var sådan, min mands fætter, Mikkel, tænkte. Han havde en kone, Signe, og tre børn, og hele familien levede i håbet om arven. De nægtede at tage lån og drømte i stedet om den dag, hvor bedstemors lejlighed ville blive deres. Indtil da boede de i Signes mors trange lejlighed, en lille toværelses i Skagen tæt på stranden, og det var tydeligt, at det ædsede livsglæden ud af dem. Mikkel og Signe hviskede mere og mere om, hvordan de kunne “løse” problemet med bedstemor.
Men bedstemor, fru Enevoldsen, var en sand perle. Femoghalvfjerds år gammel, sprudlende af energi, levede hun livet med glæde og klagede aldrig over helbredet. Hendes lejlighed midt i Skagen var altid fyldt med venner. Hun mestrede sin smartphone, besøgte udstillinger, tog i teatret og tillod sig endda et uskyldigt flirteri ved ældredanse. Hun udstrålede lys, og hendes liv var et eksempel på at nyde hver dag. Men for Mikkel og Signe var det ikke noget at være stolte afdet var ren irritation. De var trætte af at vente.
Deres tålmodighed slap op. De besluttede, at fru Enevoldsen skulle skrive lejligheden over på Mikkel og flytte på plejehjem. De skjulte ikke engang deres intentioner og påstod, det “ville være bedst for hende.” Men fru Enevoldsen var ikke typen, der gav op. Hun nægtede bestemt, og det satte ild i en storm. Mikkel blev rasende og råbte, at hun var “egoistisk” og “burde tænke på børnebørnene.” Signe fandt olie på bålet og hviskede, at bedstemor “allerede havde levet længe nok.”
Da min mand, Tobias, og jeg hørte om det, var vi chokerede. Fru Enevoldsen havde altid drømt om at rejse til Japanse Kinkaku-ji, mærke duften af matcha, forsvinde i gaderne i Kyoto. Vi foreslog, at hun kunne bo hos os, leje lejligheden ud og spare op til rejsen. Hun sagde ja, og snart begyndte hendes store treværelses i bymidten at give en fin indtægt. Da Mikkel og Signe opdagede det, lavede de et kæmpe nummer. De mente, lejligheden var deres af ret og krævede, at bedstemor lod dem bo der. De beskyldte endda Tobias for at have “manipuleret” hende for egen vinding. Mikkel gik så langt som at kræve lejeindtægten og kaldte det “hans retmæssige andel.” Vi sagde nej, og det var det.
Signe begyndte at dukke op hos os næsten hver dag. Nogle gange alene, andre gange med børnene, altid med latterlige gaver. Hun spurgte, hvordan bedstemor havde det, men vi gennemskuede hendes ærindehun og Mikkel ventede stadig på, at fru Enevoldsen “ville gå bort” og efterlade dem arven. Deres grådighed og mangel på skam var imponerende.
Imens sparede fru Enevoldsen nok sammen og tog afsted til Japan. Hun kom hjem strålende, med en kuffert fuld af historier og billeder. Vi foreslog, hun ikke stoppede der: sælg lejligheden og fortsæt med at rejse, bo hos os i alderdommen i ro og komfort. Hun tænkte sig om og besluttede at tage chancen. Lejligheden blev solgt til en god pris, og med pengene købte hun en hyggelig etværelses i udkanten af Skagen. Resten investerede hun i nye eventyr.
Fru Enevoldsen rejste til Spanien, Østrig og Sverige. I Sverige, under en gåtur ved Vänern, mødte hun en svensker ved navn Lars. Deres romance lige ud af en filmfemoghalvfjerds år gammel giftede hun sig med ham! Tobias og jeg fløj til Sverige til brylluppet, og det var fantastisk at se hende stråle i en hvid kjole, omgivet af blomster og smil. Fru Enevoldsen fortjente den lykke. Hun havde arbejdet hele livet, opdraget børn, hjulpet børnebørnog nu levede hun endelig for sig selv.
Da Mikkel hørte om salget, gik han helt amok. Han krævede, at bedstemor gav ham etværelseslejligheden, fordi “hun allerede havde nok.” Hvordan han planlagde at proppe fem mennesker derind, var et mysterie. Men det betød ikke noget for os længere. Vi var bare glade for, at fru Enevoldsen havde fundet sit solskin. Hvad angår Mikkel og Signe… Deres historie er en påmindelse om, at når penge er på spil, viser de nærmeste nogen gange deres sande ansigt.
