Jeg fik lov til at vælge, hvilken forælder jeg ville bo hos. Efter to år fortrydte jeg mit valg.
Jeg troede altid, min far elskede mig mere end min mor. Han forkælede mig, mens hun skældte ud; han var den første til at skabe fred, og mor var den første til at starte en diskussion. Da jeg hørte om deres skilsmisse, følte jeg næsten lettelse. Som 13-årig havde jeg ingen lyst til at blive hos min mor, og jeg tænkte, at min far, som forsørgeren, kunne passe bedre på mig. Mine forældre spurgte til min mening mor håbede, jeg ville vælge hende, men hun blev ikke overrasket, da jeg valgte far.
Et år efter flytningen fandt far en ny kæreste. Hun var omtrent på samme alder som min mor, og han var vild med hende. Hun behandlede mig pænt, men uden den kærlighed og varme, min mor altid havde givet mig. Da hun og min far fik en fælles datter, var det som om, de glemte mig. Nogle gange tog de afsted alle tre uden at invitere mig, eller de holdt festmiddage, når jeg ikke var hjemme. Mit værelse blev nu til babys værelse, og jeg kunne ikke sove ordentligt, fordi barnet græd om natten, og min stedmor kom ind for at amme med lyset tændt.
Far bekymrede sig ikke om, hvordan det påvirkede mit humør eller mine skoleresultater. Han lagde ikke engang mærke til, når jeg var ude med venner til sent om aftenen. På et tidspunkt indså jeg, at det ikke kunne fortsætte sådan. Jeg vil på universitetet, har drømme, og hvis jeg ikke får søvn, kan jeg ikke læse. For at redde situationen tog jeg mod til mig og ringede til min mor.
“Kan jeg komme forbi?” spurgte jeg uden at vente for meget. Jeg ringede sjældent, og endnu sjældnere besøgte jeg hende.
“Selvfølgelig, skat, kom så længe du vil. Din søster plager dig, ikke sandt?”
Jeg følte med hende. Far havde sin nye familie og sine egne bekymringer, mens mor stadig var helt alene.
Jeg spurgte far, om jeg kunne bo hos mor i en periode, og han sagde ja med det samme. Han lovede at sende penge, men ringede aldrig. Måske var det nemmere for alle. Måske fordi jeg er ældre nu, men mor og jeg er næsten som veninder. Hun passer på mig og støtter mig, mens far og jeg kun taler i telefon af og til. Han synes, jeg er voksen, men mor behandler mig nogle gange stadig som et barn og laver mad til mig efter arbejde.
Hvis jeg kunne vende tiden tilbage, havde jeg nok valgt at blive hos hende. Men dengang hvem ved? Måske havde jeg fortrydt lige så meget og tænkt, at det ville have været bedre et andet sted.
