Jeg vil ikke bo med en fremmed bedstemor – sagde barnebarnet og så hende fast i øjnene

»Jeg vil ikke bo med en fremmed bedstemor,« sagde barnebarnet og så sin mor dybt i øjnene.

»Mor, sig det til ham selv! Jeg er træt af at forklare!« Grethe nervøst strøg den broderede dug, mens hun undgik at møde sin søns blik.

»Hvad er der at forklare?« Esben satte sin kop te på bordet og satte sig overfor hende. »Jeg har sagt det klart: Jeg flytter ud i næste uge. Lejligheden er fundet, depositum betalt.«

»Men sønnekære, hvordan skal vi så…« begyndte Grethe, men Esben afbrød hende med en kort gestus.

»Mor, jeg er syvogtyve! Det er på tide at jeg får mit eget liv, synes du ikke?«

Fra det tilstødende værelse lød en dæmpet hosten, efterfulgt af lyden af noget, der faldt i gulvet, og et utilfreds mumlen.

»Der kan du se,« sukkede Grethe. »Hun har tabt noget igen. Jeg skal lige tjekke.«

»Bliv her,« Esben lagde en hånd på hendes skulder. »Lad hende selv ordne det. Du er ikke hendes plejer.«

»Esben, hun er gammel…«

»Mor, hold op!« Hans stemme blev hård. »Hun betyder ingenting for dig. Absolut ingenting! Fars mor, som aldrig har givet dig et eneste venligt ord.«

Grethe rynkede panden, som om ordene fysisk sårede hende. Det var sandt svigermoderen, Agnes Margrethe, havde aldrig accepteret hende. For otteogtyve år siden, da de unge var blevet gift, havde hun mødt sin nye svigerdatter med kold afstand. Hun havde fortalt naboerne, at sønnen kunne have fundet bedre, at Grethe kom fra »forkerte kredse«, at hun havde et vanskeligt temperament. Og efter Esbens fødsel havde hun erklæret, at hun selv ville opdrage barnebarnet, fordi moren var uerfaren og uintelligent.

»Husker du, hvad hun kaldte dig?« fortsatte Esben, da han så, at hans ord ramte. »Den der Grethe. Ikke engang dit navn bare den der. Og da far døde, så…«

»Ti stille,« bad Grethe lavmælt. »Lad os ikke huske på det.«

Men Esben lod sig ikke standse. Tre år var gået siden fars begravelse, men minderne om den tid gjorde stadig ondt. Agnes Margrethe havde dengang direkte sagt, at lejligheden havde tilhørt hendes søn, og derfor nu var hendes. At Grethe og »den lille Esben« burde finde et andet sted at bo. At hun havde »lidt nok under denne fremmede familie«.

»Og hvem samlede hende op fra gulvet, da hun fik slagtilfældet?« fortsatte Esben. »Hvem ringede efter ambulancen? Hvem holdt nattevagt på hospitalet?«

»Det er nok,« Grethe rejste sig og begyndte at rydde af bordet.

»Nej, det er ikke nok! Du kan se, hvad hun gør! Med vilje larmer hun om natten, taber gryder, så du ikke får søvn. Hun skruer op for fjernsynet på fuld blæs. Og så alle hendes bemærkninger om, at maden er dårlig, at medicinen er forkert…«

Fra svigermoderns værelse lød en skarp stemme:

»Grethe! Grethe, kom her!«

Instinktivt gik Grethe mod døren, men Esben greb hendes hånd.

»Hvor skal du hen? Lad hende selv gå, hvis hun vil noget.«

»Esben, hun er syg…«

»Syg? Hun er raskere end os begge! Hun er bare vant til at kommandere. Far bar hende hele livet, og nu gør du det samme.«

»Grethe!« stemmen blev mere insisterende. »Er du døv?«

Grethe stak hånden til sig og gik ind til Agnes Margrethe. Den gamle dame lå i sengen, indhyllet i et tæppe til hagen. På gulvet lå en avis.

»Sam den op,« nikkede hun mod avisen. »Jeg vil læse.«

»Agnes Margrethe, har I Deres briller?«

»Selvfølgelig har jeg dem. Tror du, jeg er blind?« Hun famlede efter brillerne på natbordet og satte dem på. »Og hent noget te. Varmt. I går gav du mig noget, der lignede lunken vand.«

Grethe sagde ikke noget, samlede avisen op og gik ud for at sætte vand over. Esben sad ved bordet med et mørkt udtryk.

»Nå, løber du igen efter hendes ordrer?«

»Lad være,« sagde Grethe træt.

»Mor, hør nu godt efter,« Esben flyttede sin stol tættere på. »Jeg flytter. Og du flytter med.«

Grethe standsede med kedlen i hånden.

»Hvad mener du?«

»Simpelthen. Lejligheden har to værelser, det er nok. Du skal leve normalt, uden konstante skænderier og anklager.«

»Og hvad med hende?«

»Hun må klare sig, som hun vil. I alderdommen høster man, hvad man har sået.«

»Esben, jeg kan ikke… Hun vil være helt alene.«

»Og det er fint! Måske forstår hun endelig, hvad det vil sige at miste din hjælp.«

Grethe satte kedlen på komfuret og lænede sig mod køkkenbordet. Tankerne myldrede, og i brystet voksede en underlig følelse af skyld blandet med lettelse.

»Mor, husker du, hvordan hun mødte dig efter fars begravelse?« Esbens stemme blev blødere. »Nu kan I pakke sammen, lejligheden er min. Husker du?«

Grethe nikkede. Den samtale var brændt fast i hukommelsen. De var kommet hjem fra kirkegården, havde skiftet deres sorte tøj, sat sig til at drikke te. Og pludselig, efter tavshed gennem hele ceremoniën, havde Agnes Margrethe erklæret, at alt nu ville ændre sig. At Grethe og Esben ikke hørte til her. At det var tid til at finde et nyt hjem.

»Og hvem sagde så, at vi ikke skulle flytte?« fortsatte Esben. »Hvem lovede at passe på hende, uanset hvad?«

»Det var mig,« indrømmede Grethe. »Men dengang var det anderledes. Hun havde lige mistet sin søn…«

»Mor, det er tre år siden! Tre år, hvor du har været hendes tjener. Lavet mad, vasket tøj, ryddet op, ledsaget hende til lægen. Og hvad har hun gjort? Har hun takket dig én eneste gang?«

Grethe tænkte over det. Nej, tak havde hun aldrig hørt. Kun bebrejdelser, kritik, utilfredshed. Suppen var for salt, tøjet ikke vasket ordentligt, medicinen forkert. Og for nylig havde Agnes Margrethe for naboerne sagt, at hun levede med »fremmede mennesker, der bare venter på hendes død for at arve lejligheden«.

»Grethe! Hvor bliver min te af?« råbte stemmen fra værelset.

»Den kommer!« svarede Grethe, men Esben rejste sig og blokerede vejen.

»Nej, du går ikke. Sid ned.«

»Esben…«

»Mor, sid ned. Vi skal tale alvorligt.«

Modstræbende satte Grethe sig. Esben tog hendes hænder.

»Mor, jeg vil ikke bo med en fremmed bedstemor,« sagde han og så hende fast i øjnene. »Og det bør du heller ikke. Du er kun tooghalvtreds. Du har hele livet foran dig. Hvorfor skulle du ødsle det med en, der ikke sætter pris på dig?«

»Hun er ikke fremmed, Esben. Hun er din bedstemor.«

»Bedstemor?« Esben grinede bittert. »Hun har aldrig holdt af mig. Husker du, hvordan hun altid sagde, jeg ikke lignede far? At jeg havde dit temperament? Og da jeg kom ind på universitetet, sagde hun, det var spild af penge, for jeg ville alligevel ikke blive til noget.«

Grethe tav. Hun huskede det hele, huskede hvor ondt det gjorde at høre sådan om sin søn. Men dengang havde hendes mand bedt hende ignorere det »min mor er hård, men dybest set retfærdig«, sagde han.

»Grethe!« stemmen blev arrig. »Er du død derude?«

Esben marcherede ind til Agnes Margrethe. Grethe hørte ham sige:

»Bedste, mor har travlt. Hvis du vil have te, kan du selv lave det.«

»Hvor vover du at tale sådan til mig?« raslede Agnes Margrethe. »Hent din mor!«

»Det gør jeg ikke. Og forresten, om en uge flytter vi.«

»Hvorhen?«

»Til en ny lejlighed. Mor og jeg.«

Der blev stille. Så lød Agnes Margrethes vantro stemme:

»Og hvad med mig?«

»Du bliver her. Alene. Som du altid har ønsket.«

»Esben!« kaldte Grethe, men han var allerede tilbage i køkkenet med et tilfreds udtryk.

»Så, det er sagt,« han gned hænderne. »Nu kan hun tænke over det.«

»Hvorfor gjorde du sådan? Vi skulle have talt sammen først…«

»Mor, hvad er der at tale om? Vi har diskuteret det hundrede gange. Du har selv sagt, du er træt af hendes opførsel.«

Det var sandt. Grethe havde klaget over svigermoderen, især efter den dag, Agnes Margrethe foran naboerne havde kaldt hende en »parasit, der lever af andre«.

»Men hun er gammel, syg…«

»Mor, hun er femoghalvfjerds, ikke hundrede! Og hun er ikke sygere end andre på hendes alder. Hun har bare lært at bruge det til sin fordel.«

Hulk lyder kom fra værelset. Grethe rejste sig, men Esben rystede på hovedet.

»Lad være. Det er teater for vores skyld. Nu græder hun, og senere spiller hun på vores samvittighed.«

»Men hvis hun virkelig er ked af det?«

»Ked af det?« Esben fnøs. »Mor, husker du ikke, hvad hun sagde efter fars begravelse? Nu kan I pakke sammen. Var hun ked af det dengang? Var der nogen medlidenhed for os?«

Grethe huskede den dag. Agnes Margrethe havde været kold og hård. Ikke en tåre, da hun sagde, de skulle flytte. Tværtimod stemmen havde næsten triumferet.

»Og hvad skete der så?« fortsatte Esben. »Slagtilfælde. Og hvem reddede hende? Hvem ringede efter hjælp, kørte hende til hospitalet, hentede medicin?«

»Det var mig,« svarede Grethe lavt.

»Netop. Og hvad gjorde hun, da hun blev rask? Glemte det hele. Og så begyndte det igen: Du gør det forkert, du gør det ikke godt nok.«

Gråden fra værelset stoppede. Nu var der helt stille.

»Kan du se?« Esben nikkede mod døren. »Hun har opgivet, da hun så, det ikke virkede. Skuespil.«

Grethe skænkede sig et glas vand og drak langsomt. Hun var splittet. Esben havde ret. Agnes Margrethe havde aldrig holdt af hende, aldrig værdsat hende. Kritikken, ydmygelserne, de kolde ord det havde været der hele livet. Og efter mandens død ville hun have smidt dem ud.

Men at efterlade en gammel, svag kvinde alene… Det føltes grusomt.

»Mor, jeg ved, det er svært for dig,« sagde Esben blidt. »Du er god og samvittighedsfuld. Men tænk på dig selv. Du har også ret til at leve, ikke?«

Grethe nikkede. Ja, hun ville gerne leve. Uden konstante skænderier, uden daglige bebrejdelser, uden denne knugende skyldfølelse. Hun ville gerne vågne om morgenen og ikke straks tænke: Hvad har jeg gjort forkert i dag?

»Husker du, hvordan vi havde det før?« spurgte Esben. »Da far levede? Vi talte sammen, grinede, gik til teater. Og nu? Hvornår var du sidst ude?«

Grethe tænkte efter. I tre år havde hun ikke været nogen steder. Kun arbejde, hjem, hospitalet med Agnes Margrethe, indkøb. Hendes veninde Lise havde inviteret hende i biografen, men hun måtte aflyse hun kunne ikke efterlade den gamle dame alene for længe.

»Mor, hvad nu hvis vi prøver?« Esbens stemme blev overtalende. »Vi flytter, bor der et par måneder. Hvis hun virkelig ikke kan klare sig, finder vi en løsning.«

»Men hvis der sker hende noget, mens vi er væk?«

»Hun har en telefon. Der er naboer. Og hvis hun vil betale, kan vi hyre en hjælper.«

Fra værelset lyden af en seng, der knagede. Agnes Margrethe kom listende ud. Grethe spændte instinktivt.

»Nå,« stod den gamle dame i døråbningen og støttede sig til karmen, »nu vil I altså forlade mig?«

»Bedste, ingen forlader dig,« svarede Esben roligt. »Vi flytter blot hver til sit.«

»Og hvad skal jeg gøre? Gammel og syg som jeg er?«

»Du er ikke så syg, som du giver udtryk for,« svarede Esben. »Og for tre år siden foreslog du selv, vi skulle flytte. Husker du?«

Agnes Margrethe blinkede, som om hun ikke havde forventet det svar.

»Det var anderledes dengang…«

»Hvordan?« Esben rejste sig. »Der var samme lejlighed, samme os. Hvad er forskellen?«

»Forskellen er, at nu er jeg svag! Jeg har brug for hjælp!«

»Så burde du måske have tænkt på det tidligere?« Esbens stemme blev skarp. »Burde du ikke have behandlet den person ordentligt, der i tre år har passet dig?«

Agnes Margrethe så på Grethe.

»Grethe, du vil da ikke efterlade mig? Du ved, jeg har brug for dig…«

Grethe tav. I hende kæmpede medlidenhed og vrede, pligt og længsel efter frihed.

»Mor,« sagde Esben stille, »fortæl hende sandheden. Fortæl, hvor træt du er af hendes bebrejdelser. Hvor ondt det gør, når hun kalder dig en fremmed i dit eget hjem.«

»Jeg har aldrig kaldt hende fremmed!« protesterede Agnes Margrethe.

»Nej? Hvad sagde du så til fru Jensen? At du boede med fremmede mennesker, der bare venter på din død?«

Den gamle dame tav et øjeblik.

»Jeg mente det ikke sådan…«

»Hvordan mente du det så?« Esben blev ved. »Mor har været i denne familie i tredive år. Tredive år med din behandling. Og du ser hende stadig som en fremmed.«

Grethe gik hen til vinduet. Hun følte noget briste inden i sig. Som en streng, der længe havde båret en umulig byrde, og nu endelig knækkede.

»Agnes Margrethe,« sagde hun lavt, men fast, »vi flytter. Om en uge.«

Den gamle dame rystede.

»Grethe…«

»Ikke Grethe. Grethe Kirstine. Og ja, vi flytter. Du får leve alene, som du altid har ønsket.«

»Men hvad skal jeg gøre?«

»Hvad skulle vi gøre?« Grethe satte sig overfor hende. »Hvordan skulle vi klare os for tre år siden, da du ville smide os ud? Vi ville nok have fundet en måde, ikke?«

Agnes Margrethe sænkede hovedet.

»Jeg var i sorg dengang…«

»I sorg,« nikkede Grethe. »Og vi, var vi i lykke? Begravede min mand, hans far. Men vi smed dig ikke ud.«

Der blev stille. Esben stod ved vinduet, Grethe ved bordet, og Agnes Margrethe lille og skrøbelig overfor dem.

»Måske kan vi tale om det…« sagde hun endelig.

»Hvad er der at tale om?« spurgte Esben.

»Jeg har måske været for hård…«

Grethe rystede på hovedet.

»For sent, Agnes Margrethe. Vi har truffet vores beslutning.«

Og det havde hun. I dette øjeblik, mens hun sad ved bordet og så på sin svigermor, vidste hun det. Hun havde ret til sit eget liv. Til et hjem uden konstante skænderier. Til en søn, der kunne invitere venner uden at skamme sig. Til aftener uden drama og morgener uden frygt.

»Mor,« Esben lagde en hånd på hendes skulder, »jeg er stolt af dig.«

Grethe nikkede og smilede for første gang i lang, lang tid.