“Hold dig til dit eget køkkenhave,” sagde min mor altid.
“Du er virkelig naiv, Mette! Din Thorsten vil forlade dig og efterlade dig uden et tag over hovedet! Har han ikke givet dig nok sorg i løbet af årene?” Min mor valgte aldrig sine ord forsigtigt, når det handlede om min mand.
“Mor, Thorsten og jeg har været sammen i 37 år, og alle de år har du advaret mig mod ham. Jeg beder dig, bland dig udenom!” råbte jeg igen i telefonen.
Jeg undgik at besøge hende for ofte, for jeg vidste, samtalen altid ville handle om, hvor forfærdelig hun syntes, min mand var. Jeg var træt af at forsvare ham, selvom der nu var en kerne af sandhed i hendes ord.
Da jeg var ung, forlod jeg Thorsten en kort overgang på grund af en dum fejl. Vi havde allerede vores femårige søn, Mads. Vi havde skændes så voldsomt, at jeg endte på hospitalet med en hjernerystelse. Jeg troede, det var slutningen. At det ville blive skilsmisse og en fremtid som enlig mor. Efter udskrivningen tog jeg til min mor, for Mads havde været hos hende, mens jeg lå indlagt.
Mor sukkede dybt og sagde:
“Se, var det ikke, hvad jeg sagde? Han er ikke en mand han er et monster! Bliv hos os. Din far og jeg hjælper dig med at få Mads på fode igen.”
“Mor, jeg skal lige tænke over det,” svarede jeg træt, uden at vide, hvad jeg egentlig ville.
“Der er ikke noget at tænke over! Den mand vil endda dræbe lille Mads! Jeg lukker ham ikke ind!” Det lød, som om hun ville smække en jernlås for døren, så vi aldrig kunne komme tilbage til ham.
Min mor havde altid hadet min ægteskab med Thorsten. Hun kunne ikke lide ham fra første stund. Hun gemte endda min medgift og nægtede at give den til os. “Lad din dejlige kæreste klæde og føde dig,” sagde hun.
En uge senere kom Thorsten for at undskylde. Mor lukkede ham ikke ind. Hun råbte en masse grimme ting og smækkede døren lige for næsen af ham. Jeg var ude at gå med Mads på det tidspunkt, så hun fortalte mig ikke engang, at han havde været der. Det fandt jeg først ud af senere gennem Thorsten.
Efter en måneds overvejelser besluttede jeg mig for at vende tilbage til ham. I et ægteskab sker der mange ting. Som man siger, skændes mand og kone, men de deler alligevel dynen. Og jeg elskede ham jeg har aldrig haft andre mænd.
Jeg måtte finde på en måde at møde ham igen efter vores pause. Så kom jeg på en idé: Jeg ville hente mine og Mads vintertøj. Vinteren nærmede sig et perfekt påskud.
I smug, uden at mor vidste det, tog jeg Mads med hjem til Thorsten.
Han vidste ikke, om han skulle græde eller le. Men han blev glad for at se os. Familien var samlet igen. Min mor var rasende.
Jeg har egentlig aldrig haft konflikter med min mor. Hun er en omsorgsfuld, kærlig og fantastisk kvinde. Men der er en lille skelet i skabet Et støvet hjørne.
Engang, da jeg var fjorten, fandt jeg hendes private dagbog. Den lå blandt alt muligt gammelt ragelse på loftet.
Den ville have ligget der i hundrede år mere, hvis ikke jeg havde brug for en globus til geografitimen. Da jeg tog globussen, faldt en bunke gamle blade ned. Jeg begyndte at samle dem op og så en smuk notesbog. Jeg slog mig ned for at læse den. Åh gud! Jeg ville ønske, jeg aldrig havde læst det.
Det viste sig, at jeg blev sendt til et børnehjem lige efter fødslen på trods af, at vi havde masser af familie. Min far nægtede at anerkende mig og sagde til min mor:
“Hvordan skal jeg vide, hvem der gjorde dig gravid?”
Og den far, der opdragede mig, var slet ikke min rigtige far. Mor forklarede i dagbogen, at tiderne var hårde, og at hun ville hente mig snart.
Før det boede hun i en lille landsby, hvor alle kender hinandens hemmeligheder. Folk ville have stirret hende ihjel, hvis de vidste, hun havde fået et barn udenfor ægteskab. Kort sagt blev jeg først hentet til familien et år senere takket være min tante, der skammede hele familien til at tage mig tilbage.
Natten efter konfronterede jeg mor med dagbogen. Jeg forventede en forklaring. Uden at læse en eneste linje jeg tror, hun kunne hver eneste ord udenad rev hun beviset i stykker. Men jeg havde allerede læst det hele.
Fra det øjeblik begyndte en høj, bred og lang mur at vokse mellem os. Jeg følte, min mor havde forrådt mig. Vreden bredte sig som tjære i mit hjerte. Usynlige, men stærke bånd mellem mor og datter blev brudt for altid.
Lige der besluttede jeg, at min søn skulle opdrages af hans rigtige far og mor. Ingen stedforældre!
Thorsten, der kunne mærke min mors had, foreslog at få et barn mere. “Så kan hun ikke tage dig og to børn væk fra mig,” sagde han. Selvfølgelig sagde jeg ja.
Så blev vores lille Lukas født. Min mor var stadig vred:
“Åh, Mette, nu har den tyran bundet dig endnu fastere med Lukas! Og du, naive som du er, tror på ham! Han bedrager dig højt og lavt. Du lytter ikke til mig, men det burde du. Den mand vil give dig så mange sorger. Bare vent”
Selvfølgelig havde hun ret. Sorgerne kom Thorsten var ikke ligefrem trofast. Jeg har grædt mange tårer. Men hvordan kunne han modstå fristelsen? Han var smuk og charmerende Kvinderne hang på ham som våde blade.
Den forfærdelige dag, hvor jeg endte på hospitalet, skændtes vi netop på grund af en fræk ung pige. Hun kom ind i vores hjem, overbevist om, jeg var på arbejde. Men jeg var gået tidligt hjem med hovedpine.
Da jeg kom ind, så jeg det, ingen bedragne hustruer ønsker at se.
Der sad de, næsten nøgne i soveværelset, og drak champagne! Nå, men nu skulle I få, I skamløse stoddere! Jeg stod i døren med hænderne i hoften.
Da hun så mig, greb pigen hurtigt sine ting, skubbede mig hårdt til side og løb. Jeg faldt bagover, slog hovedet og fik en hjernerystelse. Efter den episode blev Thorsten roligere men ikke for længe. Ja, min mand var en kvindebedårer. Hans liste omfattede både kolleger, tilfældige bekendte og gamle klassekammerater. Ja, man kan ikke fange vinden i en sæk Men jeg takkede skæbnen for, at Thorsten ikke fik børn udenfor ægteskab. Det ville have ødelagt alle hans børn. Det ved jeg.
For at springe fremad min søn Mads endte i en lignende situation. Han fik en datter med en anden kvinde, mens han allerede havde en kone og et barn. Børn lider altid under deres forældres dumheder. Min søn, der så sin fars utroskab som barn, valgte at følge i hans fodspor Og det lykkedes for ham.
Jeg forstår ikke, hvad min mor vil. Jeg mener det sådan her: Når du har giftet din datter bort, er din rolle som mor slut. Nej, man skal ikke afvise sin datter. Men hjælp, kom på besøg, leg med børnebørnene. Men giv kun råd, når du bliver bedt om det lad være med at sætte vognen foran hesten.
Lad de voksne børn lave deres egne fejl, støde panden og lære af hinanden. Det er deres liv!
Som min bedstemor plejede at sige:
“Saml kun dine egne glasskår i din have.”
Den evige generationkonflikt vil aldrig forsvinde. Folk træder på de samme fejl igen og igen. Og de vil ikke lytte til andre.
Min mor og jeg har ikke talt sammen i tre år. Vi tier og surmuler som to børn. Hun fortæller alle slægtninge og naboer, at min mand ikke er en tøddel værd sammenlignet med mig.
Mor! Måske fortjener jeg netop denne mand?
Jeg vil ikke have nogen anden…
