Tidligt om morgenen, dagen før hun skulle fylde halvtreds, vågnede Mette Lund i dårligt humør.
Og ingen kunne bebrejde hende det, hvis de kendte de seneste begivenheder i hendes liv.
Mette lå og talte stille til sig selv uden at åbne øjneneeller rettere, hun konstaterede bare det åbenlyse: at hun var fanget i et stort sort hul. *”I morgen bliver jeg halvtreds! Det er så gammelt! Og hvad har jeg? Jeg var flittig i skolen. Giftede mig tidligt. Aldrig utro. Opdragede en god datter, der også giftede sig tidligt. Jeg har arbejdet på samme skole i 18 år. Jeg underviser i geografifortæller børn om steder, jeg aldrig har været og aldrig kommer til. Medmindre en orkan pludselig vælter Atlanten og Den Kinesiske Mur ind over mit hus. Men det håber jeg ikke, for så ville havet blive til et kloakrend, og muren ville blive fuld af graffiti. Jeg har tre anerkendelser fra kommunen og en forstyrret hæmoride. De fleste af mine elever hader mig og mit fag. Hvorfor skal de lære geografi? Hvorfor? Jeg spilder deres ungdom på at fortælle om steder, de aldrig kommer til. Geografilæreren er en ubrugelig del af skolesystemet, og børnene skjuler ikke deres mening. Jeg er smuk på den måde, man ikke taler højt om. Hvis en kvinde er smuk på den måde, siger man normalt, at hun er en god sjæl eller en dygtig husmor. Jeg er en rosa tomat, om sommeren måske en rød en. Og mit hår har farven af en fuglevingenej, ikke nogen bestemt fugl, bare gråt. Min mand spiste for mange pærer. Nej, ikke billedligt. Bogstaveligt. Min ægtefælle, Lasse, var på besøg hos sin mor, som også bor i udkantsdanmark, bare i den anden ende af landetsom om vi bor på den ene ballede, og hun på den anden, med et svælg imellem. Han spiste grønne pærer direkte fra træet og missede toget hjem pga. diaré. Næste tog er om en uge. Min datter og svigersøn var i det fjerne Japan, fordi mor, du fejrer det jo alligevel ikke, og rejsen var gratis. Så jeg skulle altså fejre min fødselsdag alene. Kort sagt: Min mand er en idiot, min datter vægter en gratis ferie højere end sin mor. Ingen elsker mig eller respekterer mig. De vil bare have mad og gode karakterer.”*
Med disse mørke tanker rejste Mette sig og listede i sine flossede tøfler ud i køkkenet.
Lige i hælene fulgte en lille, buttet hund ved navn Guccien gave fra datteren. Det var det eneste Gucci, Mette nogensinde ville eje.
Da vandet kogte, åbnede hun sin sociale medie-profil og så straks en reklame: *”Kun i dag! Webinar: Find prinsessen i dig selv. Første gang i Danmark! Webinar af ikke-læge Victor Snylte. Victor lærer dig at elske dig selv og skide på alle andre. Men succes garanteres ikke. Til slut føder hver deltager sin egen prinsesse live på skærmen. Webinar starter om 30 minutter.”*
*”Der! Der er min chance! Det kan redde mit kedelige liv, og jeg har alligevel ikke noget at lave!”* tænkte Mette og forsvandt ind i en eventyrlig verden af selv-transformation.
Hvad der præcist skete under webinaret, ved vi ikkevi betalte ikke for adgang. Men da det var slut, og “ikke-lægen” sagde *”Du fortjener at blive født på ny”*, så Mette ud, som om hun havde fundet en ret stor prinsesse og trukket hende ud gennem det sted, hvor hæmoriden sad.
Mette var forvandlet.
Ideal set skulle der have været tid til at arbejde på kroppen, lære nye færdigheder, ændre vaner og omgivelser. Ikke-lægen snakkede om en måned eller to. Men der var ingen tid.
Mette ville møde sin fødselsdag som en prinsesse, ikke en rosa, kedelig koftetomat. Og som bekendt kan enhver metode gøres til en ekspresmetodehvis viljen er der.
De næste 24 timer var kaos.
Prinsessen krævede ALT. NU.
Hun overtog fuldstændigt og begyndte at google billeder af skønheder og trends. Resultatet: forlængede vipper, negle, højhælede sko, denimshorts med “Gucci”-logo og en top med teksten *”Wild Baby – Free Tonight”* og en appliqué af røde læber med en blålig, sygeligt udseende tunge. *”Det er sikkert moderne,”* tænkte Mette.
Samtidig gennemførte prinsessen mikro-kurser: *”Sexet makeup”, “Pole dance på en time”* og *”Dybstruktur”* (det sidste var en gratis bonus).
Prinsessen insisterede på, at Mette nu skulle kaldes “Tulle” og ikke være en kujon. Hun lovede, at næste morgen ville Mette vågne op ved siden af en ung, muskuløs millionær efter en nat af passion. Resten forstod Mette ikke rigtig.
Hun prøvede at protestere omkring kærlighed til Lasse, datteren og respekt som lærer, men prinsessen lo bare med en dyb, rungende latter.
Så fulgte forberedelserne til byen. Sexet makeup, presse sig ind i shorts, øve gang på høje hæle.
Imens ringede Lasse, svigermor og datteren for at ønske tillykke. Den gamle Mette ville have sagt tak. Den nye Tulle råbte alt, hvad der havde optrådt i årevissådan som ikke-lægen havde lært hende. Det hjalp ikke umiddelbart, men måske kom effekten senere.
Klokken 23 kom en pragtfuld “Tulle” vaklende ind i den lokale bar, *”Baren”*, klar på eventyr og umoral.
*”Baren”* bukkede under efter den første cocktail, en *”B52″*.
Det var det sidste, Mette huskede, da hun vågnede næste morgen.
Hovedet gjorde ondt. Og benene.
Tømmermændene gjorde den gamle Mette stærkere end prinsessen.
Hun åbnede øjnene og lukkede dem igen.
Hun måtte hallucinere.
For i døren stod en af hendes tidligere elever, doven og fraværende Mads Nielsen, i underbukser.
*”Gud, hvor mærkeligt,”* mumlede Mette højt.
*”Godmorgen, Mette! Jeg er ikke en hallucination. Derude sover også Viktor og Dennis på sofaen. Vi tog dig hjem fra baren i nat og blev, hvis du havde brug for noget. Vil du have en kold øl?”*
Mette stønnede og mærkede efter under dynen. Shorts? Check. Top? Check. BH? Manglende.
*”Undskyld, vi tog dig bare med, som du var. Hvis du ikke har brug for os, går vi nu. Ring, hvis du mangler noget,”* sagde “hallucinationen”.
Mette lettedeshun havde ikke begået noget ulovligt.
Telefonen ringede. Ukendt nummer.
*”Ja?”* hviskede hun.
*”Mette, goddag! Det er Jonasdin gamle elev. Du efterlod dit pas i min bar i går. Og… undskyld, men også din BH. Jeg bringer det hele, men lige nu kommer håndværkerne.”*
*”Jonas, selvfølgelig husker jeg dig! Tak! Åh, BHen… Du er så sød. Har du købt en bar? Flot!”*
*”Nej, jeg laver ikke renovering. Du dansede på baren i går og knækkede den. Og da du prøvede at bruge en vandrør som stang, gik det også galt.”*
Ved disse ord begyndte den skræmte prinsesse at kravle tilbage hvor hun kom fra.
Hæmoriden gjorde ondt. Hjertet bankede. *”Tilbagefødslen var smertefuld.”*
*”Jonas! Undskyld! Jeg betaler!”* skreg Mette.
*”Nej, nej! Du var min yndlingslærer! Jeg var i Frankrig for nylig og fortalte alt, hvad du lærte os. Folk troede, jeg var guide! Tak til dig! Jeg får en ny metal-bar. Dans du bare løs!”*
Telefonen ringede igen. Datteren. Hun undskyldte og sagde, at der måske snart kom et barnebarnog hvis det blev en pige, ville de kalde hende Mette.
Mette græd af glæde og bad dem om at kysse “nattens kuk”.
Så ringede Lasse. Han kom hjem i aften og lovede en ny pelsfrakke, *”For så smuk en kvinde fortjener en!”*
Mette græd igen og sagde, at det var ham, hun ville have.
Hun fik en kæmpe kop te og satte sig på sofaen.
Hun tænkte på, at hun faktisk havde et dejligt liv. Netop det liv, hun ville have.
Elskende mand. Vidunderlig datter. Fantastiske elever.
Hun grinede og græd, mens hun huskede.
Hunden, Gucci, hoppede op i hendes skød.
*”Hør, jeg ved ikke, om Gucci passer til dig. Du er slet ikke en Gucci. Du er en… Skjold!”*
Hunden gav en tilfreds gryntmopser gør sådan, når de er glade.
I det øjeblik gemte prinsessen sig for evigt dybt i Mette.
Hun forstyrrede ikke mere.
