**Dagbog – 15. maj**
“Du skal ikke gå sådan klædt i mit hus,” hvæsede min svigermor lige foran gæsterne.
“Agnete, har du set mine briller? Jeg tror, jeg efterlod dem på salongsbordet,” sagde Ellen Margrethe og kiggede ind på køkkenet, hvor jeg stod og arbejdede på den festlige salat.
“De ligger i etuiet, Ellen Margrethe. Jeg ryddede op i stuen og lagde dem der,” svarede jeg uden at løfte blikket fra grøntsagerne. Jeg ønskede hver skive perfekt.
Hun pressede læberne sammen men sagde ingenting. I hendes verden skulle man ikke røre ved andres ting, selv med de bedste intentioner. Især ikke hendes. Men hun undlod at kommentere yderligere i dag var vigtig, og unødvendige konflikter var unødvendige.
I dag var det præcis tredive år siden, Ellen Margrethe flyttede ind i dette hus rummeligt, med høje lofter og antikviteter arvet fra hendes egen svigermor. Hver en krog var gennemlevet, hver genstand havde sin plads. Selvom huset officielt tilhørte hendes søn, Magnus, følte hun sig stadig som den sande hersker.
Jeg havde kun boet her i to år. For Ellen Margrethe var dette ægteskab en ubehagelig overraskelse Magnus havde introduceret mig efter kun tre måneder. For hende var jeg for moderne, for selvstændig, for universitetsuddannet med idéer, der ikke passede ind i hendes verden.
“Salaten er næsten færdig,” sagde jeg, mens jeg anrettede den på et stort fad. “Jeg skal lige nå at skifte tøj inden gæsterne kommer.”
“Håber ikke, det er den røde kjole, du tænker på?” sagde Ellen Margrethe afmålt, mens hun rettede på sit perfekte, grå hår.
Jeg standsede et øjeblik, løftede langsomt blikket.
“Netop den,” svarede jeg roligt. “Magnus valgte den selv til vores bryllupsdag.”
“Den passer slet ikke til en familieaften,” afbrød hun. “For… åben. Du har den flotte blå kjole med kraven, som jeg gav dig til jul.”
Jeg sukkede. Den blå kjole, der lignede noget fra en kostskole, havde jeg kun båret én gang for ikke at såre hende. Siden havde den hængt bagerst i skabet.
“Ellen Margrethe, jeg er 32 år. Jeg tror, jeg selv kan vælge mit tøj,” sagde jeg blidt, men bestemt.
“Naturligvis,” svarede hun med en stiv smil. “Men husk, det er mine venner, der kommer. Folk af en anden generation. Med bestemte idéer om anstændighed.”
Uden at vente på svar forlod hun køkkenet og efterlod mig med uudtalte ord og en voksende irritation.
På soveværelset var Magnus i færd med at tage en friskpresset skjorte på. Han smilede, da han så mig.
“Er alt klar til de højtidelige gæster?”
“Næsten,” svarede jeg og tog den røde kjole frem. “Din mor har igen bemærkninger til mit tøj.”
Magnus sukkede.
“Ignorér det. Du ved, hun vil bare gerne, vi gør et godt indtryk.”
“Vi? Eller mig?” Jeg studerede kjolen. Den var elegant, måske lidt dristig, men ikke anstødelig.
“Agnete, ikke i dag, okay?” Han kom hen og omfavnede mig. “For mor betyder denne dag meget. Tredive år i dette hus det er næsten hele hendes liv.”
“Men min selvrespekt betyder også noget,” hviskede jeg. “Jeg er ikke et barn, der skal dikteres, hvad jeg må bære.”
Han tav, tydeligt splittet mellem at støtte mig og ikke at skuffe sin mor.
“Bær det, du vil,” sagde han til sidst. “Du er smuk i alt.”
Jeg smilede og gav ham et kys. Indeni kogte det stadig, men for hans skyld holdt jeg igen.
Gæsterne ankom ved sekstiden. Først kom Birthe og hendes mand, gamle bekendte fra Ellen Margrethes arbejde. Så nabo
