**HVAD MAN SKÆRER AF, KAN MAN IKKE LÆGGE TILBAGE**
Da Mette viste sine bryllupsbilleder til vennerne, plejede hun altid at sige:
“Åh, hvor jeg led i den kjole! Den er smuk, men så tung og uhåndterlig! Næste gang jeg gifter mig, vælger jeg noget let og luftigt.”
Alle troede, hun spøgte. Og de lo med. Mette lavede selvfølgelig sjov. De vidste, hun var gift af kærlighed. Det var en typisk sommerromance. Mette var 21, og Mads var 28.
August, det blide hav, skummende vin, stjernenhimmel, romantik. Alle ingredienser smeltede sammen og endte med en ansøgning i borgerservice. Før det skulle Mads dog skilles fra sin anden kone, og Mette måtte flytte til hans hjemby.
København – Aarhus – København. Den rute ville blive Mettes andet hjem i ti år.
Men først måtte det unge par leje en bolig. Mads havde givet sin lejlighed til sin anden kone, som truede med at sluge piller, hælde syre på den tredje kone eller hoppe ud af vinduet, hvis han ikke kom tilbage.
Med tiden forsvandt den anden kone dog fra radaren. Måske havde Mads lovet at vende tilbage? Hans første ægteskab nævnte han sjældent. Det varede halvandet år. De passede ikke sammen. Senere giftede han sin første kone af med en ven. Alle blev glade ham selv inklusive.
Den anden kone holdt længere. Tre år var nok for Mads til at gennemskue hendes sande natur. En uvidende kvinde, der nægtede at få “menneskeunger” sådan kaldte hun børn!
Mette lod sig ikke røre af hans fortid. Hun var selvstændig, ambitiøs og sikker på sin skønhed. Mads tilbad hende. Han troede, han havde fundet paradiset her på jorden. Blomster kom i bundter, pelsjakker i tre forskellige varianter, og sko der var ingen grænser. Mette kunne skifte dem hver dag. Mads tog hende til London, Paris, Montenegro. For at udvide horisonten og samle kræfter før deres første barn.
Snart fik de en lille datter, Freja. Mens Mette passede hende, købte Mads et hus og indrettede det med alt, hvad de kunne ønske sig. Alt gjorde han med omhu. For sine piger!
De fejrede huset. Freja kom i børnehave.
Mette kastede sig over uddannelse. Men hun foretrak at studere i sin hjemby, København. Der var veninderne, moren, og selv fremmede føltes varme og hjertevarme. Under de velkendte træer var alt trygt.
Freja blev passet af sin bedstemor, som elskede hende højt. Så længe eksamenerne varede, var Mette i København. Mads var jaloux. Han kørte efter hende, arrangerede “tilfældige” møder (i en anden by!). Mette gav ham dog ingen grund til bekymring. Eller det så sådan ud.
Hun ville bare undslippe hverdagen. Hun ville hellere læse end vaske op, passe mand og barn. Livet føltes så kort hvorfor skulle hun, den smukke og kloge, spilde det på småting?
Med tiden havde Mette tre diplomer i tasken. Alle med høje karakterer. Hendes hovedfag var psykologi. Hun bar dem altid med sig, mens hun ivrigt søgte job. Men Mads var imod:
“Har vi ikke penge nok? Jeg bliver vanvittig, hvis jeg skal vente på dig fra arbejde! Mette, lad os få en søn eller datter mere. Bare du er her.”
Mette så sig ikke som mor igen. Hendes mission var fuldført: Hun havde givet liv til en datter, en mand til en datter. Hvad mere? Bedstemor foreslog at passe Freja, til Mette blev “voksen”.
Barnet trængte til kærlighed. Mette tøvede ikke. Hun tog til København uden at advare Mads. “Jeg ringer,” tænkte hun.
Men i København ventede Mads. Han kendte hendes tricks. “Mette, hvor er Freja? Hvorfor er du her? Har du en beundrer?”
“Rolig, Mads. Ingen beundrere. Jeg er træt af dig. Jeg vil være fri!”
“Fri? Fra mig og Freja? Hvor er kærligheden? Midtvejskrise? Vi klarer det sammen.”
“Nej.”
Mads løb til sin svigermor. Hun trak på skuldrene:
“Jeg kan ikke hjælpe. Du får ikke hende til at ændre mening.”
Mads vendte tomhændet tilbage til Aarhus. Hvad nu? Hvordan fik han sin familie sammen? “Man får ondt af dem, der gør godt.” Måske passede han bare ikke.
Dage, uger gik. Mette kom ikke. Hun svarede kort på opkald: “Jeg har det fint.”
Tiden løb.
Efter lang tænkning besluttede Mads at sælge huset, tage Freja og flytte til København. Alt for at redde familien.
Mette var kold over for idéen. Hun prøvede at tale ham fra det. Freja måtte ikke forstyrres ny skole, venner Og bedstemor ville ikke bryde sig om det.
I virkeligheden var det undskyldninger. Mette nød sin frihed. “At leve som en fugl” var hendes motto. Hun startede en syforretning, havde beundrere. Pludselig mand og barn? Hvorfor? Hun ville glemme fortiden.
Mads flyttede alligevel til København med Freja. Han håbede stadig. Han mødte Mette efter arbejde, tog Freja med (en kopi af Mette). Men Mette var kold. Intet rørte hende. Til sidst sagde hun:
“Lad mig være. Vi bør skilles. Freja kan bo hos mig.”
Freja var nu 11. Hun havde en far, der elskede hende, en bedstemor, der bad for hende. Hun forstod ikke, hvorfor moren frivilligt gav slip.
Tiden løber. Livet går videre. Enhver får, hvad de fortjener.
Mads opgav at “fiske på tør land”. Han forstod, han aldrig nåede Mettes hjerte.
Skæbnen gav ham en jordnær kvinde. Hun ønskede ikke Paris eller pels. “Gummistøvler til efteråret, en varm jakke til dyrene, og at få børnene ud i verden.” Det var nok.
Mads følte sig tryg. (“Hvor det er enkelt, er der hundrede engle; hvor det er indviklet, ingen.”) Snart fik de en datter. Endelig fandt han ægte lykke. Måske ved fjerde forsøg.
Mette bor hos sin mor. En forretningspartner lovede guld og grønne skove, men snød hende. Syforretningen gik under. Beundrerne forsvandt.
Kort sagt: mange friere, men ingen blev. Mette arbejder som skolepsykolog. Det lærte hun jo. Hun fortryder intet. Men sjælens dybder er uendelige. Måske en dag angrer den “fugl”?
Freja bor nu med sin mand (årene gik, hun voksede) hos bedstemor i Aarhus.
På bryllupsdagen bar hun en let og luftig brudekjole. En gave fra mor Mette.
