Fra barnsben af lærte Freja én sandhed: skønhed er valuta, og ægteskab er den mest lukrative kontrakt. Mens hendes mor forsøgte at lære hende opskrifter på syltede agurker, så Freja på hende med medlidenhed. Forældrenes liv, fyldt med bekymringer om småpenge, var for datteren det ultimative modbillede.
Når hun lyttede til sin mors natlige gråd, svor hun: *Mit hjem skal dufte af dyre parfumer, ikke syltning. Jeg skal have en stor lejlighed og en rengøringsdame.*
Freja vidste, hendes forældre ikke havde råd til en dyr uddannelse, så hun forberedte sig grundigt til eksamen og valgte en uddannelse med en vej til en højere sociale klasse: jura. Her fandt man både succesrige fagfolk og vigtigst velhavende klienter.
Hun skjulte ikke sine holdninger til kærlighed. Allerede i første semester fortalte hun alle, at hun drømte om en rig mand, at kærlighed ikke handlede om romantik, men om en god investering.
Veninderne drillede:
*”Freja, milliardærer vokser ikke på træer!”*
*”Nej, men rige mænd retssager konstant om penge,”* svarede hun. *”Indtil da kan man gå på kunstudstillinger, businesskurser og dyre restauranter. Det er dumt at slæbe sig gennem livet i et køkken, når naturen har givet mig alt, hvad jeg skal bruge for at vinde jackpotten.”*
Freja betragtede sit spejlbillede rank, slank, med lange kastanjebrune lokker og store øjne og nød åbenlyst synet.
Der var ingen tvivl: hun var smuk, og hun havde tænkt sig at bruge det til fulde. Mænd omkring hende delte sig i to typer: dem, der blev nervøse og stammede, og dem, der så på hende som en trofæ. Naturligvis valgte hun de sidste. Hun søgte ikke kærlighed, men en fordelagtig investering.
I tredje semester skiftede hun til fjernundervisning og fik job som sekretær i en retssal. *”Jeg har brug for erfaring og adgang til de rigtige kredse,”* forklarede hun sin mor, der forsøgte at råde hende fra det.
Chancen for at løse sine økonomiske problemer dukkede hurtigt op.
En klient, en velhavende mand i halvtredserne, lagde mærke til ikke kun Frejas udseende, men også hendes skarpe sind. Efter retssagen tilbød han hende en stilling som hans rådgiver.
Hendes liv blev en række forhandlinger, cocktails og middage. Hun var hans hemmelige våben kunne charmere en modpart, mindske spændinger, huske de mindste detaljer. Et stykke tid nærede hun håbet om, at chefen ville forlade sin familie for hende. Men på det punkt var han urokkelig.
*”Familien er fundamentet, Freja, og du er min luksuslejlighed,”* sagde han, mens han rettede på sine manschetter.
Så skiftede hun taktik. Hun studerede hans netværk og fandt en ny mål: hans forretningspartner, Søren Iversen. Ejeren af en bilforretningskæde. Ensom, ikke smuk, med tyndende hår og triste øjne. Perfekt.
Freja udarbejdede en plan og sørgede for, at han lagde mærke til hende. Hun *”uheldigt”* stødte ind i ham, *”glemte”* et lommetørklæde, stillede intelligente spørgsmål til hans foredrag. Selvfølgelig faldt han for det. Hurtigt.
Deres første date varede fem timer. Søren talte om forretning, sit ensomme liv, og hvordan han var træt af falskhed. Freja lyttede, nikkede, så beundrende på ham men tænkte: *”Hvor kedelig. Men så fordelagtig. Det må jeg bide i mig.”*
Et år senere havde hun en bil. To år senere en luksuslejlighed i Københavns centrum. Hun levede ikke i et gyldent bur hun var en dygtig jurist og ofte nyttig. Efter hver succesfuld forretningsaftale brugte hun glædeligt vanvittige beløb på tøj, kosmetik og behandlinger. Hun elskede at være hans dyreste tilbehør.
Når moren klagede over, at datteren spildte sine bedste år på et tomt forhold, svarede Freja med et listigt blik:
*”Stop nu. Han er min. Han tøver bare.”*
Hun var hundrede procent sikker. Men fem år gik. Freja nærmede sig de tredive, og da intet ægteskabsforslag kom, begyndte hun forsigtigt at nævne vielse. Søren så forbløffet på hende og afviste det med et blidt grin: *”Hvorfor have papirer, Freja? Vi er alligevel lykkelige.”*
Så kom chokket.
Han inviterede hende ud på restaurant. Den samme, hvor de havde haft deres første date. Et symbolsk sted. Hun iførte sig en ny kjole, forventede et frieri.
*”Freja, jeg er gift,”* sagde han og tog en slurk vin.
*”Hvad? Med hvem?”*
*”Med Lotte. Fra regnskabet. Du kender hende ikke. Hun… hun er anderledes. Hun laver fantastisk citronmåne. Og hendes pickles smager som min mors. Det er så… roligt med hende.”*
Verden kollapsede.
*”Hvad? Spøger du?”* hvæsede Freja, knap nok i stand til at holde sin vrede tilbage. *”En eller anden grå mus, der kan lave syltede agurker, har stjålet min pl
