Sikke en lykke du har, Mette, med din mand sukkede Ida drømmende. Han henter dig hver dag i bilen fra arbejde. Lejligheden er lige blevet renoveret. Og så fik du også en forfremmelse. Det gør mig næsten misundelig, veninde. Men ikke på en dårlig måde, bare sådan rigtig glad på dine vegne…
Mette fortsatte med at pakke sin taske. Mads ville hente hende om fem minutter. Hun gad ikke lade ham vente.
Åh, hold nu op, Ida. Vi har også vores udfordringer. Vi var tæt på at skilles under renoveringen. Og forfremmelsen tog fem års hårdt arbejde. Du var slet ikke ansat her endnu, da jeg begyndte at drømme om den stilling. Alle har deres kors at bære.
Ida satte en barnlig surmule op.
Du aner ikke, hvor heldig du er, Mette. Min mand? En doven, beskidt ødselhals! Jeg har prøvet at få ham til at finde et ordentligt arbejde i et halvt år. Og hvad siger han? At han er træt af at arbejde for andre og vil starte sin egen virksomhed. Med hvad? De penge han bruger på computerspil hver måned? Forretningsmand, my foot…
Mette så på sin veninde. De havde kun kendt hinanden lidt over et år, men hun var allerede blevet knyttet til hende og kendte alt til hendes ægteskabelige problemer. Mikael gav Ida dagligt hjertebanken, og han havde ingen planer om at stoppe.
Det skal nok gå, Ida Mettes telefon vibrerede på bordet. Åh, Mads er her. Jeg må afsted. Vi ses mandag, knus.
Ida nikkede, fulgte veninden med et underligt, eftertænksomt blik, som Mette ikke lagde mærke til.
Mette satte sig ind i bilen. De kørte væk fra kontoret, da Mads bemærkede hendes bekymrede ansigtsudtryk.
Er der sket noget på arbejdet?
Mette rystede på hovedet.
Nej, det er Ida. Mikael driver hende til vanvid. Jeg tror ikke, hun holder længe til.
Mads trak på skuldrene og svarede kort:
Det må de selv finde ud af.
Mette stirrede arrigt på sin mand. Hans kølighed irriterede hende nogle gange. Men hun lod det ligge. Idas problemer var ikke værd at skændes over.
…Mette fik ret. Knap en måned senere kom Ida på arbejde med opsvulmede øjne.
Vi skal skilles spruttede hun ud. Og Mikael smed mig ud. Mig! Som en gammel kat! Ud af vores lejlighed! Hvor skal jeg bo nu?
Mette kastede sig om halsen på hende.
Bare rolig, Ida. Hvis du vil, kan du bo hos os et stykke tid. Find en ny lejlighed i ro og mag, få styr på skilsmissen.
Ida brast i gråd højt, hikkende og ustandseligt.
Mette, tusind tak. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig!
Mette trøstende klappede hende på ryggen, mens hun tænkte på, hvordan hun skulle fortælle det til Mads…
Som forventet var han ikke begejstret for gæsten. Men han tav diskret under den første fælles middag, mens Ida plaprede løs, blandede klager over Mikael med begejstrede komplimenter om lejligheden.
Mikael har ikke løftet en finger i fem år! Men her er alting perfekt! Man kan se, at I har lagt jeres sjæl i renoveringen. I er fantastiske!
Mette rødmede det meste af indretningen var hendes idé. Ros varmede hendes hjerte.
…Ida var den perfekte gæst. Hun lavede ikke støj, lod ikke rod stå til. Allerede tredje dag tilbød hun at lave aftensmad, så Mette slap for at stresse efter arbejde.
Jeg laver stuvet kål i aften pralede Ida fra bagsædet i bilen. Jeg tjekkede ingredienserne i morges. Åh, hvor er det dejligt at blive kørt hjem i stedet for at tage bussen. Det er himmel og jord!
Mette smilede. Ida havde fundet sig godt til rette, men gjorde det klart, hun ikke ville blive for længe. Hun var allerede i gang med at lede efter en ny bolig.
Deres middage blev mere livlige og muntre. Ida og Mads delte musiksmag og kunne diskutere deres yndlingsbands i timevis rose sangerne, kritisere teksterne.
Mette iagttog, hvordan manden langsomt åbnede sig. Hendes introverte elskede havde svært ved at knytte bånd til folk. Men Ida havde brudt gennem hans isvæg.
*Og ikke kun gennem væggen*, tænkte Mette, da hun en aften så, hvordan hendes bedste veninde og mand kyssede lidenskabeligt på parkeringspladsen…
Kunne I ikke i det mindste finde et mere privat sted? knurrede hun.
Ida og Mads sprang fra hinanden som to skolebørn, der er blevet taget på fersk gerning. Mads kom først til sig selv:
Mette, hør nu her… Det er ikke, hvad det ser ud som… Vi var bare…
I undersøgte hinandens fyldninger? Med tungerne? spottede Mette. Og dig, Ida… Det havde jeg ikke ventet af dig. Jeg tog dig ind i mit hjem, hjalp dig gennem skilsmissen. Og så stikker du mig en kniv i ryggen. Og kalder dig min veninde?
Ida løftede hagen med et hovmodigt svi
