“Du har taget min søn fra mig, og jeg vil tage alt fra dig,” sagde svigermor.
“Liselotte, hvorfor står du så tidligt op?” spurgte Gerda og stak hovedet ud af sit soveværelse. “Klokken er kun halv syv.”
“Jeg skal tidligere på arbejde i dag,” svarede Liselotte og proppede papirer ned i sin taske. “Der er et uplanlagt møde.”
Svigermor trampede ud i køkkenet i sine hjemmesko og begyndte at rasle med gryder. Liselotte prøvede at liste forbi, men det lykkedes ikke.
“Morgenmad? Skal min lille dreng gå sulten på arbejde?”
“Kristian er en voksen mand, han kan lave mad selv,” sagde Liselotte og trak jakken på mens hun ledte efter nøglerne.
“Nå, på den måde!” Gerda vendte sig mod hende med hele kroppen. “I min tid vidste konerne, hvad deres pligt var.”
Liselotte sukkede dybt. Denne samtale gentog sig hver morgen, siden Gerda var flyttet ind efter sin sygdom. Et halvt år var gået, men hun kunne stadig ikke vænne sig til den konstante kontrol og kritik.
“Gerda, Kristian og jeg beslutter selv, hvem der laver mad. Vi har demokrati i familien.”
“Demokrati!” fnøs svigermor. “Da jeg tog mig af ham, gik han aldrig sulten i seng. Nu ser jeg bare, hvordan min dreng tynder ud.”
Liselotte ville sige, at en trediveårig Kristian næppe kunne kaldes en dreng, men hun holdt mund. At diskutere med Gerda var som at kæmpe mod vindmøller.
“Jeg er desværre sent på den. Kristian sover endnu, væk ham klokken otte.”
“Det skal jeg nok, bare rolig. Jeg ved hvad min pligt er, i modsætning til nogen.”
På arbejdet kunne Liselotte ikke koncentrere sig. Kollegaen Pernille lagde mærke til hendes distraktion allerede før frokost.
“Hvad er der galt? Du ser udkørt ud.”
“Det er bare det samme med svigermor. Hver dag det samme. Jeg laver ikke mad ordentligt, rydder forkert op, taler forkert til Kristian.”
“Og hvad siger han? Forsvarer han dig ikke?”
Liselotte smilede bittert.
“Han? For ham er hun hellig. Han siger, hun har været syg og er nervøs, at jeg skal forstå hende.”
“Jeg forstår. Hvor længe skal hun blive boende?”
“Det ved jeg ikke. Lægerne siger, hun kan klare sig selv, men Kristian er bange for at lade hende flytte.”
Pernille rystede medliden på hovedet.
“Det er hårdt, Liselotte. Jeg kan knap holde min svigermor ud, men at bo under samme tag…”
Om aftenen kom Liselotte hjem træt og sulten. Lejligheden duftede af frikadeller og stegte kartofler. I stuen sad Kristian med en tallerken og så fjernsyn.
“Hej, skat,” sagde han uden at se op. “Hvordan gik det på arbejde?”
“Fint. Hvad er der til aftensmad?”
“Mor har lavet frikadeller, de er virkelig gode. Der er mere på køkkenet.”
Liselotte gik ud i køkkenet, hvor Gerda vaskede op.
“Godaften, Gerda.”
“Godaften,” svarede hun kort, uden at vende sig om.
Liselotte åbnede gryden. Der lå én frikadelle og en ske kartofler.
“Er det alt, der er tilbage?”
“Er det for lidt?” Gerda vendte sig endelig. “Jeg troede, du var på slankekur. Du klager altid over at tage på.”
“Jeg klager ikke, jeg nævner bare, at mine bukser sidder stramt.”
“Præcis. Jeg tænker på din sundhed.”
Liselotte tog tallerkenen og gik tilbage til stuen. Kristian var optaget af en naturfilm.
“Kristian, kan vi snakke?”
“Selvfølgelig. Hvad om?”
“Gå ud i køkkenet og se, hvor lidt mad din mor har givet mig.”
Han sukkede og kom tilbage kort efter.
“Og hvad så? Det er en normal portion.”
“For en spurv, måske. Kristian, jeg har arbejdet hele dagen, er sulten, og der er én frikadelle til mig.”
“Mor!” råbte han ud mod køkkenet. “Hvorfor er der så lidt mad?”
“Åh, Liselotte, jeg troede ikke du var så sulten. Du sagde jo, du ville tabe dig.”
“Der kan du se,” sagde Kristian. “Mor tænkte på dig.”
Liselotte mærkede vreden boble op i sig.
“Kristian, din mor giver mig med vilje små portioner. Hver dag det samme.”
“Stop nu. Mor er en god kvinde.”
“God mod dig. Mod mig er hun som en herskerinde, der mener jeg ikke passer godt nok på dig.”
Fra køkkenet lød der høj gråd. Kristian sprang op.
“Nu har du gjort mor ked af det! Hun er syg!”
“Og jeg er rask?”
Men han var allerede på vej for at trøste Gerda. Liselotte blev siddende med sin halvspiste frikadelle.
Senere kom Kristian tilbage med skyldbevidst mine.
“Undskyld, skat. Mor har det svært. Hun føler sig overset.”
“Og det gør hun med rette.”
“Liselotte!”
“Hvad? Vi er et ungt par, der vil leve vores eget liv. I stedet lever vi under konstant overvågning.”
“Det er ikke overvågning, det er omsorg.”
“Omsorg? Hun kritiserer alt jeg gør! Hvordan jeg vasker, laver mad, taler til dig.”
Kristian satte sig ved siden af hende.
“Lad os give det lidt tid. Mor vænner sig til det, og så finder vi en lejlighed til hende i nærheden.”
“Hvornår?”
“Det ved jeg ikke. Men det lover jeg.”
Næste dag besluttede Liselotte sig for at komme tidligt hjem og lave aftensmad selv. Hun købte ind og glædede sig til en rolig aften.
Men da hun åbnede døren, hørte hun Gerdas stemme:
“Ja, Kristian, jeg forstår din kone. Hun er ung og uerfaren. Men min tålmodighed har også en grænse.”
Liselotte stivnede i entreen. Kristian svarede lavt:
“Mor, tal ikke sådan. Liselotte er en god pige.”
“God, men ikke for dig. Han har tabt sig! Og hendes temperament er forfærdeligt. Altid utilfreds, altid brok.”
“Hun er bare træt efter arbejde.”
“Arbejde, arbejde! Hvad med hjemmet? Familien? Jeg tror ikke, hun har sine prioriteter i orden. Kristian, måske I skyndte jer lidt med at blive gift?”
En kuldegysning løb ned ad ryggen på Liselotte. Hun listede ud i køkkenet.
“Godaften.”
“Åh, Liselotte, vi hørte dig ikke,” sagde Gerda uden at blinke. “Hvordan gik det på arbejde?”
“Fint. Jeg tænkte jeg ville lave aftensmad.”
“Det behøves ikke, jeg har lavet supper. Din yndlings.”
Kristian smilede.
“Tak, mor. Det er okay, ikke Liselotte?”
“Selvfølgelig,” løj hun.
Aftensmaden var anspændt. Kristian fortalte om arbejdet, Gerda udbrød begejstret, mens Liselotte tav og spiste suppen, som faktisk var lækker.
“Liselotte, har du nogen planer i weekenden?” spurgte Gerda pludselig.
“Ikke noget særligt. Hvorfor?”
“Jeg skal til lægen. Kristian kan køre mig, ikke?”
“Selvfølgelig, mor.”
“Godt. Jeg tænkte bare, om du havde brug for ham til noget.”
Der var en svag hån i Gerdas stemme. Liselotte mødte hendes blik og så triumf.
Efter aftensmaden gik Liselotte i seng med påsked af hovedpine. Hun lå og tænkte. Gerda havde erklæret krig. Og Kristian så det ikke engang.
Han kom sent ind.
“Hvordan har du det?”
“Bedre.”
“Liselotte, mor er blevet så underlig.”
“Hvordan det?”
“Hun sår tvivl om os. I dag sagde hun, måske vi giftede os for hurtigt.”
“Og hvad svarede du?”
“At vi elsker hinanden og klarer alt sammen.”
“Kristian, din mor kan ikke lide mig. Og hun gør alt for at splitte os.”
“Stop nu. Mor er bare bekymret.”
“Kristian, hun vil have mig ud af dette hus.”
“Liselotte, du overdriver.”
“Se hende i morgen. Bare følg godt med.”
Næste dag arbejdede Kristian hjemmefra. Da Liselotte kom hjem, så hun med det samme på hans ansigt, at noget var sket.
“Hvad skete der?”
“Du havde ret. Mor er… anderledes.”
“Hvad sagde hun?”
“Hun talte hele dagen om dig. At du var uordentlig, respektløs. Og så sagde hun direkte, jeg ikke skulle have giftet mig med dig.”
“Og hvad svarede du?”
“At jeg elsker dig og ikke vil have nogen blander sig.”
“Og hun?”
Kristian tav et øjeblik.
“Mor græd. Sagde jeg valgte en kone over min egen mor.”
“Klasisk følelsesmæssig afpresning.”
“Liselotte, hun har været syg. Hun er nervøs.”
“Hvor længe vil du undskylde hendes opførsel? Hun forsøger bevidst at ødelægge os!”
“Jeg taler med hende.”
Næste morgen vågnede Liselotte af høje stemmer. Kristian og Gerda skændtes.
“Min søn, du forstår ikke, hvem hun virkelig er!”
“Mor, stop! Liselotte er min kone, og du skal respektere hende!”
“Respektere? Hvorfor? Fordi hun vender dig mod din mor?”
Liselotte gik ud i køkkenet.
Gerda stod midt på gulvet med rødt ansigt. Kristian sad ved bordet med hovedet i hænderne.
“Du tog min søn fra mig, og jeg vil tage alt fra dig,” sagde Gerda da hun så Liselotte.
“Mor!” råbte Kristian.
“Hvad mener du med ‘alt’?” spurgte Liselotte roligt.
“Du vil se. Tror du, jeg ikke ved, hvordan man håndterer din slags? Jeg har levet længe nok til at kende alle kvinders svage punkt.”
“Truer du mig?”
“Jeg advarer dig. Min søn skal leve, som jeg vil have det. Hvis du står i vejen, vil du fortryde det.”
“Mor, hvad siger du?”
“Jeg har set hende slå øjne til andre mænd! Tror du, jeg ikke ved, hun lokkede dig i seng før tid?”
Liselotte rystede på hovedet.
“Du er syg.”
“Syg, men ikke blind. Jeg ved, hvordan kvinder som dig fungerer. Smukke, snedige. Suger mænd tørre.”
“Jeg tjener mine egne penge!”
“Indtil du føder børn og læner dig tilbage på hans indtægt.”
Kristian kom ind.
“Hvad foregår her?”
“Åh, ingenting, skat,” sagde Gerda blidt. “Liselotte og jeg snakkede bare.”
Den aften kunne Liselotte ikke sove. Gerda havde startet en krig. Og hun ville gå langt for at vinde.
Liselotte vidste, hun burde fortælle Kristian alt. Men hun var bange for, han ikke ville tro hende. Hans mor var hellig, mens hans kone endnu ikke havde bevist sin loyalitet.
I morgen ville der være nye angreb. Og Liselotte følte sig allerede slået, uden overhovedet at have kæmpet.
