Månen hang lavt og guldgylden over Københavns tage, da Mette hørte sin mors stemme gennem telefonen.
“Skatter, jeg har tænkt… Hvorfor har I brug for tre værelser? Et burde vel være nok. Lille Freja sover jo alligevel hos jer.”
Mette fattede ikke med det samme. Hun troede, moren igen ville slæbe en “værdifuld” antikvitet ind i deres hjem måske en faldefærdig lænestol eller et gammelt skab, der kun stod i vejen.
“Jo… Ja, vi bruger ikke de andre værelser lige nu,” svarede hun forsigtig.
“Netop! Så jeg har besluttet at leje dem ud. Jeg finder nogle stille, ordentlige lejere… Hvorfor skulle de stå tomme? Du forstår vel, jeg lod jer flytte ind, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal leve af.”
Mette stivnede. Først troede hun ikke sine egne ører, så føltes det, som om alt inde i hende frøs til is og knækkede. Billeder fyldte hendes hoved: fremmede på deres køkken, støj, trængsel. Alt sammen i et hus, hvor deres tre måneder gamle datter boede. Måske ville det ikke blive så slemt, men det var et gamble. Og det ville hun ikke tage med Frejas sikkerhed.
“Mor… Hvilke lejere? Jeg har et lille barn her! Jeg vil ikke have fremmede i huset.”
“Åh, du voksede op i en lejlighed med delt køkken, og det gik jo fint,” svarete moren afvisende. “Jeg har allerede givet jer så meget, tager ekstra betaling, venter, mens I sparer op. Men hvad skal jeg så gøre? Gå fra dør til dør?”
Mette bed tænderne sammen. Hun havde ikke forventet sådan et svig fra sin egen mor. I hendes egen lejlighed ville hun aldrig leje værelser ud. Men her? Ingen problemer.
Men Mette besluttede at lægge krænkelserne til side. Nu handlede det om Freja.
“Hvis det betyder så meget for dig… Okay, vi betaler for denne måned,” sagde hun til sidst. “Så finder vi en løsning.”
Hun håbede, moren ville stoppe der. Måske sige, at hun ikke kunne tage penge fra sin egen datter, især ikke nu. Men…
“Fint. Jeg tager 3.000 kroner af jer,” svarede moren nedladende. “Men I må lige give mig besked, hvis I flytter. Gerne et par uger før, så jeg kan finde nye lejere. Hvis I skal ud, må I vise lejligheden frem. Så der ikke er tomgang.”
“Okay,” knurrede Mette og lagde på.
Hun åbnede straks sin bankapp og overførte pengene. Da hun trykkede “Send,” føltes det, som om deres forhold forvandledes fra personligt til forretningsmæssigt.
…Ellen havde altid været sådan. Mettes mor kunne altid vride enhver situation til sin fordel. Men aldrig før havde det ramt Mette så hårdt.
Som barn fik Mette først som tiårig at vide, at hendes gudmor hvert år gav hende gaver en stor blød pony, en robot-hund, de nyeste dukker. Men Ellen lod, som om gaverne var fra hende selv. Fra hende fik Mette intet.
Det gjorde ondt, men kun en smule. Hun forstod, det var forkert, men følte det ikke helt. Men gudmoren blev såret og sendte gaverne gennem bedstemoren i stedet.
En anden gang skulle moster Lene og kusinen Sofie besøge dem. De havde allerede booket et hotel, men Ellen insisterede:
“Hvorfor skulle I rende rundt i byen med et barn? Kom til mig, der er plads. Jeg kan ikke love gourmetmad, men I bliver velkomne.”
Lene nægtede længe, men gav til sidst efter. Hun var samvittighedsfuld og fyldte køleskabet helt op den første dag.
“Vi står for mad, du laver det,” sagde hun smilende. “Vi skal nok bruge tid på papirarbejde, og jeg vil vise Sofie byen.”
De forlod huset tidligt og kom sent hjem. Ingen problemer. Men på tredjedagen sagde Ellen:
“Lene, jeg har ikke lige regnet med kræfterne… Kan du ringe til hotellet? Bliv der i stedet.”
Lene blev dybt såret. Hotellet ville ikke tage dem tilbage, så blev nødt til at finde et nyt sted. Mette så dem aldrig igen.
Dengang troede Mette, moren bare var træt af gæster. Nu forstod hun: Ellen havde regnet med gratis mad. Da hun fik det, smed hun dem ud.
Før havde det kun rørt Mette perifert. Lærerne kiggede skævt, fordi moren nægtede at betale til klassekassen. Mette måtte ikke med til fødselsdage officielt pga. “forældrene,” men i virkeligheden fordi gaver skulle købes. Men alt dette var ingenting i sammenligning med lejligheden…
Mette og Jakob havde kendt hinanden siden skoletiden. Først blev de venner, så blev det mere. Jakob opgav sin drøm om at blive læge i Århus, fordi han vidste, Mette ikke ville følge med. I stedet blev de begge psykologer Mette i en skole, Jakob i HR. De giftede sig, sparede op til bolig. Børn ville de vente med.
Så kom den uplanlagte graviditet.
Da Mette så de to streger, vidste hun ikke, om hun skulle græde eller smile. En baby med Jakob men lige nu, hvor de næsten havde sparet nok?
“Det er dit valg,” sagde Jakob.
Han ville også gerne have barnet, men vidste, det handlede om penge.
Så trådte Ellen ind i det.
“Hvorfor tænke så meget?” sagde hun. “Gud giver barnet, han giver også brødet! I kan bo i min anden lejlighed bedstemors gamle. I kan spare op der.”
Tilbuddet faldt på god jord. Mette troede, de havde et godt forhold. En voksen kvinde med ressourcer, der hjalp en ung familie. Smukt og nobelt. Hvis det bare havde holdt…
Nu vidste Mette ikke, hvad hun skulle gøre. Hvad nu hvis mor i morgen besluttede, at 3.000 ikke var nok? Eller flyttede venner ind?
Om aftenen fortalte hun Jakob alt. Han sad mørk i blikket, men holdt om hende, da hun brød sammen.
“Bare rolig. Jeg finder en løsning. Hurtigere end en måned,” lovede han.
Og han holdt det.
Få dage senere besøgte de hans mor, Gerda. Intet usædvanligt de kom ofte forbi. Gerda havde kendt Mette i ti år, siden de var børn.
På et tidspunkt tog Gerda Mettes hånd.
“Skatter, jeg ved det hele. Jakob har fortalt det. Jeg hjælper jer med udbetalingen. I er så flittige andre i jeres alder hænger stadig på forældrene.”
Gerdas blik var varmt. Modsat Ellen, der altid lød højtidelig, var Gerdas ord stille. Mette brød sammen og græd. Forskellen var så klar: Hendes egen mor, der pressede dem, og svigermor, der rakte en hånd.
De besluttede at bo hos Gerda, mens de fandt en bolig. Jakob pakkede deres ting, mens Mette tog nøgl
