“Kom bare, men uden børnebørnene.”
“Det er mine børnebørn, og hvis de generer dig…”
“Lise, vent nu lidt! Jeg inviterede dig. Dig. Vi skulle gå en tur langs havnen, måske se en forestilling, husker du? Hvordan skal det gå med børnene? Jeg har kun en lille lejlighed. Fire børn… Hvor skal vi alle sammen være?”
“Du kunne godt finde plads til os, hvis du ville. Men jeg forstår det godt du har ikke lyst.”
“Lise… I min alder er det svært at have en hel børneflok på besøg,” sukkede Mette. “Jeg kan knap nok klare én. Jeg ville ikke kunne holde til det. Jeg tænkte, vi kunne snakke, drikke te, mindes gamle dage. Men så skulle jeg lave mad til en hær, og undskyld mig, men høre på børnestøj. Hvis du virkelig vil have børnebørnene med, kan jeg hjælpe med at finde en lejlighed til jer.”
“Jeg forstår. Ved du hvad, Mette? Hvor der ikke er plads til mine børnebørn, er der heller ikke plads til mig,” sagde Lise bestemt. “Så må vi gå hver vores vej. Godt nytår.”
Veninden lagde på. Mette sukkede og lagde hånden mod panden. Hvornår var Lise blevet sådan en “mødrehöne”? Men hvis hun tænkte over det, havde de altid været forskellige…
…Mette og Lise mødte hinanden gennem fælles venner, da de var seksten. Tre år senere giftede de sig næsten samtidig. Mette var brudepige til Lises bryllup, og Lise var det samme for Mette. Senere blev de gudmødre for hinandens første barn, og så fik Lise endnu et barn.
Mette stoppede ved én datter, Ida. Hun var selv introvert, men Ida var en larmende krudttønde, der altid ville have opmærksomhed. Børnehaven var en redning der kunne Mette få lidt fred, lave mad og rydde op. Når Ida var syg, var det mørke tider. Ikke nok med, at hun bekymrede sig, men barnet blev også utålmodigt og krævende, kunne ikke beslutte sig for, hvad den ville.
Mette undrede sig altid over Lise. Hun havde to børn, men det så ud til at gå let for hende. Hun klagede aldrig over træthed og virkede altid frisk.
“Hvordan gør du det? Er det ikke hårdt? Jeg bliver sindssyg med kun én.”
“Det var svært i starten, men så lærte jeg at se anderledes på det. Vaske hænder dårligt efter leg? Det styrker immunforsvaret. Tøj på forkert? De udvikler deres egen stil. Spise kattemad? Det er kattens problem. Og de leger sammen, så jeg kan slappe af. Selvfølgelig skal man holde øje med dem, så de ikke ødelægger lejligheden, men man kan godt slappe lidt af.”
Mette rystede bare på hovedet. Sådan kunne hun ikke. Hun pakkede Ida ind i lag på lag om vinteren, så hun ikke blev syg, og holdt hende i hånden overalt. Men måske havde Lises tilgang også sin berettigelse. Mette var bare anderledes.
Med børnebørnene var det det samme. Mette havde kun én barnebarn, Emma. Lise havde en hel trop på fire drenge.
Emma var præcis som sin mor krævende og ivrig efter opmærksomhed. Da hendes mand levede, klarede Mette det nogenlunde, men efter hans død blev det for hårdt. Emma ville absolut ikke være alene. Hvis hun legede, skulle der være en med. Hvis hun lavede puslespil eller byggede, skulle Mette deltage.
Og så snakkede Emma ustoppeligt. Hun stillede et spørgsmål, men inden for få sekunder sprang hun videre til noget nyt. Mette kunne ikke følge med og blev helt udmattet.
En time med hende var hyggeligt. Efter tre timer føltes det som tåge i hovedet, med banken for tindingerne og et desperat behov for at lukke sig inde under dynen i bare ti minutter.
Lise var lavet af en anden støbning. Konstant larm, kaos, billeder af børnene. Især om sommeren. Hendes børnebørn spiste jordbær direkte fra bedet, trampede i blomsterbedene og sprøjtede hinanden med vand fra slangen.
Som altid forstod Mette ikke, hvordan Lise kunne klare det.
“Den ældste er ni. Han kan godt holde øje med de andre,” sagde Lise og trak på skuldrene. “Og de er selvstændige. De finder selv på noget.”
Engang så Mette med egne øjne, hvor selvstændige de var…
De endte i forskellige byer. Lise blev hjemme, mens Mette flyttede til København med sin mand, da Ida var otte. Gennem årene så de hinanden kun et par gange, og det var kortvarigt.
“Hør, du har jo ikke børn eller ansvar længere. Ida er voksen. Kom på besøg, du har kun set mit sommerhus på billeder,” foreslog Lise.
Mette tøvede ikke og sagde ja. Livet havde været lidt kedeligt for nylig, og her var en chance for at møde sin gamle veninde, hygge på terrassen om aftenen.
Åh, hvor hun tog fejl… Da hun ankom, var to af børnebørnene allerede der, og til frokost kom de andre. Og så begyndte det…
En af dem trak en legetøjsbil med til bordet, børnene skændtes om den og begyndte at råbe og kaste mad. Selv Mette blev ramt. Varm havregrød løb ned ad hendes kind, børnene grinede, og Lise var optaget af at tørre vægge og gulv af.
“Stop lige med det der!” sagde hun strengt og viftede med en klud. “Ellers får I ingen aftensmad!”
Men det virkede dårligt. Bedste tilfælde ignorerede de hende, værste tilfælde begyndte de at skrige, hvilket var endnu værre. De hamrede med gryde
