**En Uforglemmelig Fejring: Restaurantens Tilbagevenden**
Mette kom hjem sammen med sin mand, Mads, efter en aften på en restaurant, hvor de havde fejret hendes fødselsdag. Aftenen havde været fantastisk. Der var mange mennesker familie, kolleger. Mette kendte flere af dem ikke, men hvis Mads havde inviteret dem, måtte der være en grund.
Mette var ikke typen, der satte spørgsmålstegn ved sin mands beslutninger; hun hadede konflikter. Det var nemmere for hende at give ham ret end at kæmpe for sin egen vilje.
*”Mette, har du nøglen til lejligheden klar? Kan du få den frem?”*
Mette åbnede sin taske for at lede efter nøglen. Pludselig følte hun en skarp smerte og tog sig så hårdt i hånden, at tasken faldt i gulvet.
*”Hvad er der galt?”* spurgte Mads.
*”Jeg stak mig på noget.”*
*”Din taske er så rodet, det er ikke underligt.”*
Mette protesterede ikke. Hun samlede tasken op, fandt forsigtigt nøglen frem, og de gik ind i lejligheden. Hun havde allerede glemt hændelsen med stikket. Hun var udmattet, hun havde ondt i fødderne, og det eneste, hun ønskede, var at stå under bruseren og gå i seng.
Næste morgen vågnede hun med en intens smerte i fingeren, der var rød og hævet. Hun huskede, hvad der var sket aftenen før, og gennemsøgte grundigt sin taske. I bunden fandt hun en stor, rusten nål.
*”Hvad er det her?”*
Hun forstod ikke, hvordan den var endt der. Hun besluttede at smide den væk. Derefter fandt hun førstehjælpskassen for at desinficere såret. Efter at have forbundet fingeren tog hun på arbejde, men ved middagstid havde hun feber.
Hun ringede til Mads:
*”Mads, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, jeg har fået noget i går aftes. Jeg har feber, hovedet gør ondt, og min krop føles, som om den har været gennem tæsk. Forestil dig, jeg fandt en rusten nål i min taske.”*
*”Måske skal du til lægen. Det kan være stivkrampe eller noget værre.”*
*”Bare rolig. Jeg har renset såret. Det nok skal gå.”*
Men det gjorde det ikke. Hver time blev hun dårligere. Hun knap nåede at færdiggøre arbejdsdagen. Hun ringede efter en taxa, for hun vidste, hun ikke kunne tage det offentlige. Da hun kom hjem, faldt hun om på sofaen og blev væk i en dyb søvn.
I drømmen mødte hun sin bedstemor Gerda, der var død, da Mette var lille. Hun var sikker på, det var hende. Trods hendes gamle, bøjede udseende følte Mette, at hendes bedstemor var kommet for at hjælpe.
I drømmen førte Gerda hende gennem en mark og viste hende de urter, hun skulle samle for at lave en te, der kunne rense hendes krop for den smitsomme ondskab, der begyndte at fortære hende. Hun advarede Mette om, at nogen ønskede hende ondt men for at bekæmpe det, måtte hun overleve. Tiden var knap.
Mette vågnede koldsvedt. Hun troede, hun havde sovet længe, men kun få minutter var gået. Hun hørte døren det var Mads. Da han så hende, blev han forskrækket:
*”Hvad er der sket? Se dig selv i spejlet.”*
Mette gik til spejlet. I går havde hun set en smilende, smuk kvinde. Nu stirrede en uigenkendelig skikkelse tilbage, med filtret hår, mørke rande under øjnene og et udtryksløst ansigt.
*”Hvad foregår der?”*
Så huskede hun drømmen og sagde til Mads:
*”Jeg drømte om min bedstemor. Hun fortalte mig, hvad jeg skal gøre…”*
*”Mette, klæd dig på. Vi går til hospitalet.”*
*”Jeg går ikke nogen steder. Bedstemor sagde, lægerne ikke kan hjælpe mig.”*
Der fulgte en voldsom skænderi. Mads kaldte hende sindssyg for at tro på en drømmende gammel kvinde. Det var første gang, de råbte af hinanden. Mads prøvede endda at tvinge hende med, greb hende i armen for at trække hende ud.
*”Hvis du ikke vil frivilligt, tager jeg dig med magt.”*
Men Mette rev sig løs, miste balancen og slog hovedet mod en hjørnekant. Mads’ reaktion blev kun værre. Han greb tasken, smækkede døren og gik. Mette nåede lige at sende en besked til sin chef om, at hun var syg og havde brug for nogle dage.
Mads kom tilbage ved midnatstid og bad om tilgivelse, men Mette sagde kun:
*”Tag mig til landsbyen, hvor min bedstemor boede i morgen.”*
Næste morgen var Mette nærmest en skygge af sig selv. Mads fortsatte med at bønfalde:
*”Mette, vær nu fornuftig. Lad os tage til hospitalet. Jeg vil ikke miste dig.”*
Alligevel kørte de til landsbyen. Alt Mette huskede var navnet. Hun havde ikke været der siden sine forældre solgte bedstemors hus. Hun sov undervejs, men da de nærmede sig, vågnede hun og pegede:
*”Derhenne.”*
Med besvær steg hun ud af bilen og faldt sammen i græsset. Men hun vidste, det var det rette sted. Hun fandt urterne og vendte hjem. Mads lavede teen efter hendes instruktioner. Mette drak den i små slurke, og med hver eneste en smule bedre.
Stakåndet gik hun på toilettet, og da hun rejste sig, var hendes urin sort. I stedet for at blive bange, gentog hun bedstemors ord:
*”Ondskaben forlader mig…”*
Den nat drømte hun igen om Gerda, der denne gang forklarede, at nogen havde lagt en forbandelse med den rustne nål. Tiden var kort. Mette måtte finde ud af, hvem der stod bag, og give ondskaben tilbage. Gerda anede ikke hvem, men Mads var på en eller anden måde involveret. Hvis hun ikke havde smidt nålen ud, kunne hun have sagt mere.
*”Gør sådan: Køb en æske nåle, og læs denne besværgelse over den største: *Nattens ånder, inden I forsvinder! Hør mig, skygger, afslør sandheden. Omring mig, peg mig, hjælp mig, find min fjende…* Læg nålen i Mads taske. Den, der har skadet dig, vil stikke sig. Så kender vi, hvem det er, og kan sende ondskaben tilbage.*
Bedstemors skikkelse opløstes som dug.
Mette vågnede svag, men med en følelse af, at hun ville klare det. Mads blev hjemme for at passe hende og blev forbavset, da hun insisterede på at gå alene i supermarkedet:
*”Mads, lav mig en suppe. Efter denne sygdom er jeg sulten som en ulv.”*
Om aftenen lagde hun nålen i Mads taske. Før de gik i seng, spurgte han:
*”Er du sikker på, du klarer det? Skal jeg blive?”*
*”Jeg har det fint.”*
Mette følte sig lidt bedre, men ondskaben var der stadig, som en uønsket lejer i hendes krop. Med ængstelse ventede hun på, at Mads skulle komme hjem fra arbejde. Hun blev ved døren med et spørgsmål:
*”Hvordan gik din dag?”*
*”Fint, hvorfor spørger du?”*
Lige da Mette troede, at fjenden endnu ikke havde vist sig, tilføjede Mads:
*”Forestil dig, Mette, i dag ville Trine fra nabokontoret hjælpe mig med at finde nøglerne i min taske, for jeg havde en masse papirer. Hun stak hånden ned og fik et stik af en nål. Hun blev rasende.”*
*”Hvad har du og Trine sammen?”*
*”Mette, altså. Jeg elsker kun dig. Trine betyder ingenting.”*
*”Var hun med til min fødselsdag på restauranten?”*
*”Ja, hun er en god kollega. Det er alt.”*
Da gik det op for Mette. Hun forstod, hvordan den rustne nål var endt i hendes taske.
Mads gik ud i køkkenet for at spise. Da Mette faldt i søvn, kom Gerda igen og forklarede, hvordan hun kunne sende alt ondskaben tilbage til Trine, der prøvede at slå Mette ihjel for at få Mads for sig selv. Denne kvinde ville gå til enhver grænse.
Mette fulgte bedstemors anvisninger. Kort efter fortalte Mads, at Trine var sygemeldt med en mystisk sygdom, lægerne ikke kunne forklare.
Mette bad Mads om at køre hende til kirkegården i landsbyen weekenden efter. Hun købte blomster og handsker for at rydde graven. Hvor svært det end var at finde Gerdas grav, så genkendte Mette det samme ansigt, der havde reddet hende på drømmens vej. Hun satte blomsterne og tørrede en tåre væk.
*”Nå, bedstemor, undskyld, at jeg ikke kom før. Jeg troede, det var nok med mine forældres besøg en gang om året, men jeg tog fejl. Nu kommer jeg oftere. Hvis det ikke var for dig, var jeg nok ikke her mere.”*
Mette følte en let berøring på sine skuldre, som et kærligt knus. Da hun vendte sig, var der ingen kun en mild vind, der hviskede gennem træerne.
