Jeg har ikke et ekstra værelse,” sagde min datter, da jeg ankom med mine tasker

»Jeg har ikke et ekstra værelse,« sagde min datter, da jeg ankom med mine tasker.

»Mor, har du pakket alt? Har du husket dine papirer?« Freja nervøs fingrede ved sin håndtaskes håndtag, mens hun stod ved køkkenvinduet.

»Hvad tror du, er jeg helt gammel?« svarede Valborg Nielsen og tjekkede indholdet af sin rejsetaske for tredje gang. »Mit pas er her, pengene ligger her, medicinen Åh, men jeg glemte min morgenkåbe! Freja, hvor er min blå morgenkåbe?«

»Den hænger i skabet. Mor, skal du virkelig have den med? Frede har sikkert noget, du kan bruge.«

Valborg standsede og så grundigt på sin datter.

»Freja, jeg bliver jo ikke kun en enkelt dag. Frede har inviteret mig på besøg, så jeg kan slippe væk fra byens larm. Luften er ren derude, og der er en å lige i nærheden. Selv sagde du, det ville gøre mig godt.«

»Jo, jo, det sagde jeg« Freja vendte sig mod vinduet. »Men jeg vidste ikke dengang, at Kasper igen ville stå uden arbejde. Tredje gang på et år, de har sagt ham op.«

Moderen lagde en hånd på datterens skulder.

»Du har ikke fortalt mig noget. Hvad skete der?«

»Hvad er der at fortælle! Ny chef kom, ville have friskt blod. Kasper var den første, de skar væk. Erfaring eller ej, det betyder ingenting nu. De ansætter unge, der arbejder for en slik.«

Valborg rystede på hovedet og satte sig på en taburet.

»Det er hårdt for jer nu, det forstår jeg. Skal jeg blive her? Måske kan jeg hjælpe på en måde«

»Nej, mor. Tag afsted. Frede venter, hun har forberedt alt.« Freja drejede sig om og forsøgte at smile, men det så anstrengt ud. »Du får en god pause og samler kræfter.«

Valborg ville sige mere, men telefonen ringede.

»Hallo? Mor? Det er mig, Frede! Hvordan går det, kommer du? Jeg har luftet ud, lagt frisk sengetøj!«

»Jeg er på vej, skat. Freja kører mig til stationen om lidt.«

»Godt! Jeg begyndte at blive bekymret. Mor, jeg har savnet dig så meget! Du aner ikke, hvor smukt det er her nu. Æbletræerne blomstrer, luften er helt utrolig. Du vil straks mærke forskellen fra byens forurening.«

»Det lyder dejligt, Frede. Vi ses snart.«

Valborg lagde på og så på Freja.

»Hør, hvor hun glæder sig. Hun har ikke set mig i et halvt år.«

»Ja, hun glæder sig.« Freja tog bilnøglerne. »Kom, mor, du kommer til at misse toget.«

Turen til stationen foregik i tavshed. Valborg forsøgte flere gange at starte en samtale, men Freja svarede kort, som om hendes tanker var et helt andet sted.

»Freja, skal jeg virkelig blive? Jeg føler, du har det svært lige nu.«

»Mor, hold op. Det går fint. Det er ikke første gang Kasper er arbejdsløs, han finder noget.«

»Hvad med pengene? Hvordan skal I klare jer?«

Freja bremsede hårdt for et rødt lys.

»Det ordner sig. Jeg har min løn, han får dagpenge. Vi klarer den nok.«

»Men jeres boliglån«

»Mor, vær nu sød! Bland dig udenom. Vi er voksne mennesker, vi finder ud af det.«

Valborg sukkede og vendte sig mod vinduet. En urolig følelse bredte sig i hende. Freja var aldrig så skarp med hende før. Noget var galt i familien, noget alvorligt.

På stationen, da Valborg skulle ombord på toget, omfavnede Freja hende pludselig hårdt.

»Undskyld, mor. Jeg er bare sur i dag. Nerverne er ved at briste.«

»Jeg forstår, skat. Hvis der er noget, så ring. Jeg kommer med det samme.«

»Hvil godt. Og hil Frede fra mig.«

Toget satte sig i bevægelse, og Valborg vinkede til sin datter gennem vinduet. Freja blev stående på perronen, indtil toget forsvandt om hjørnet.

Frede mødte sin mor på den lille landsbystation med en buket hyld og et stort smil.

»Mor! Endelig!« Hun krammede Valborg hårdt. »Havde du en god tur? Er du træt?«

»Det gik fint. Du ser så sund ud, Frede! Så solbrun og lysende.«

»Det er luften herude. At bo her er ikke som at ånde byens røg. Kom, lad mig vise dig huset! Du har jo ikke set det endnu!«

Huset var virkelig smukt lille men hyggeligt, med en stor have og udsigt til åen. Frede viste sin mor rundt, stolt af det nye møbler og den friske maling.

»Her skal du bo,« sagde Frede og åbnede døren til et lyst værelse med to vinduer. »Se, hvor smukt? Om morgenen skinner solen lige ind, og om aftenen kan man se ud over åen.«

»Dejligt, skat. Hvor er Mads?«

»Han er på arbejde endnu. Han kommer hjem til aftensmad, han glæder sig til at se dig. Han taler ofte om dig, savner dine kager.«

»Jeg bager til ham, bare rolig.« Valborg satte sig på sengen og så sig omkring. »Det er hyggeligt her. Roligt og stille.«

»Ja, mor. Vi er meget lykkelige her. Mads har et godt arbejde, jeg tjener lidt ved siden af. Vi planlægger at få børn snart.«

»Så dejligt! Endelig skal jeg være mormor.«

Frede satte sig ved siden af sin mor og tog hendes hånd.

»Mor, hvordan har Freja det? Da jeg ringede til hende, lød hun så trist.«

»De har problemer lige nu. Kasper blev fyret, de har knap med penge.«

»Igen? Hvad sker der for ham? Han er da en dygtig fagmand.«

»Han har ikke haft heldet med sig. Freja er helt ude af den.«

Frede tænkte sig om et øjeblik, før hun spurgte:

»Skal de ikke flytte hertil? Der er masser af arbejde, huslejen er billig. Jeg kan tale med Mads, han kan spørge rundt.«

»Det ved jeg ikke, skat. De er vant til byen. Og hvad med deres lejlighed? De har stadig boliglån.«

»Nej ja, det er svært« Frede rejste sig. »Nå, men du skal hvile dig nu, mor. Jeg laver aftensmad. Mads kommer snart.«

Om aftenen ved aftensmaden blev Mads virkelig glad for at se sin svigermor. De sad længe ude på verandaen, drak te og snakkede. Valborg mærkede, hvordan spændingen fra de sidste måneder langsomt løsnede. Her, på dette stille sted, blandt omsorgsfulde mennesker, fandt hun ro.

En uge gik. Valborg hjalp Frede med husarbejdet, gik ture i omegne, læste bøger. Hun ringede til Freja hver dag, men samtalerne var korte og anspændte.

»Hvordan går det, skat?«

»Fint, mor. Kasper er til jobsamtaler, måske kommer der noget.«

»Og dig? Er du træt?«

»Ja, selvfølgelig. Men det går nok.«

»Freja, skal jeg komme hjem? Jeg føler, du har det svært.«

»Nej, mor. Bliv hos Frede. Hun glædede sig så meget til dit besøg.«

»Men hvis du har brug for hjælp«

»Mor, det går fint. Vær ikke bekymret.«

Men Valborg var bekymret. Frejas stemme lød mere og mere træt, og sidste gang græd hun endda, men tog sig sammen og sagde, det bare var arbejdet.

»Frede, jeg tror, jeg tager hjem,« sagde Valborg ved morgenmaden den anden uge. »Jeg er urolig for Freja.«

»Mor, du er lige kommet! Jeg havde så mange planer. Vi skulle til den nærliggende by og se deres museum. Vi har knap nok været ved åen endnu.«

»Jeg ved det, skat. Men mit hjerte er ikke i det. Jeg føler, Freja har det skidt.«

Frede sukkede og satte koppen fra sig.

»Okay, mor. Hvis du har besluttet dig, så pak sammen. Mads kører dig til stationen.«

På hjemturen kunne Valborg ikke finde ro. En ubehagelig fornemmelse hvilede over hende. Hun forsøgte flere gange at ringe til Freja, men telefonen blev ikke taget.

Hun nåede hjem ved aftenstid. Opgangen virked