Hold dig væk, du er en fremdmed,” sagde datteren og vendte sig bort

»Bliv væk, du er en fremmed,« sagde datteren og vendte sig væk.

»Mette, har du allerede valgt en kjole til afgangsfesten?« spurgte Hanne og lagde kataloger fra brudebutikker ud på bordet. »Måske kunne vi tage ud og kigge sammen?«

Den femttenårige steddatter løftede øjnene fra sin telefon og stirrede koldt på hende.

»Hvorfor skulle det interessere dig? Jeg har en mor, som tager med mig.«

»Selvfølgelig, jeg tænkte bare…« Hanne mærkede igen, hvordan hun trådte på en øm tå. »Måske kunne vi alle tre gå sammen? Det kunne være hyggeligt.«

»Nej. Mor klarer det selv.«

Hanne sukkede og lagde katalogerne til side. Ude faldt en stille regn, der dæmpede lyset og skabte en tung stemning. Hun kiggede på sit ur snart ville Mads komme hjem fra arbejde, og igen skulle hun balancere mellem sin rolle som kone og stedmor.

»Mette, hvad har du lyst til til aftensmad? Jeg kunne lave din yndlingsret, flæskesteg med brun sovs?«

»Det er ligegyldigt. Jeg skal hjem til mor hun har lavet bøf med løg.«

Pigen rejste sig fra stolen, tog sin jakke fra knagerækken.

»Mette, vent,« Hanne trådte hen mod hende. »Lad os snakke ordentligt. Hvorfor hader du mig sådan? Hvad har jeg gjort dig?«

Mette standsede ved døren og vendte sig langsomt. Hendes øjne brændte af en voksens vrede.

»Forstår du det virkelig ikke? Eller lader du bare som om?«

»Jeg forstår det ikke, ærligt talt.«

»Du ødelagde vores familie!« sprudlede det ud af pigen. »Far forlod mor på grund af dig! Og nu lader du, som om du er så omsorgsfuld!«

Hanne følte, hvordan vejret blev revet ud af hende. Hun sank ned på en stol, ude af stand til at stå.

»Mette, det passer ikke. Da jeg mødte din far, boede han allerede alene. De var blevet skilt længe før…«

»Løgn!« råbte pigen. »Mor har fortalt mig alt! Hvordan du stjal ham, hvordan du bagtalte hende!«

»Hvad for noget bagtaleri? Mette, jeg arbejdede sammen med din far, vi snakkede bare…«

»Bliv væk, du er en fremmed!« sagde datteren og vendte sig mod døren.

Ordene ramte hårdere end et slag. En fremmed. Efter tre års ægteskab med Mads, efter alle forsøg på at skabe et forhold til hans datter, var hun stadig en udenforstående.

Døren smækkede. Hanne blev alene tilbage i den tomme lejlighed. Tårerne løb, og hun kunne ikke holde dem tilbage.

Da Mads kom hjem fra arbejde, bemærkede han straks hustruens rødgrådne øjne.

»Hvad er der sket?« Han satte sig ved siden af hende på sofaen, lagde en arm om hendes skuldre.

»Mette igen…« Hanne tørrede næse med et lommetørklæde. »Mads, hun hader mig. Virkelig hader mig.«

»Hvad sagde hun denne gang?«

»At jeg ødelagde jeres familie. At jeg stjal dig fra hendes mor. Kaldte mig en fremmed.«

Mads sukkede tungt og gned sin pande.

»Hanne, hvor mange gange skal vi gennem dette? Mette er stadig et barn, hun forstår ikke…«

»Et barn? Mads, hun er femten! Da jeg var hendes alder, arbejdede jeg efter skole for at hjælpe min mor. Din datter opfører sig som en forkælet prinsesse!«

»Sig ikke sådan om Mette,« hans stemme blev skarp. »Hun gennemlevede en skilsmisse, det er en sorg for ethvert barn.«

»Skilsmissen var for fire år siden! Fire, Mads! Hvornår slutter det?«

»Hanne, vær sød at have lidt mere tålmodighed. Hun vil vænne sig til det, forstå at du ikke er en fjende.«

Hanne rejste sig fra sofaen og gik gennem stuen.

»Tålmodighed, tålmodighed… Hvor længe skal jeg vente? Jeg er også et menneske! Jeg har også følelser! Jeg prøver, jeg forsøger at elske hende, men hun…«

»Men hun hvad?«

»Hun foragter mig! Og du ser det ikke! Eller vil ikke se det!«

Mads rejste sig og gik hen til hende.

»Hanne, jeg ved, det er hårdt for dig. Men Mette er min datter. Jeg kan ikke svigte hende.«

»Men mig kan du?« spurgte Hanne stille.

»Hvad mener du? Du er en voksen kvinde, du forstår situationen.«

»Jeg forstår. Så jeg skal finde mig i uhøflighed og fornærmelser, fordi jeg er voksen?«

»Hanne, overdriv ikke. Mette er ikke uhøflig, hun er bare…«

»Ikke uhøflig?« Hanne grinede bittert. »Mads, hørte du, hvad hun sagde til mig? ‘Bliv væk, du er en fremmed!’ Er det ikke uhøfligt?«

»Hun var ked af det…«

»Og jeg er ikke? Gør det ikke ondt på mig?«

De stod overfor hinanden, og Hanne indså pludselig, at manden aldrig ville stå på hendes side. For ham ville datteren altid være vigtigere end konen.

»Ved du hvad,« hun gik ind i soveværelset og tog en taske frem af skabet. »Mens du finder ud af dine prioriteter, bliver jeg hos min søster.«

»Hanne, lav ikke dumheder! Hvor skal du hen?«

»Til Lise. Jeg skal tænke over, hvad jeg gør nu.«

»På grund af en enkelt skænderi vil du ødelægge vores ægteskab?«

Hanne standsede ved døren.

»Mads, det er ikke én skænderi. Det er hver dag. Hver eneste dag føler jeg mig som en fremmed i mit eget hjem. Og du gør intet for at ændre det.«

»Hvad skal jeg gøre? Straffe min datter for at elske sin mor?«

»Du skal forklare hende, at du har en kone. At du valgte at leve med mig. At hun skal respektere det.«

»Hanne…«

»Nej, Mads. Jeg er træt af at være skyld i alt. Træt af at undskylde for at elske dig. Træt af at bede om tilgivelse for at blive gift med dig.«

Hun pakkede det nødvendige i tasken og gik mod døren. Mads fulgte efter.

»Hanne, bliv. Vi kan tale om det, finde en løsning.«

»Tale om det?« Hun vendte sig mod ham. »Mads, vi har talt om det i tre år. Og hvad har ændret sig? Mette hader mig lige så meget som altid. Og du forsvarede hende dengang, som du gør nu.«

»Jeg forsvarer ikke. Jeg prøver bare at forstå…«

»Forstå hvad? At din datter har ret til at fornærme din kone? At hun kan opføre sig, som hun vil, mens jeg skal tie stille?«

Hanne tog sin frakke og nøglerne.

»Jeg kan ikke leve sådan længere, Mads. Jeg kan ikke hver dag bevise, at jeg har ret til at være i dette hus.«

»Hvad med vores planer? Det barn, vi drømte om?«

Hanne standsede med hånden på dørhåndtaget.

»Hvilket barn, Mads? I et hjem, hvor din datter hader mig? Hvor jeg er en fremmed? Kan du forestille dig, hvordan hun vil behandle vores barn?«

»Hun vil ændre sig, når hun forstår…«

»Forstå hvad? At jeg er her for at blive? Det vil hun ikke! Hun ønsker, at du skal vende tilbage til hendes mor!«

Mads sænkede hovedet.

»Hanne, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker jer begge.«

»Man kan ikke elske to kvinder på samme måde, når den ene er din datter og den anden din kone. Det er forskellig kærlighed. Og hvis du ikke ser forskellen, har vi ingen fremtid.«

Hun åbnede døren, men Mads greb hendes hånd.

»Vent. Lad os tale med Mette sammen. Forklare hende…«

»Forklare hvad? At hun skal elske mig? Kærlighed kan ikke forklares, Mads. Den skal fortjenes. Og hvordan kan jeg fortjene kærlighed fra en, der mener, jeg er skyld i al hendes sorg?«

»Hanne, vær nu sød…«

»Jeg skal tænke, Mads. Jeg har brug for tid til at afgøre, om jeg kan leve sådan her.«

Hun gik ud af lejligheden og efterlod sin mand stående i døren. Ude faldt regnen stadig, og Hanne trak frakkens krave op.

I bussen stirrede hun ud på den grå by og tænkte på, hvor meget alt havde ændret sig. Da hun mødte Mads, syntes han at være den perfekte mand. Klog, omsorgsfuld, en kærlig far. Hun var klar til at modtage hans datter som sin egen.

Men Mette havde fra første dag gjort det klart, at hun aldrig ville acceptere en stedmor. Kølighed, afstand, og så åben fjendtlighed. Og det værste var, at Mads ikke så det. Eller ikke ville se det.

Bussen stoppede foran søsterens hus. Hanne gik op til tredje sal og ringede på.

»Hanne?« Lise så forbavset ud, da hun åbnede døren. »Hvad er der sket? Du er gennemblødt.«

»Lise, må jeg overnatte her? Måske blive lidt længere.«

»Selvfølgelig, kom ind. Hvad er der med Mads? Har I skændtes?«

Hanne gik ind i lejligheden, tog frakken af og sank ned på sofaen.

»Værre. Jeg indså, at mit ægteskab var en fejl.«

»Vær nu ikke tosset. I elsker hinanden.«

»Det gør vi. Men det er ikke nok, når der er en tredje part.«

»Mette igen?«

»Mette altid. Lise, jeg kan ikke mere. I dag kaldte hun mig en fremmed. Og ved du hvad det værste er? Hun har ret. Jeg *er* en fremmed i det hus.«

Lise satte sig ved siden af sin søster og holdt om hende.

»Hanne, har du prøvet at tale med hendes mor? Måske kan hun påvirke datteren?«

»Taler du i spøg? Det er netop moren, der har vendt Mette mod mig. Fortalt hende, at jeg er en hjemvekrøver, at jeg stjal hendes far.«

»Hvordan var det i virkeligheden?«

Hanne rejste sig og gik hen til vinduet.

»Mads var ærlig om sin situation. Han sagde, han havde levet adskilt fra konen i et halvt år, at de ville skilles. Jeg troede på ham. Men så viste det sig, at konen håbede på forsoning.«

»Men han kom ikke tilbage til hende?«

»Nej. Han blev skilt og giftede sig med mig. Men Mette mener, at hvis det ikke var for mig, ville hendes forældre være sammen igen.«

»Men kunne de det?«

Hanne vendte sig skarpt mod søsteren.

»Lise, synes du også, det er min skyld?«

»Nej, selvfølgelig ikke. Men forstå, et barns forældres skilsmisse er en katastrofe. Især hvis der kommer en stedmor ind i billedet.«

»Jeg prøvede! I tre år forsøgte jeg at blive en vigtig person for hende! Købte gaver, lavede hendes yndlingsmad, hjalp med lektier! Og fik kun koldskær og foragt tilbage!«

»Måske skulle du give hende mere tid?«

»Hvor meget mere? Tre år? Fem? Ti? Lise, jeg vil have en familie. Jeg vil have børn. Men hvordan kan jeg få børn i et hjem, hvor jeg bliver hadet?«

Lise sukkede.

»Hvad siger Mads?«

»Han beder mig vente. Siger, Mette vil vænne sig til det. Men hun vender sig ikke hun bliver bare mere fjendtlig.«

»Har du talt alene med hende? Uden Mads?«

»Jeg har prøvet. Det er nytteløst. Hun vil ikke engang lytte.«

I det samme ringede Hannes telefon. Mads’ navn lyste på skærmen.

»Lad vær med at tage den lige nu,« rådede Lise. »Giv dig selv tid til at tænke.«

Men Hanne tog allerede røret.

»Hallo?«

»Hanne, hvor er du? Jeg er bekymret.«

»Hos Lise. Mads, jeg har brug for tid.«

»Hvor længe?«

»Ved det ikke. Måske en dag, måske en uge. Jeg skal finde ud af, om jeg kan leve sådan her.«

»Hvad skal jeg sige til Mette?«

»Sandheden. At din kone er træt af at blive mødt med mangel på respekt.«

»Hanne…«

»Mads, lad vær med at overtale mig nu. Jeg har brug for at være alene, tænke.«

»Jeg elsker dig.«

»Det ved jeg. Og jeg elsker dig. Men kærlighed er ikke nok, når der ikke er fred i familien.«

Hun afbrød opkaldet og så på sin søster.

»Ved du, hvad der gør mest ondt? Jeg ville virkelig være en mor for Mette. Ikke erstatte hendes rigtige mor, men bare være der, støtte hende, elske hende. Men hun gav mig aldrig chancen.«

»Måske er hun bange?«

»Bange for hvad?«

»At hvis hun elsker dig, forråder hun sin mor. Børn tænker sådan nogle gange.«

Hanne tænkte over det. Måske havde Lise ret? Måske var Mettes fjendtlighed en forsvarsmekanisme?

»Men hvad kan jeg gøre, når hun ikke engang vil tale med mig?«

»Det ved jeg ikke, Hanne. Det er en svær situation.«

De sad i køkkenet til langt ud på aftenen og talte om familien. Lise fortalte om bekendte, der også havde problemer i nye ægteskaber.

»Min veninde Pernille giftede sig med en mand, der havde to børn,« sagde søsteren. »De første år var et mareridt. Børnene accepterede hende ikke, manden var splittet mellem dem. Men så blev det bedre.«

»Hvad ændrede det?«

»Pernille fik sit eget barn. Så indså de ældre børn, at hun var der for at blive. De opgav håbet om, at forældrene skulle finde sammen igen.«

»Og hvis det ikke hjælper?«

»Så må man vælge. Enten acceptere det, som det er. Eller gå.«

Hanne sov på sofaen hos Lise, men søvnen ville ikke komme. Tanker, minder og samtaler kredsede i hendes hoved. Hun mindedes, hvordan hun mødte Mads, hvordan hun forelskede sig, hvordan hun drømte om en lykkelig familie.

Og nu var den familie ved at falde fra hinanden på grund af et enkelt barns hårde hjerte.

Næste morgen vågnede Hanne af, at telefonen ringede. Det var en ukendt kvinde.

»Hanne Nielsen? Det er Birthe, Mettes mor. Kan vi mødes?«