Nyheden om, at Mikkel Pedersen havde besluttet at gifte sin eneste datter bort, satte hele landsbyen i bevægelse. Og det var ikke uden grund: Bruden var ikke bare grim, hun var decideret skrækkelig. Med en stor næse, skeløjne og ben af forskellig længde der stod ikke en kø af friere efter Karen. Selv en almindelig gåtur til købmanden endte altid med hånlige bemærkninger, der fulgte hende overalt.
“Se dig nu, går du rundt som skæve Karen,” skældte mødre deres børn ud, hvis de i leg begyndte at halte med det ene ben.
Men Mikkel Pedersen elskede sin datter højere end noget andet. Og da han ikke var fattig trods alt formand for byrådet lovede han en anstændig medgift. Straks begyndte sladderen i landsbyen. For en sådan medgift kunne man jo godt se lidt gennem fingre med pigens udseende. Hun var jo flittig og havde et godt gemyt.
Til sidst dukkede der to friere op. Lasse og Per. Lasse var søn af skolelæreren altså en intellektuel. Selvom familien ikke var særlig velhavende, havde drengen allerede et hus i udkanten af landsbyen. Klar til at flytte ind. Og hans forældre så gerne, at han knyttede sig til Mikkel Pedersen.
“Lasse, gør dig klar til at blive gift,” sagde faderen pludselig. “Jeg har udset dig Karen, Mikkel Pedersens datter. Hun bliver den bedste kone for dig.”
“Hvad? Hun er skeløjet og grim. Jeg vil hellere have Marianne,” knurrede den kommende brudgom.
“Nej, min søn, du gifter dig med Karen. De er en rig familie alene deres heste er en formue. Og skønhed er ikke alt,” svarede faderen.
Den anden frier, Per, var ikke helt fattig, men langtfra velhavende. Han var opvokset hos sin enlige mor, en gammel kone, der selvfølgelig ikke kunne give sin søn et eget hjem.
“Hvorfor gør du dig til grin, Per?” jamrede hans mor, da Per bad hende om at finde rene klæder til frieriet. “Og bruden er jo ikke just køn.”
“Ej, mor, hun har de blåste øjne som kornblomster, og hendes hår gløder som ild, langt og skarpt. Og det med hendes halteben, det rager mig ikke. Kom nu, vi skal fri.”
Med et suk begyndte moderen at gøre sig klar. Måske tænkte hun, at hendes Per havde et stort hjerte og øjne, der så dybere end det ydre.
Mikkel Pedersen blev naturligvis overrasket over, at der var to friere. Han var erfaren nok til at vide, at hans datters udseende ikke tiltalte alle. Efter at have talt med begge parter og tænkt sig om, valgte han Lasse.
“Men far, jeg kan bedre lide Per,” sagde Karen og så ned i jorden. “Vi mødtes ved søen forleden, da min vandkrukke gik i stykker. Han hjalp mig straks. Han virker god, og hans blik er varmt. Men Lasse ser så koldt og beregnende ud.”
“Jeg ved nu ikke,” rystede den gråhårede Mikkel Pedersen på hovedet. “Jeg tror, din Per vil ødsle din medgift væk. Han har aldrig kendt til rigdom, og pludselig får han alt på én gang. Jeg tror, du får et bedre liv med Lasse. Og familien er god.”
Karen havde intet valg. Selv om hendes hjerte længtes efter Per, turde hun ikke gå imod sin fars beslutning.
Brylluppet blev arrangeret hurtigt man kunne jo ikke risikere, at brudgommen skiftede mening. Allerede en måned senere flyttede de unge ind i deres eget hus og begyndte på gårdsarbejdet. Karen var flittig, på trods af sine fysiske mangler, og alt lykkedes i hendes hænder. Men hendes mand kunne til gengæld bruge hele dagen på at læse bøger i sengen. I lærerfamilien var der altid masser af bøger, og Lasse havde været læseglad siden barnsben.
“Har du nogensinde læst Holberg, Karen? Eller måske Kierkegaard?”
“Du er så begrænset…” suk
