Der er bare noget tid, hun har brug for.
“Okay, her er det. Enten hjælper I mig med at få Viktoria frataget forældremyndigheden, eller også går jeg, og så må I klare det selv.”
“Astrid, for Guds skyld! Hun er din søster! Og min datter!” Moderen slog ud med hænderne og greb sig derefter om hjertet.
“Og hvad er jeg? Ikke din datter?” Astrids stemme blev skarp af bitterhed. “Nogen gange føles det, som om jeg slet ikke er et menneske for jer… Kan I virkelig ikke se, hvad der foregår? Jeg er blevet knyttet til Mikkel, jeg elsker ham, og I… Enten hjælper I mig, eller også gør jeg det alene. Men jeg giver ikke op.”
Moderen så ned i gulvet, splittet mellem dem alle. Faderen rørte mut i sin tallerken. Astrid forstod beskeden, rejste sig og gik ind på sit værelse.
Det var tydeligt, at forældrene ikke havde valgt hende. Ikke engang Mikkel.
Astrid begyndte at pakke sine ting, som ikke var mange. Hendes hjerte var tungt og fuldt af sorg, men hun vidste, det var nødvendigt.
Men hvordan skulle hun holde ud, når det lille barn kom hen og klamrede sig til hendes ben, grædende?
“Mamma, bliv hos mig…” hulkede lille Mikkel, mens Astrid pakkede.
Mamma… Ordet skar gennem hendes hjerte igen. Astrid sukkede, knælede ned og forsøgte at smile.
“Jeg går ikke fra dig, Mikkel,” hviskede hun og omfavnede ham. “Jeg går, så alt en dag kan blive godt for os. Jeg kommer tilbage. For altid.”
Mikkel græd, forstod ikke hvorfor hans elskede tante, som han troede var hans mor, pludselig ville forlade ham. Han klyngede sig til hendes tøj, så hun ikke kunne gå, før han faldt i søvn. Først sent om aftenen listede hun sig ud ad døren.
I det øjeblik hadede Astrid Viktoria. For det var hende, der havde tvunget dem alle ind i denne umulige situation.
…Viktoria begyndte sit vilde liv som sekstenårig. Først kom hun sent hjem, senere overnattede hun hos “veninder”. Selvom alle vidste, hvilke “veninder” det var.
Hun kom hjem ustyrlig, med øjenvipper i ansigtet og læbestift på kinderne. Nogle gange grædende. Og forældrene plejede hende som en prinsesse: spurgte, trøstede og havde ondt af hende.
Graviditeten var kun et spørgsmål om tid. Og som syttenårig blev Viktoria gravid. Hun vidste ikke engang faderens navn bare en “fyr fra byen”.
Mikkel kom til verden. Hurtigt indså Viktoria, at moderskab ikke var hendes kalding. Først forsvandt hun om natten, senere helt.
“Jeg er stadig ung. Jeg vil ikke ofre mit liv,” sagde hun til Astrid over telefonen.
Så blev det Astrids kors at bære. Bedstefaren var ligeglad, købte måske en legetøj, men intet mere. Bedstemoren hjalp, men arbejdede og havde ikke tid nok.
Astrid var atten. Hun skiftede til fjernundervisning for at passe spædbarnet. Siden var hun blevet hans anden mor. Hun døbte ham endda.
Det var hårdt. Astrid vågnede om natten for at amme, sov i korte stykker, slæbte tung barnevogn op ad trapper og løb til eksamener med røde øjne. Hun læste om aftenen, når Mikkel sov. Og husarbejdet var også hendes, for forældrene arbejdede.
Efter et halvt år begyndte hun at vænne sig til rutinen men så kom Viktoria tilbage, grædende, på knæ for forældrene.
“Undskyld, jeg var så dum… Nu bliver alt anderledes…” hulkede hun.
Alle troede hende. Selv Astrid. Men kunne Viktoria virkelig ændre sig? I en måned passede hun Mikkel og gik tur med ham. Så forsvandt hun igen denne gang med sin mors smykker.
“Det er bare svært for hende at vænne sig til det,” undskyldte moderen. “Hun kommer tilbage. Hun har brug for tid.”
Men Astrid troede ikke længere på det. Én gang var en fejl, to gange en mønster. Men hun så ingen vej ud. Forældrene levede i en fantasiverden, hvor Viktoria altid fik endnu en chance. Men hvor skulle Astrid flygte hen med Mikkel?
Sådan levede hun. Studerede, opdragede Mikkel, tog ham i børnehaven og til lægen. Og håbede, Viktoria ikke kom tilbage. Men fire år senere stod hun i døren igen.
“Jeg troede, han elskede mig. Jeg ville tage Mikkel… Men han brugte mig…” Viktoria stirrede bedende på forældrene. “Jeg var alene, uden penge, i en fremmed by…”
“Ja, man kan se, du har sul
