Lykken er mulig
Julies far var så god, så munter og så venlig. Den bedste far i verden.
Julie ventede altid utålmodigt på, når far kom hjem fra sine forretningsrejser med gøer og en masse sjove historier.
Mor blev altid så glad, når far kom hjem, men bedstemor derimod hun blev sur. Hun kom slet ikke forbi dem i de dage.
Julie ønskede så inderligt, at bedstemor og far kunne blive venner.
Åh, de historier, far kunne fortælle! Julie fik ondt i maven af grin.
Denne gang havde far taget en stor dukke og en blød, højhvid kanin med hjem til hende.
“Er denne kanin en pige, far?”
“Ja, Julie… Hun er en pige. Ved du, hvad hun hedder?”
“Neeej.”
“Lise.”
“Lise? Ligesom mor?”
“Ja, så du altid har en lille Lise ved din side.”
Far og mor smilede begge to. Far havde også gaver med til mor, og hun blev helt forlegen og sagde, at han forkælede dem.
“Hvordan kan jeg lade være? I er mine elskede piger.”
De spiste aftensmad sammen, og bagefter fortalte far Julie endnu flere af sine morsomme historier.
“Der var engang en soldat i vores deling ved du, hvad han hed?”
“Hvad?” spurgte Julie.
“Bragehammer. Han var så stor sådan her!” Far bredte armene ud. “Kæmpe stor og stærk. Og hans bedste ven hed Musling lille som en mus. De var uadskillelige.”
“Og så var der en anden fyr, der hed Kat. Kan du forestille dig det? Kat, Musling og Bragehammer de tre musketerer!”
Far fortalte historier hele aftenen, indtil Julie faldt i søvn, lykkelig og forpustet af grin.
Næste dag tilbragte de sammen i parken, spiste is og kørte på karuseller. Julie blev så træt, at hun faldt i søvn på fars skulder.
Men da hun vågnede næste morgen, var far væk.
Måske var han på badeværelset?
Mor sad ved bordet, tavs og eftertænksom.
“Mor, kommer far snart? Jeg skal børste tænder.”
“Skatter…” Mor smilede, men Julie kunne se tårer i hendes øjne. “Far måtte desværre afsted.”
“På arbejde? Havde han travlt?”
“Ja, min søde, han havde meget travlt.”
Julie voksede op, og far kom stadig forbi en gang imellem. Men bedstemor ville ikke høre om ham.
“Han hilser knap nok ordenligt, mumler et eller andet og vender ansigtet væk. Vi fejrer ikke fester, ikke fødselsdage altid er det arbejdet, der kommer i vejen. Og hvorfor gifter han sig ikke? Åh, jeg ved det godt! Han har sikkert en anden kone et sted. Lise, hør her næste gang han kommer, skal du tjekke hans pas!”
“Mor!” Julies mor så vred ud. “Hold op med det!”
Far kom stadig, og Julie var lykkelig hver gang. Men noget var anderledes nu mor og far begyndte at tale i en skarp tone.
Far blev trist, når mor hviskede noget til ham, noget hun krævede… Julie forstod, at det handlede om hans arbejde. Måske ville hun have ham til at finde noget nyt.
Men deres skænderier blev hyppigere.
“Lise, du må forstå… Jeg har forpligtelser. Jeg kan ikke bare…”
“Men os kan du svigte, hva?”
Den aften gik far med sænket hoved. Han kyssede Julie og gik, uden at overnatte.
“Jeg sagde det jo, Lise!” Bedstemor snappede til mor, der nu græd stille. “Han gemmer på noget! Vidste du det? Vidste du, at han havde en anden familie?”
“Ja,” svarede mor oprørt. “Jeg fandt senere ud af det. For sent. Han bad på knæ om at beholde barnet… Han sagde, hvis det blev en dreng, ville han gå. Men Julie blev født… Og han elsker hende, mor. Han elsker hende af hele sit hjerte.”
“Hvis han elskede jer, ville han bo her! Hvad vil du fortælle Julie en dag?”
Mor svarede ikke. Hun græd bare stille.
Kort efter kom far, og han og mor talte længe alene.
Derefter blev det næsten som før far fortalte historier, moren forsøgte at smile. Men Julie kunne mærke spændingen.
Mor sendte hende tidligt i seng, og far kom ikke igen i lang tid.
En dag spurgte Julie, hvornår far ville komme. Mor trak bare på skuldrene, men bedstemor snappede: “Hvad skal vi med sådan en far?”
Alligevel ventede Julie.
Hun vidste ikke, at der i en anden by boede en pige, måske på hendes alder, som også kaldte hendes far for far og ventede på gaver.
Julie krammede sin hvide kanin og hviskede:
“Lise, du er også en pige… Du forstår det, ikke? Far… han er stadig den bedste.”
Men far kom ikke igen. Aldrig.
Til sidst så Julie ham en dag på gaden. Han gik med en anden kvinde, en pige på hendes alder og en dreng, der var lige så gammel, som hun ikke havde set ham.
De smilte, holdt hinanden i hånden en rigtig familie.
Julie ville råbe, men ordene sad fast i halsen. Og han så hende slet ikke.
Den nat sov hun ikke. Bedstemors ord om hans anden familie gik igen og igen gennem hendes hoved.
Nu forstod hun, at det var sandt.
Næste morgen gik hun hen til mor.
“Mor,” sagde hun stille. “Har han… en anden familie?”
Mor stirrede ud ad vinduet længe, før hun nikkede.
“Ja, skat. Det har han. Og den har han altid haft.”
“Hvad er vi så?”
“Vi… Vi var også hans familie. Men ikke den rigtige. Ikke den på papiret.”
Julie vendte sig mod vinduet. Hun ville råbe, skrige, men i stedet løb tårerne.
“Hvorfor fortalte du mig det aldrig?”
“Fordi du elskede ham,” sagde mor og lagde armen om hende. “Og jeg elskede ham også. Og han elskede dig. Tro mig, han elsker dig stadig. Livet blev bare… sådan her.”
Julie tænkte på alle de aftener, hvor far havde fortalt om Bragehammer og Musling, hvor han havde givet hende gaver, hvor han havde siddet ved siden af hende og stryget hende over håret… Det havde været ægte.
For hende havde han altid været den bedste far.
Da Julie var tolv, giftede mor sig med onkel Per.
Stedfaren gjorde hende ikke noget, men han lod, som om hun ikke eksisterede.
Julie blev færdig med skolen, fik arbejde og lejede en lille lejlighed. Livet gik sin gang arbejde, venner, kærlighedssorg. Hun forsøgte at tænke mindst muligt på far.
Men så ringede han en dag, efter så mange år, som om intet var hændt.
“Datter! Hvordan går det? Har du fundet arbejde? Bor du alene?”
Julie svarede kort og holdt afstand. Men en dag bad han om at mødes.
Hun tøvede længe. Men så sagde hun, ja.
De mødtes på en lille café. Far var ældet gråt ved tindingerne, træthed i øjnene. Men da han så mange, smilede han det samme, store, drengede smil, der engang havde fået hende til at grine sig ond i maven.
“Du er blevet så smuk,” sagde han og rettede uroligt på ærmet. “Helt voksen.”
Julie så ham længe ind i øjnene. Hun så ikke kun “verdens bedste far” hun så også manden, der havde løjet for dem, levet et dobbeltliv.
“Far,” begyndte hun. “Jeg ved det hele. Om din anden familie. At du har børn der.”
Han sukkede tungt.
“Julie… Undskyldig. Jeg… Jeg ville aldrig gøre dig ondt. Du er min datter, og det vil du altid være. Men jeg var en kujon. Jeg ville ikke miste jer men heller ikke ødelægge dem.”
Julie tav. Hun ville både kaste sig i hans arme og løbe sin vej.
“Ved du hvad,” sagde hun til sidst. “Jeg kan ikke glemme, hvordan vi grinede sammen. Da du fortalte om Bragehammer, Musling og Kat. For mig var du altid den sjoveste og sødeste far. Men smerten husker jeg også.”
Faren bøjede hovedet.
“Hvad kan jeg gøre, Julie? For at du tilgiver mig?”
Hun så på ham og indså pludselig, at han var blevet gammel. Han var bange for at miste hende for evigt.
“Vær her,” sagde hun. “Uden hemmeligheder. Uden løfter. Bare vær min far.”
Han nikkede, og tårerne trillede.
Julie rakte ud og tog hans hånd. I det øjeblik vidste hun, at hun havde tilgivet ham. Ikke for det, han havde gjort men fordi han altid ville være hendes far.
Årene gik.
Julie fik en søster en lyshåret lille pige med store brune øjne. Hun kaldte hende Ida.
En dag kom far på besøg. Uden hast, uden hemmeligheder. Ida løb hen til ham med et glædesskrig.
“Bedstefar er her!”
Han knælede ned, tog hende i favnen og lo det samme klukkende grin, Julie huskede fra sin barndom.
Efter middagen fortalte han historier nu til Ida.
“Der var engang en soldat ved du, hvad han hed?”
“Hvad?” spurgte Ida med store øjne.
“Bragehammer!” Og han bredte armene ud, som han altid havde gjort.
Ida grinede, ligesom Julie engang havde gjort. Og Julies hjerte fyldtes med varme.
Hun vidste, far ikke var perfekt. Men nu levede han ærligt. Og Ida voksede op med en bedstefar ikke en hemmelighed.
Senere, da hun lagde Ida til at sove, huskede Julie sin hvide kanin, Lise. Den, far havde givet hende den allerførste gang.
Livet var blevet anderledes, end hun havde drømt som barn. Men nu, da hun så sin far og sin datter grine sammen, vidste hun:
Lykken var mulig. Den kom bare ikke altid, som man havde forestillet sig.
