“Du er en fremmed for ham, men jeg er hans mor,” hviskede svigermoren.
“Du skulle ikke have ringet til den private læge,” sagde Vibe Lund og rettede på det sorte tørklæde om hovedet. “Vores egen læge er god, han har passet os hele livet.”
Marie satte tavst en tallerken med påskeæbleskiver på bordet. Gæsterne var begyndt at gå, kun de nærmeste blev tilbage. Køkkenet føltes for trangt til så mange mennesker, men i stuen stod kisten, og ingen havde lyst til at spise der.
“Hvorfor siger du ingenting?” fortsatte svigermoren. “Var pengene for dyre til ordentlig behandling? To hundrede tusind kroner for en operation, og alligevel hjalp det ikke.”
“Vibe, ikke nu,” bad naboens tante Lise mildt, men hun lyttede ikke.
“Hvornår skal vi så tale om det?” Vibes øjne var røde, ikke af tårer, men af vrede. “Han var min søn! Jeg fødte ham, opdragede ham, satte ham på benene. Men hun… Hun giftede sig bare med ham.”
Marie knugede et viskestykke i hånden. Hun ville råbe, løbe væk, gemme sig, men det kunne hun ikke. I dag var det Svends begravelse, og hun måtte holde sammen.
“Mor, hold nu op,” sagde Søren, Svends yngre bror, træt. “I dag er ikke dagen til det.”
“Hvornår er det så? Når han er begravet, skal vi så tale om det? Skal jeg tie stille, mens hun bestemmer? Dette er mit hus! Svend blev født her, og her skal han ligge!”
Marie rystede. De havde diskuteret i en uge om, hvor mindehøjtideligheden skulle holdes. Vibe insisterede på sin lejlighed, mens Marie foreslog en café. Men svigermoren fik som altid sin vilje.
“Jeg skal lige ud i stuen,” hviskede Marie og skyndte sig ud.
Stuen var stille og indelukket. Duften af blomster og røgelse blandede sig med maden. Svend lå i kisten, uvant i sit sorte jakkesæt. Han havde altid hadet jakkesæt, syntes, de var ubekvemme. Han foretrak jeans og trøjer.
“Hvorfor forlod du mig?” hviskede Marie og nærmede sig. “Hvordan skal jeg klare mig alene?”
Bag hende lød fødder.
“Marie, du må ikke pine dig selv,” sagde tante Lise og lagde en hånd på hendes skulder. “Det var ikke hans skyld. Den forbandede sygdom.”
“Hun siger, at jeg ikke behandlede ham rigtigt. At jeg nægtede at bruge pengene.”
“Lyt ikke til hende. Hun sørger, og sorgen gør hende bitter. Han var hendes eneste søn, hendes øjesten.”
“Har jeg ikke også sorg?” Marie vendte sig, og tante Lise så hendes tårevåde øjne. “Vi levede sammen i tolv år! Tolv år! Jeg plejede ham, da han var syg. Jeg sagde mit job op for at være hos ham på hospitalet.”
“Jeg ved det, jeg ved det. Du var en god hustru.”
“Men hun siger, at jeg er en fremmed. Hvordan kan jeg være en fremmed? Vi blev viet i kirken, vi skulle have børn…”
Marie tav. Det gjorde ondt at tale om børn. De havde drømt om det, men det lykkedes ikke. Og så blev Svend syg, og alt andet blev uvigtigt.
Fra køkkenet lød dæmpede stemmer. Vibe fortalte nogen, hvordan Svend som barn faldt af sin cykel og brækkede armen.
“Jeg kørte ham selv på hospitalet,” lød hendes stemme. “Om natten, i en taxa. Lægen sagde, det var godt, vi kom hurtigt, ellers ville armen gro forkert sammen.”
Marie lyttede og mindedes en anden version. Svend havde fortalt hende historien med et grin. Om, hvordan hans mor var mere bange end ham selv. Og lægen rolige hende, ikke drengen.
“Han var altid så modig,” fortsatte svigermoren. “I skolen forsvarede han de små. Han kunne slås. Og i militæret blev han en dygtig officer.”
Marie huskede hans breve fra militæret. Svend skrev, at han savnede hjemmet, hans mors bøf med løg og kartofler. Og han skrev om Marie, som han mødte før indkaldelsen og som han ville vente på.
“Marie, kom hertil,” kaldte fætteren Mette fra køkkenet. “Vibe viser billeder.”
På køkkenbordet lå en gammel fotoalbum. Vibe bladrede og kommenterede hvert billede.
“Her er han i første klasse,” pegede hun. “Så alvorlig. Han var flink i skolen, fik gode karakterer.”
Marie satte sig og så på billederne af sin mand som barn. Lille Svend smilede fra fotokortene, krammede sin teddybjørn, byggede sandkager i sandkassen.
“Her er han større,” vendte Vibe siden. “På teknisk skole. Han var så dygtig med hænderne, kunne reparere hvad som helst.”
“Ja, han hjalp mig altid med bilen,” sagde Marie stille. “Han blev aldrig sur, når jeg ødelagde noget.”
Vibe så skarpt på hende.
“Nå, men sådan var han jo. Hjælpsom over for alle, ikke kun dig.”
Der blev en pinlig tavshed. Mette hostede og bad om flere billeder.
“Her er han efter militæret,” Vibe pegede på et billede af Svend i jeans og læderjakke ved sin motorcykel. “Han var smuk, pigerne var vilde med ham.”
Marie mindedes, hvordan de mødtes. Han kørte hendes veninde hjem fra arbejde, og hun var der tilfældigvis. Svend tilbød at komme med hende også og fortalte sjove historier hele vejen. Dengang syntes hun, han var den mest charmerende mand i verden.
“Han havde så mange piger,” sukkede Vibe. “Men han tog det aldrig seriøst. Sagde, han ville leve sit eget liv først.”
“Mor, hvorfor fortæller du det?” sagde Søren bebrejdende.
“Hvad er der galt med det? Det er sandheden. Han var længe ungkarl. Og så pludselig giftede han sig. Jeg undrede mig dengang.”
Marie mærkede, hvordan kinderne blev varme. Hun huskede, hvordan Svend tøvede med at introducere hende for sin mor. Han sagde, hun var meget principfast og måske ikke ville forstå.
“Det var en smuk bryllup,” sagde tante Lise forsonende. “Jeg husker den dejlige kage, I bestilte.”
“Kagen bestilte jeg,” rettede Vibe. “Og kjolen købte jeg til hende. Hun havde ingen penge.”
“Jeg arbejdede,” sagde Marie stille. “Men lønnen var ikke høj.”
“Præcis. Men Svend tjente godt. Fabrikken satte stor pris på ham, han blev forfremmet hele tiden.”
Marie mindedes, hvordan de sparede op til en lejlighed. De regnede på hver krone. Men så blev Svend syg, og alle pengene gik til behandling.
“Han ville så gerne have børn,” sagde hun pludselig. “Han sagde altid: ‘Når jeg er rask, skal vi få en lille en.'”
Vibe tav. Så lukkede hun albummet og lagde det i skuffen.
“Vi skal dække bord,” sagde hun. “Præsten kommer snart.”
Da alle var gået hver til sit, blev Marie alene med Søren. Han røg på altanen, mens hun vaskede op.
“Vær ikke vred på mor,” sagde han, da han kom ind i køkkenet. “Hun elskede ham højt. Måske for højt.”
“Jeg forstår det,” svarede Marie uden at vende sig. “Men det gør ondt at høre, at jeg er en fremmed.”
“Du er ikke en fremmed. Du var hans kone.”
“Var,” gentog Marie bedrøvet. “Hvem er jeg nu? Enke? Det lyder så underligt.”
“Du er en del af familien nu. For altid.”
Men Marie vidste, det ikke passede. Efter begravelsen ville hun vende tilbage til den lille lejlighed, de havde lejet de sidste år. Vibe ville ikke ringe til hende i julen. Hun ville ikke invitere hende til fødselsdage eller nytår.
Om aftenen, da gæsterne var gået og præsten havde holdt andagten, gik Vibe hen til Marie. Hun sad ved kisten med et billede af Svend i hånden.
“I morgen begraver vi ham,” sagde Vibe stille. “Der er plads på Assistens Kirkegård, ved siden af hans far.”
Marie nikkede. De havde aftalt det om morgenen.
“Og… vil du have hans ting, eller skal jeg beholde dem?”
“Jeg ved det ikke endnu. Må jeg beslutte det senere?”
“Selvfølgelig. De skal nok være her.”
De stod tæt på hinanden, men der var en usynlig mur imellem dem. Hver sørgede på sin måde, hver følte sin sorg var den største.
“Du er en fremmed for ham, men jeg er hans mor,” hviskede Vibe, så stille at Marie ikke var sikker på, om hun hørte rigtigt.
Eller måske var det bare trætheden, sorgen, denne endeløse dag, der ikke ville slutte.
Marie så på billedet i sin hånd. Svend smilede, ung og lykkelig. Sådan var han, da de lige var blevet gift. Dengang føltes det, som om hele livet lå foran dem, langt og fuldt af glæde.
“Tilgiv mig,” hviskede hun uden at vide, om det var til Svend eller hans mor.
Og udenfor sænkede aftenen sig langsomt, og et nyt liv ventede lige om hjørnet uden Svend, uden hans latter og varme hænder, uden drømme om fremtiden. Et liv, hvor det handlede om at lære at være bare Marie, ikke Svends kone.
**Livserfaring:** Sorgen har mange stemmer, og ingen har ret til at bestemme, hvem der har lov at føle den mest. Kærlighed deler sig ikke op i kasser den er en helhed, der favner alle, der har elsket og savner.
