En let krøllet papirlap lå i skuffen på hendes skrivebord sammen med hendes opsigelse. Jeg tog den, og en stemme i mig hviskede, at den var tiltænkt mig. Pludselig mindede det mig om en barndomsleg. Vi drenge legede spioner og skrev hemmelige beskeder til hinanden. Vi brugte citronsaft eller mælk som usynlig blæk. Med en tandstik eller vatpind tegnede vi vores koder. Derefter holdt vi papiret over en gasflamme, og budskabet dukkede frem. Selv med hende, Mette, havde jeg engang drøftet disse barnlige påfund.
Jeg kunne knap vente til frokostpausen, skyndte mig hjem, og med dirrende hænder, brændende af utålmodighed, holdt jeg papiret over gaskomfuret. Og jeg havde ret som sædvanlig! Det var hendes brev. Hun var lige så tosset som mig!
*”Hvis du læser dette, tog jeg ikke fejl,”* skrev Mette. *”Du gættede, hvad der skulle gøres med dette stykke papir. Alt kunne have været anderledes! Men én ting vil jeg sige dig: Ved at ydmyge mig, ødelagde du alt, hvad jeg følte for dig. Jeg tror endda, du nød det. Måske er det alt, hvad du er i stand til. Hvis nogen engang har såret dig, giver det dig ikke ret til at håne dem, der ikke vil eller kan gengælde det. Tror du ikke, jeg kunne have betalt dig med samme mønt? Men så ville det ikke være mig.”*
*”Man kan vinde en kamp, men tabe krigen. Led ikke efter mig. Farvel.”*
*”Hvorfor?”* spørger jeg mig selv igen og igen *”hvorfor hadede jeg hende så voldsomt, så intenst?”*
Da hun kom ind, var det som om hun medbragte solskin, måneskin, duften af havet og lyden af bølger i én flaske. Fuglene sang fantastiske melodier, og roser, tulipaner og pæoner sprang ud på én gang. Jeg er ingen romantiker, men det føltes ægte.
Det blev kvalmt. Udtåleligt varmt. Jeg brændte.
Mette var ikke den smukkeste, men der var noget ved hende, der gjorde mig vanvittig jeg kan ikke engang sætte ord på det.
Tror I, jeg ikke har set smukke kvinder før?
Fejlagtigt. Jeg har ikke blot set dem jeg har kendt mange. Man kunne sige, jeg var mæt. Alt, jeg ønskede, kunne jeg få.
Jeg forstod mig på kvinder. Blonde, mørkhårede, rødhårede. Dog foretrak jeg mørkhårede med kortklippet hår. Blomster, chokolade, parfume, dates. Det hele var der. Jeg elskede og blev elsket. Først hurtigt forført, derefter afvist men uden sorg fandt jeg altid en anden.
Jeg mindes min første kærlighed. Et hårdt brud. Jeg led. Så indså jeg det er bedre at have magten end at tigge.
Men her her ville jeg bare lægge mit hoved i hendes varme skød, røre hendes bløde, silkebløde hud, lege med hendes gyldne lokker, berøre hendes hals og talje og indånde hende uden begrænsning, uden tid, uden afstand eller forbud
Mette var min underordnede. Ikke fordi hun var den bedste medarbejder, men fordi jeg altid kunne regne med hende. Hun afsluttede alt til tiden. Jeg gav hende de sværeste opgaver, og hun klarede dem.
Jeg kunne råbe af hende, stirre på hende og nyde min magt. Hvorfor behandlede jeg hende sådan? Hun krøb sammen og virkede så sårbar, men det gjorde mig kun mere hensynsløs. Jeg ville ydmyge hende yderligere, gøre hende endnu svagere. Men hun gav ikke op. Hvis bare hun havde grædt! Så ville jeg have tørret hendes tårer og trøstet hende. Måske ville alt så have forandret sig. Måske ville *jeg* have forandret mig.
Jeg prøvede alt for at få hendes opmærksomhed. Gave hende chokolade og komplimenter. Stirrede, så hun skulle forstå uden ord. Jeg ville røre hende ikke kun fysisk. Jeg drømte om at læse hendes tanker, og næsten lykkedes det. Jeg vidste, hun også følte noget for mig.
Når Mette var nær, føltes det som at blive skoldet.
Engang holdt jeg om hende. Hun skubbede mig væk. Stirrede mig lige i øjnene.
*Hvor kunne hun?*
Hun var min ligemand, men det ville jeg ikke erkende. Jeg var bange for at indse, at hun var *min* kvinde men hun var det ikke. Det gjorde mig rasende.
Det var fascinerende at se hende tackle livets udfordringer. Hun fandt altid en løsning.
Mine venner grinede ad mig, tænkte, jeg havde hende på krogen. De ville også gerne have hende. Det ærgrede mig, for det var ikke sandt.
Hun var uindtagelig.
Jeg ringede til andre kvinder for at vække hendes jalousi. Jeg flirtede og inviterede dem ud.
Hun så ikke engang på mig. Bare tav.
Jeg troede, hun var lige så besat af mig. Jeg *følte* det i hele min krop. Hun *måtte* føle noget! Jeg *vidste* det!
Jeg vidste, hun havde brug for jobbet. Hun ville ikke forlade mig hun ville bide det i sig og en dag knæle for mine fødder. Så ville jeg omfavne hende med kærlighed.
Men stolthed nedbryder ikke blot mure. Den ødelægger alt på sin vej.
På fredag kom hun ikke. Slukkede telefonen, lukkede sin mail. Den lille forrætterinde afsluttede ikke projektet. Hun satte mig i en umulig situation!
Nymfen forsvandt i luften som en sky. Hun *var* den sky så fjern, men alligevel så tæt på. Ræk ud, og du kunne røre den
Jeg troede ikke, det kunne ske.
*Hvor tog jeg fejl.*
Det *kan* ske.
**Livets lektie:** At ydmyge andre for at skjule egen sårbarhed fører kun til ensomhed. Sand styrke ligger i at elske uden at kræve noget tilbage.
