Efter træningen skyndte Signe sig hjem hun havde lovet sin mand at lave fiskefrikadeller. Da hun kom ind i lejligheden, så hun, at hendes mand Mads sad i køkkenet og drak vin.
“Åh, drikker du alene, Mads? Kunne du ikke vente på mig? Skal jeg lave noget at snacke til?”
“Nej, sæt dig ned. Vi skal tale sammen…”
Signe havde aldrig før set ham så nedslået og forvirret. Gud, hvad var der sket?
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det… Men her er sandheden. Min sekretær Freja venter et barn med mig. Jeg flytter sammen med hende.”
“Som i en dårlig romantisk film… Hvor længe har det stået på?”
“Cirka et år. Hun begyndte at vise interesse, og jeg kunne ikke modstå. Hun er ung, smuk, munter ligesom dig, da du var ung. Jeg forelskede mig som en dreng! Jeg ville fortælle dig det, men jeg var for fej. Jeg har ondt af dig…”
“Jeg forsvinder ikke helt. Snart bliver vi forældre. Jeg har altid ønsket mig et barn, og din Nikolaj er som min egen, men ikke af mit blod… Jeg har brug for en arving, en til at overtage min virksomhed. Med Freja føler jeg mig ung igen. Måske er det en midtvejskrise har du hørt om det?”
“Signe, jeg ved, det er lavt. Men jeg efterlader ikke dig og Nikolaj i stikken. Lejligheden, bilen, alt er jeres. Jeg hjælper med økonomien, og jeg betaler stadig for hans uddannelse. Jeg har allerede købt et hus og registreret det på Freja hun bliver jo min barns mor.”
“Jeg forstår, Mads. Det må være svært at sige nej til sådan en skønhed som Freja, og du er jo en ægte mand… Og du forlader ikke barnet, det er nobelt. Tak for hjælpen jeg tager imod. Jeg vil rejse, leve livet.”
“Hvornår flytter du? Skal jeg hjælpe med at pakke?”
Mads stirrede på hende i forbavselse. Så rolig… Måske var det bedre sådan, ingen skandaler.
“Nå, farvel, Mads. Tak for årene sammen, det var godt! Men livet har sine egne planer… Måske finder jeg også en ny mand og bliver lykkelig. Gå nu, Freja venter sikkert utålmodigt.”
Mads greb hurtigt sine kufferter, smilede akavet og gik mod elevatoren.
Da døren lukkede, gik Signe tilbage til køkkenet. Hun åbnede en flaske champagne, hældte et glas fuldt og drak det i én slurk. Hendes mand havde forladt hende. Hvor mærkeligt det lød.
Hun havde aldrig troet, det kunne ske. De havde levet stille og roligt gennem årene måske ikke vanvittigt forelskede, men der var tryghed, respekt, en vane.
Nå, ingen grund til at græde. Nyt liv, nye regler! Hun ville finde nye interesser, og manden betalte. Dumt at afslå penge de gav muligheder. Men hun måtte vænne sig til sin nye tilværelse.
Og Signe blev opslugt af nye oplevelser. Hun meldte sig til dans, besøgte museer og biografer i weekenden. Hun var heldig hendes nabo, den single og muntre Lærke, var glad for at følge hende.
Sønnen Nikolaj studerede i en anden by og kom sjældent hjem. Signe nød sit eget selskab. Hun lavede kun en mad, hun selv kunne lide, og behøvede ikke tilpasse sig andre. Ingen kunne begrænse hende. Hun tænkte ikke på en ny mand hun havde det fint alene.
Skilsmissen gik stille og roligt. Engang så hun Freja i retssalen en smuk kvinde, det måtte man give ham. Han havde god smag!
Mads overførte hver måned, som lovet. Signe var taknemmelig for hans generøsitet. Hun vidste, han havde penge nok, og det gjorde ham ingen ondt at hjælpe. Freja vidste måske ikke engang om det hun ville nok ikke være tilfreds.
Et år gik. Intet ændrede sig i Signes liv dans, træning, et par ture til udlandet. Pengene fra Mads stoppede. Hun gad ikke spørge hvorfor. Freja havde nok sat en stopper for det. Men det var okay, hun klarede sig. Nikolaj tjente godt ved siden af studierne.
En søndag, ingen steder at løbe hen. Signe nød hver dag. Hun lavede fiskefrikadeller, men opdagede, at der ikke var brød hun elskede brød. Hun skyndte sig ned i butikken og stødte på Mads.
“Mads, hvad laver du her?”
“Hej, Signe. Jeg bor ikke langt herfra… Købte en lejlighed.”
“Det er da nyt… Hvordan går det med Freja? Og jeres barn?”
“En datter… Men det er en lang historie… Freja var sendt af en konkurrent. Hun vandt min tillid, jeg faldt for hende, du ved, hvad der skete… Efter datten blev født, pressede hun mig til at overdrage virksomheden til hende. Hun var bange for at blive forladt uden noget.”
“Jeg gjorde det, i et følelsesmæssigt øjeblik. Jeg efterlod en sum på en konto, hun ikke kendte til. Men til sidst smed hun mig ud. Datteren viste sig ikke at være min, og virksomheden gik til konkurrenten… Sådan endte det. Lige som i en dårlig film, ikke?”
“Jeg købte en lejlighed, fandt et job, jeg klarer mig. Men mit gamle liv er væk. Jeg kan ikke hjælpe dig længere… Undskyld… Jeg forstår, hvis du ikke vil tale med mig.”
Signe følte medlidenhed. Han så dårlig ud… Sikke en svindler, Freja! Han havde lagt så meget i sin virksomhed.
“Åh, Mads, din tåbe! Kom med hjem, jeg har netop lavet fiskefrikadeller dine yndlings.”
De talte varmt i køkkenet, hvor de havde mødt hinanden hver dag i årevis. Men nu var de ikke længere mand og kone.
Nogle gange ringede de til hinanden. Ingen talte om at blive sammen igen. Hver havde sit eget liv. Signe mødte en mand til dans, giftede sig og var lykkelig.
Hun inviterede Mads til brylluppet han kom og var oprigtigt glad på hendes vegne. Der mødte han brudgommens søster… Et halvt år senere var Signe og hendes nye mand gæster ved hans bryllup.
Livets ironi! Man må aldrig give op, uanset hvad der sker. Man ved aldrig, hvad der venter det eneste, der betyder noget, er at leve og nyde hver dag.
