»Du kan godt tage hjem til din landsby,« sagde manden, da jeg mistede mit job.
»Liva, hvorfor siger du ingenting? Suppen bliver kold,« bankede Mads sin ske mod tallerknen og kiggede utilfreds på sin kone.
Liva løftede langsomt hovedet og lagde telefonen fra sig. Hun havde ringet rundt hele dagen, ledt efter noget hvad som helst men overalt var svaret det samme: »Ingen pladser, krisen, fyringer.«
»Undskyld, jeg var lige et andet sted,« sagde hun og tog skeen, smagte på grønlangkålen. Hun havde lavet den om morgenen, specielt til Mads, for han elskede den med kartofler og flæsk. Men nu føltes det, som om alle hendes anstrengelser var forgæves.
»Hvad tænker du på?« spurgte Mads, mens han nippede til den varme suppe og kastet et blik på hende. »Er det jobbet igen?«
»Hvad andet skulle det være?« Liva sukkede og skubbede tallerkenen fra sig. »Mette siger, at de også fyrer folk på hendes afdeling. Og Pernille fra regnskabet har siddet uden arbejde i tre måneder.«
»Åh, kom nu!« Mads gav en affærdigende håndbevægelse. »Du finder noget. Der er masser af tid.«
»Mads, jeg er treogfyrre. Hvem skal bruge en i den alder? Alle vil have unge, med en uddannelse og erfaring i IT. Hvad kan jeg? Jeg har arbejdet i en butik hele mit liv, stået bag kassen.«
»Hvad så med det? Det er en ærlig beskæftigelse,« sagde han og tog en bid rugbrød. »Forresten, brødet er tørt. Hvornår købte du det?«
Liva svarede ikke. Brødet var fra forgårs hun sparede på alt, siden hun var blevet fyret fra supermarkedet. Mads løn som bygningsarbejder var ikke stor, og den blev ofte forsinket.
»Hvad med at besøge Helle?« foreslog han pludselig. »Bliv der en uge eller to, få lidt luft. Jeg klarer mig selv imens.«
Helle var Livas lillesøster, boede i København og arbejdede som leder i et stort firma. Hun ringede sjældent, mest til højtider.
»Hvorfor skulle jeg besøge hende? Hun har sit eget liv, sin egen familie. Og vi har ikke engang penge til billetten.«
»Vi finder pengene,« sagde Mads og gik hen til vinduet. »Hør, måske skulle du tage hjem til din mor? I landsbyen. Der er i det mindste kartofler og mælk. Du kommer ikke til at sulte.«
Liva stirrede på ham med skeen i hånden. Hendes mor boede i en landsby ved Ringkøbing, hundrede kilometer derfra. Sidst Liva var der, var til en begravelse for tre år siden. Landsbyen var ved at dø der var kun pensionister tilbage.
»Mener du det? Til landsbyen?« Hun så vantro på ham. »Og hvad med dig?«
»Hvad med mig? Jeg har jo mit arbejde her. Jeg kan ikke bare droppe alt og følge med. Jeg er den eneste, der tjener penge i familien.«
»Indtil videre,« rettede Liva stille.
»Hvorfor skal du altid gå i detaljer!« Han vendte sig hurtigt om. »Jeg foreslår det jo ikke for evigt. Bliv der en måned eller to, måske dukker der noget op her. Hvad er pointen i at sidde og lave ingenting?«
»Lave ingenting?« Liva rejste sig og begyndte at rydde af bordet. »Hvem tror du gør rent? Vasker tøj? Laver mad? Står i kø på hospitalet til dine aftaler, når ryggen gør ondt?«
»Det er jo selvfølgelig,« trak Mads på skuldrene. »Det var ikke det, jeg mente. Bare« Han tav og kradsede sig i nakken. »Du kan tage hjem til din landsby, hvis du har lyst. Der er roligt du skal ikke bekymre dig om job hver dag.«
Hans ord ramte hende som et slag. »Tage hjem til din landsby.« Som om byen ikke havde været hendes hjem i tyve år. Som om hun bare var en gæst.
»Min landsby?« gentog hun langsomt. »Er dette hus ikke mit? Har jeg lejet i tyve år?«
»Hvad snakker du om, Liva?« Mads så pludselig bekymret ud. »Det var ikke sådan, jeg mente det. Bare«
»Bare det pludselig blev ubelejligt for dig, ikke? En arbejdsløs kone, der ikke tjener penge. Bedre at sende hende væk, så hun ikke er i vejen.«
»Hold op med det vrøvl!« Han satte sig på sofaen og tændte for tvet. »Jeg er træt efter arbejde, og du laver en scene.«
Liva vaskede tavst op og tørrede hænderne. Hans ord summede i hovedet på hende. »Du kan tage hjem til din landsby.« Og tonen ligeglad, næsten lettet.
Om aftenen faldt Mads i søvn foran tvet, mens Liva lå længe vågen. Hun mindedes, hvordan de mødtes. Hun var treogtyve, ny i byen, boede i en kollegie-lejlighed og arbejdede i en lille kiosk. Mads var lagerarbejder dengang ung, flot, opmærksom. Han inviterede hende ud i et halvt år, gav hende blomster, tog hende med i biografen. Efter brylluppet flyttede de i lejlighed, senere købte de hus. Liva skiftede til en større butik, blev ekspedient, derefter afdelingsleder.
Og nu? Nu ville han sende hende tilbage til landsbyen, som en ubrugelig ting.
»Mor, hvorfor ringer du om natten?« lød datteren Albertes søvnige stemme i røret.
»Alberte, undskyld, jeg tænkte ikke på klokken. Hvordan går det?«
»Fint. Hvad er der galt? Du lyder underlig.«
Alberte boede i Aarhus, arbejdede i en bank og var lige blevet gift. De ringede sjældent, højst en gang om ugen.
»Ingenting. Jeg savnede dig bare. Hvordan har Jakob det?«
»Godt. Mor, er du sikker på, at du har det okay? Din stemme lyder anderledes.«
Liva ville fortælle hende om jobbet, om Mads ord, men holdt tilbage. Hvorfor bekymre de unge? De havde problemer nok.
»Alt er fint, skat. Sov du bare. Du har tidligt op i morgen.«
»Mor, måske skulle du besøge os? Det er længe siden.«
»Vi ser. Sov godt.«
Næste morgen var Mads ekstra kærlig. Han bragte hende kaffe i sengen, gav hende et kys på kinden.
»Undskyld, hvis jeg sagde noget forkert i går. Jeg mente det godt.«
»Det ved jeg,« sagde Liva med en anstrengt smil.
»Hør her. Jeg snakkede med drengene på arbejde. Brian siger, hans kone søger en bogholder. Måske kunne det passe dig?«
»Jeg er ikke bogholder,« mindede hun ham om.
»Så lær det. Tag et kursus. Det handler om viljen.«
»Kurser koster penge. Mange penge.«
»Vi finder dem,« viftede Mads afvisende. »Viljen er det vigtige.«
Viljen havde hun. Kræfterne også. Men hver morgen, når hun læste jobannoncer, følte hun sig mere og mere overflødig. »Søger ekspedient under tredive.« »Ledger erfaren med Excel.« »Salgskonsulent under fyrre.«
»Mette, hej,« ringede Liva til en veninde fra den gamle butik. »Hvordan går det? Noget nyt?«
»Liva!« Mette lød glad. »Tænkte, du havde glemt os. Har du fundet noget?«
»Ikke endnu. Hvad med jer?«
»Det ser skidt ud. De fyrede to mere i sidste uge. Bente og Nina fra mejeriafdelingen. De siger, der kommer flere.«
»Hvad med direktøren?«
»Hende? Hun sidder på sit kontor og lader som ingenting. Men hun ved godt, butikken lukker. Ny ejer vil ændre alt.«
Liva lagde på og satte sig ved vinduet. Børn legede i gården, unge mødre sludrede på bænkene. Livet gik videre, mens hun følte sig udenfor.
»Jeg tager hjem til mor,« sagde hun til Mads ved aftensmaden.
»Hvor længe?« Han så ikke engang op fra tallerkenen.
»Ved det ikke. En uge. Måske længere.«
»Fint. Så får du ro. Jeg ordner tingene her, færdiggør skabet på værelset.«
»Skabet?« Liva så forbavset på ham. »Du har snakket om det i et halvt år.«
»Nu har jeg tiden. Uden dig går det hurtigere du kommer ikke med råd.«
Liva sagde ingenting. »Uden dig.« Endnu en sætning, der sad fast som en torn.
Hun pakkede hurtigt. Kun det nødvendige jeans, nogle trøjer, en varm jakke. Mads fulgte hende til bussen, gav hende et farvel-kys.
»Ring,« sagde han. »Så snart du kommer frem.«
»Ja.«
»Og hilser din mor. Sig, jeg kommer snart selv.«
Liva nikkede, selvom hun vidste, han ikke ville. Mads kunne ikke lide landsbyen for kedelig, for mange myg, sagde han.
Bussen til Ringkøbing tog to en halv time. Liva sad ved vinduet og så marker, småskove og forladte huse passere forbi. Jo længere fra byen, jo roligere blev hun. Måske havde Mads ret? Måske var det godt at komme væk en tid?
»Liva!« Moderen mødte hende på trappen og omfavnede hende hårdt. »Så uventet! Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg havde lavet flæskesteg, bagt kager.«
»Besluttede det pludselig, mor. Savnede dig.«
Moderen studerede hende skarpt. Ellen var en kvinde, der kunne læse folk.
»Hvor er Mads? Kommer han ikke?«
»Han har travlt med arbejde. Han kommer senere.«
»Nåh,« nikkede Ellen og spurgte ikke mere.
Huset var præcis som hun huskede det. Gamle tapeter, knirkende gulv, komfuret i hjørnet. Men alt føltes mindre. Og lugten af hø, mælk, myggespiral.
»Du ved, hvor tingene er,« sagde moderen. »Gør dig hjemme. Jeg slår en høne ned til aftensmad vi fejrer din ankomst.«
»Mor, ikke en høne. Jeg er ikke sulten.«
»Ikke sulten, ikke sulten Du er blevet tynd. Mads fodrer dig ikke?«
»Jo. Jeg er bare træt, mor.«
Ellen gik hen til hende og strøg hende over håret.
»Fortæl, når du vil. Nu skal du hvile.«
De første dage gjorde hun netop det. Sov længe, hjalp til, besøgte naboer. Mange var døde, huse stod tomme. Landsbyen døde langsomt.
»Husker du Nanna?« spurgte mor ved tebordet. »Hun gik i skole med dig.«
»Selvfølgelig. Hvad sker der med hende?«
»Flyttede til byen for ti år siden. Til sin søn. Men han satte hende på plejehjem. Kan du forestille dig? Sin egen mor!«
»Hvorfor?«
»Han sagde, han ikke havde tid. Kone, børn, arbejde. En gammel kvinde var bare i vejen.«
Liva følte en kuldegysning. Som om nogen gik hen over hendes grav.
»Hvad skete der med hendes hus? Dyrene?«
»Solgt. Pengene skulle bruges til hans lån.«
»Og Nanna accepterede det?«
»Hvad kunne hun gøre? Hun kunne ikke klare det alene. Haven, køer, høns. Hun er femoghalvfjerds.«
Om aftenen gik Liva en tur. Hun mødte fru Jensen, sin gamle lærerinde, der sad på trappen og strikkede.
»Liva! Min søde pige!« sagde den gamle dame glad. »Så voksen og smuk du er blevet. Jeg husker dig som den lille, der læste digte på skolefesten. Lille Trille sad på hylde«
»Det husker jeg, fru Jensen. Men De har slet ikke ændret Dem.«
»Åh, pjat! Jeg er gammel. Snart firs. Men jeg klarer mig selv endnu.«
»Hvad med børnene?«
»De bor i byen. Sønnen i København, datteren i Odense. De besøger mig en gang om året hvis de husker det.«
»Ringer de ikke?«
»Jo. Til jul. Spørger, om jeg stadig lever.« Hun smilede trist. »De vil have mig til at flytte, men jeg kan ikke. Mit liv er her. Hver sten er kær.«
På vejen hjem tænkte Liva på fru Jensen, Nanna, sin mor. Alle havde de engang været unge, smukke, nødvendige. Opdraget børn, arbejdet, drømt. Nu var børnene vokset og rejst. Og de var tilbage med deres minder.
»Mor, har du overvejet at flytte til byen?« spurgte Liva ved aftensmaden.
»Tænkt på det. Især om vinteren, når vejene er lukket. Men hvor skulle jeg hen? Til dig? Hvad hvis Mads ikke bryder sig om det? Jeg har mine vaner«
»Mor, hvad har Mads med det at gøre? Du er min mor. Du er altid velkommen.«
»Det ved jeg, skat. Men bedre ikke at afprøve det. Jeg klarer mig.«
»Hvad hvis du bliver syg? Hvad hvis der sker noget?«
»Så sker der noget. Jeg er ikke den første.«
Liva ville protestere, men tav. Mads ord gav ekko i hovedet: »Du kan tage hjem til din landsby.« Og hun forstod, at hun var bange for sin mor. Bange for, at datteren en dag ville sige det samme til hende.
Fjerde dag ringede Mads.
»Hvordan går det? Hvordan har din mor det?« spurgte han.
»Fint. Vi klarer os.«
»Hvornår kommer du hjem?«
»Ved det ikke. Måske bliver jeg lidt endnu.«
»Hvad? Alvorligt? Hvad med huset? Hvad med mig?«
»Du klarer dig. Du sagde selv, du var hurtigere uden mig.«
»Liva, det var ikke sådan, jeg mente det«
»Hvordan mente du det?«
Lang pause.
»Okay, jeg tog fejl. Undskyld. Kom hjem?«
»Nej.«
»Hvad mener du?«
»Præcis det. Jeg kommer ikke.«
»Overhovedet?«
»Ved det ikke endnu. Jeg har det godt her. Mor har brug for hjælp. Og du klarer dig. Som du sagde.«
»Liva, jeg undskylder! Hvad mere vil du have?«
»Ikke noget. Jeg har bare brug for at tænke. Over os. Over mig selv. Hvad der skal ske.«
Mads overnattede hos svigermor og kørte hjem næste morgen fornærmet, forvirret. Han forstod ikke sin kone. Hun havde altid været føjelig før.
»Lille skat,« sagde mor, da bussen var væk. »Tænk dig om. Måske har han virkelig forstået sin fejl?«
»Måske. Men jeg er ikke klar til at vende tilbage. Jeg har brug for tid. For at finde ud af, hvem jeg er uden ham. Om jeg kan være alene. Eller om jeg har glemt at være mig selv, fordi jeg altid har været hans.«
»Vil du lede efter arbejde her?«
»Ja. Skolen i nærmeste by søger en rengøringsassistent. Lønnen er lille, men nok. Om sommeren hjælper jeg dig i haven.«
»Det gør du sikkert.«
Liva omfavnede sin mor og lænede sig ind. For første gang i mange år føltes det som at være hjemme. Virkelig hjemme.
