Min barnebarn
Det var ikke så meget, at pigen irriterede hende, men der var noget ved hende, der fik hende til at trække sig væk.
Hun var lurvet, med hår, der var flettet skødesløst, en skoleuniform, der var krøllet og med en krave og manchetter, der sad skævt. Pigen virkede forpjusket og tilbageholden.
Rikke Dorthe rynkede panden hvorfor tænkte hun på den sjuskede pige? Hun lagde sin elskede éclair fra sig. Hvor var Mads? Han havde lovet at komme tidligt hjem; i dag var det mindedagen for Alexander Peter…
Hun syntes, hun hørte et bank på døren.
“Hvem er der? Mads, er det dig? Har du glemt dine nøgler?”
“Rikke Dorthe, De efterlod nøglerne på stolen.”
“Hvad? Hvilke nøgler?”
Rikke Dorthe åbnede døren og så… netop den pige. Hvad var det her?
“Sørensen? Hvilke nøgler? Hvordan vidste du, hvor jeg bor? Har du… følgt efter mig?”
Pigen rystede på hovedet. Hun havde en gammel hue på, en slidt frakke med en plet på lommen, falmede knæbukser og næsten ødelagte sko.
Først nu lagde Rikke Dorthe mærke til pigens øjne blå, dybblå, omgivet af sorte, bløde øjenvipper.
Hun var for nylig begyndt på skolen som dansklærer efter at have arbejdet på en teknisk skole hele sit liv. Pensionerede sig, men kunne ikke holde ud at være uden arbejde… Mærkelig pige. Hun hængte ikke ud med de andre. Hvad hed hun? Ida? Nej… Liva, ja, Liva Sørensen.
“Rikke Dorthe, De glemte nøglerne på stolen. Jeg råbte efter Dem, men De hørte mig ikke.”
“Hvilke nøgler? Ah, tak… Åh, gud. Jeg må have glemt at lægge dem i min taske. Det må være alderdommen,” forsøgte hun at joke.
“De er ikke gammel,” sagde pigen helt alvorligt. “De har nok bare travlt.”
“Tak… Liva.”
“Det var så lidt. Farvel, Rikke Dorthe.”
“Farvel…”
Rikke Dorthe lukkede døren eftertænksomt, men åbnede den hurtigt igen. Hun hørte svage fodtrin pigen gik langsomt ned ad trappen.
“Liva,” Rikke Dorthe kiggede ned, mens pigen så op, “hvordan vidste du, hvor jeg bor?”
“Jeg bor i nabobygningen og ser Dem tit gå på arbejde eller hjem. Nogle gange går jeg bag Dem, ved det hjørne, hvor den store hund er så holder jeg mig tæt på Dem, for den gør ikke sådan, hvis jeg er tæt på Dem. Den gør, hvis jeg er alene, fordi jeg lugter af katte. Jeg fodrer dem… i kælderen derovre. Jeg kalder hunden Buster. Den er hjemløs.”
“Og adressen… jeg spurgte de gamle damer på bænken, hvor De boede. Jeg sagde, De arbejdede på vores skole. Vi tager samme bus…”
*Hvor er hun mærkelig*, tænkte Rikke Dorthe. *Holder hun øje med mig?*
“Vil du have en kop te?” spurgte hun pludselig, og pigen nikkede straks.
Underlig og uopdragen hun burde have afslået.
Rikke Dorthe hældte te i kopperne.
“Er du… sulten?”
Pigen rystede på hovedet, men Rikke Dorthe vidste, hun var sulten. *Hvorfor gider jeg overhovedet?*
“Ved du hvad? Lad os spise sammen. Jeg kan ikke lide at spise alene, og Mads… min søn er forsinket… Kom.”
Hun blev pludselig ivrig, tog mad ud af køleskabet og serverede pigen.
Pigen spiste forsigtigt, men det var tydeligt hun var sulten.
“Tak,” sagde Liva og kiggede på frikadellerne. “Jeg skal videre. De laver virkelig god mad.”
*Gud, hun er så sulten, at hun endda roser min mad…*
Hun pakkede frikadellerne, satte pasta i en beholder, gav slikket til Liva.
“Det behøver du ikke takke for… men hun tog det alligevel.”
Da pigen var gået, skældte Rikke Dorthe sig selv ud. Det var upædagogisk. *I morgen kommer du på arbejde, og så løber hun måske hen og krammer dig foran alle.*
Eller siger tak for de lækre frikadeller…
Mads kom hjem om morgenen og så skyldig ud.
“Hvilken dag var det i går?” spurgte hun strengt.
“Torsdag, mor. I dag er det fredag…”
“Vær ikke fræk, Mads.”
“Åh, nu er det alvor, mor… Jeg er en stor dreng nu. Jeg er tredive…”
“I går var det din fars mindedag. Jeg tror ikke… han fortjente den slags respekt.”
“Mor… hør nu. Han er ligeglad, om vi spiser i går eller i dag. Lad os gøre det i dag… Jeg skal sove. Jeg har fri.”
“Så du har ikke sovet nok? Hvad lavede du hele natten?”
“Vil du virkelig vide det?”
Rikke Dorthe gik i dårligt humør på arbejde.
Hun ventede… ventede på, at pigen på en eller anden måde ville henvende sig. Men nej hun gik bare forbi, som hun altid gjorde, med et kort “godmorgen.”
*Utaknemmelige møgunge.* Hele dagen prøvede hun at opsøge pigen, men undgik hun hende med vilje?
Efter arbejde gik hun langsomt hjem, håbede at se hende. Men nej.
Tre dage senere, på vej hjem fra busstoppestedet, hørte Rikke Dorthe et skrig.
Det var pigens stemme.
Hun skyndte sig hen en stor gadehund havde fat i ærmet på det velkendte, slidte frakke, rev i det for at få fat i noget, pigen beskyttede.
“Skrid! Væk!” skød hun hunden væk. “Liva, er du okay?”
Hun så ind i pigens bange øjne, og noget knugede i hendes hjerte.
“Den ville… den ville til at… til at rive… killingen i stykker.”
Pigen brast i gråd.
“Det er okay… alt er godt nu. Skal du hjem?”
“Nej.”
“Normalt i din alder…”
Rikke Dorthe tav. Ja, hun var underlig.
“Jeg kan ikke. De tillader det ikke. Jeg gemmer den under trappen, hvis de ikke jager mig væk igen.”
“Hvem?”
“Dem…”
“Okay,” Rikke Dorthe sukkede. Det var tydeligt nok.
Hun havde spurgt i skolen, hvem Liva var og hvor hun boede. Folk trak bare på skuldrene, kun matematiklæreren, den ældre Gerda Knudsen med sit rystende hoved, vidste noget.
Familien var ikke just velhavende. Moren og stedfaren drak, eller måske bedstemor…
“Men hvordan blev barnet optaget i skolen?”
“Det ved jeg ikke,” sagde Gerda og rystede endnu mere på hovedet.
Hun fangede pigen alligevel i en lapset frakke. Noget i Rikke Dorthes hjerte knugede.
Hun fulgte efter hende. Pigen løb forsigtigt forbi stedet, hvor den store, flåede hund lå, og gik mod hjemmet.
Ved opgangen stoppede hun, satte sig på en bænk… *Åh nej* hun tog en bog og en hæfte frem. Ville hun lave lektier?
Rikke Dorthe gik tankefuld hjem. Derhjemme skændtes hun igen med Mads.
Han var blevet skilt for to år siden, ingen børn, flakkede nu… Anne var en fin pige, Rikke Dorthe syntes godt om he, men det blev ikke til noget.
*Kedeligt*, havde han sagt. Nu havde han nok fundet noget “spændende.”
Hun gik en tur for at få frisk luft.
“Liva… Liva!” hørte hun en hæs, drukken stemme råbe. “Hvor er den lille møgunge…”
Rikke Dorthe nærmede sig. Ved opgangen stod en lurvet, ikke længere ung kvinde men øjnene… de lignede Livas.
Mor? Bedstemor?
“Undskyld…”
“Nå?”
“Er De Liva Sørensens…?”
“Hvad vil du? Gå din vej.”
“Jeg er Livas lærer… hvor er barnet?”
“Hjemme, sover,” sagde kvinden, vendte sig om og gik ind.
“Liva… hører du mig? Kom frem, du skal ikke være bange.”
Pigen kom frem fra bagsiden af huset.
“Kom med hjem til mig.”
“Hun slår mig bagefter.”
“Hun tør ikke.”
“De tager mig til børnehjem, hvis hun mister forældremyndigheden.”
“Hvem er hun?”
“Bedstemor…”
“Hvor er din mor?”
“Hun er væk.”
“Rejst?”
“Hun er død. For fire år siden…”
“Dra
