“Er din kone virkelig den, du tror, hun er?”
“Jesper, jeg ville ikke fortælle dig det på vores bryllupsdag… Men vidste du, at din nye hustru har en datter?” Min kollega på arbejde naglede mig til sædet.
“Hvad mener du?” Jeg nægtede at tro på sådanne nyheder.
“Min kone så din Rikke til jeres bryllup og hviskede til mig: ‘Mon brudgommen ved, at hans brud har en datter på børnehjemmet?’ Kan du forestille dig det, Jesper? Jeg var lige ved at køle over. Min Mette er jordemoder på fødegangen. Hun husker din Rikke på grund af et fødselsmærke på halsen. Hun siger, Rikke afgav barnet efter fødslen. Hun gav hende navnet Emilie og gav hende sit eget efternavn, Sandberg. Det var for omkring fem år siden.” Kollegaen ventede spændt på min reaktion.
Jeg sad lamslået bag rattet. Sådan en nyhed!
Jeg besluttede at undersøge det selv. Jeg ville ikke tro på sladder. Selvfølgelig vidste jeg, at Rikke ikke var en 18-årig naiv pigehun var 32, da vi mødtes. Hun havde helt sikkert et liv før mig. Men hvorfor give sit barn væk? Hvordan kunne hun leve med det?
Takket være mine kontakter fandt jeg hurtigt børnehjemmet, hvor Emilie Sandberg boede.
Institutionens direktør præsenterede en glad lille pige med et strålende smil:
“Mød vores Emilie Sandberg. Hvor gammel er du, lille ven?”
Man kunne ikke overse hendes skeløjede blik. Mit hjerte blødte for hende. Jeg følte mig allerede knyttet til hende. Hun var min elskede kvindes datter! Min mor plejede at sige:
“Et barn, om end uperfekt, er en mirakel for sine forældre.”
Emilie kom tættere på:
“Fire år. Er du min far?”
Jeg var målløs. Hvad svarer man til et barn, der ser en far i hver mand?
“Emilie, lad os snakke. Vil du gerne have en mor og en far?” Et dumt spørgsmål, men jeg ville allerede tage hende med hjem.
“Ja! Vil du tage mig med?” Hun så mig ind i øjnene med en forventningsfuld blik.
“Jeg tager dig med, men ikke lige nu. Kan du vente, skat?” Jeg kunne græde.
“Jeg venter. Lover du?” Hun blev alvorlig.
“Jeg lover.” Jeg kyssede hende på kinden.
Hjemme fortalte jeg alt til min kone.
“Rikke, jeg er ligeglad med fortiden, men vi skal hente Emilie nu. Jeg adopterer hende.”
“Har du spurgt mig? Vil jeg have hende? Hun er skeløjet!” Rikke rasede.
“Det er din egen datter! Jeg får hende opereret. Hun er et vidunderdu vil elske hende!” Jeg var chokeret over hendes holdning.
Til sidst tvang jeg næsten Rikke til at gå med til adoptionen.
Det tog et år, før vi kunne hente Emilie. Jeg besøgte hende ofte på børnehjemmet. Vi blev venner, og Rikke fortsatte med at modsætte sig det hele. Til sidst overtalte jeg hende til at gennemføre det.
Endelig kom dagen, hvor Emilie trådte ind i vores lejlighed. Alt fascinerede hende. Hendes øjenoperation tog halvandet år, men det var det værd. Hun lignede sin mor mere og mere. Jeg var lykkeligto smukke kvinder i mit liv.
Det første år hjemme kunne Emilie ikke få nok. Hun gik altid med en pakke kiks. Rikke blev irriteret, mens jeg undrede mig.
Jeg prøvede at holde familien sammen, men Rikke kunne ikke elske sin datter. Hun elskede kun sig selv.
Vores ægteskab blev fyldt med konflikter. Emilie var altid årsagen.
“Hvorfor tog du den vilde pige med ind? Hun bliver aldrig normal!” skreg Rikke.
Jeg elskede Rikke dybt. Min mor havde advaret mig:
“Søn, det er dit valg, men vi så Rikke med en anden mand. Du får ikke lykke med hende. Hun er falsk.”
Men når man elsker, ser man ikke fejl. Rikke var min drømindtil Emilie åbnede mine øjne.
En dag foreslog en ven en test:
“Mål hende med et målebånd. En gammel regelhvis du vil afkøle en kvinde, mål hendes mål.”
Jeg gjorde det for sjov. Intet ændrede sig.
Så blev Emilie syg. Hun havde feber og fulgte Rikke overalt med sin dukke, Maja. Men nu var dukken nøgenEmilie var for svag til at klæde den på. Rikke råbte:
“Hold op med at hyle! Gå i seng!”
Emilie græd og krammede dukken. Pludselig rev Rikke den fra hende og kastede den ud ad vinduet.
“Mamma, det er min Maja! Hun fryser! Må jeg hente hende?” Emilie græd.
Jeg løb ned ad trappenotte etageruden elevator. Dukken hang i et træ. Sneen smeltede på dens ansigt som tårer. Da jeg kom tilbage, sov Emilie, stadig rystende. Rikke læste roligt en boguden bekymring.
Der sluttede min kærlighed til hende. Den forsvandt som dug for solen. Endelig forstod jegRikke var smuk udenpå, men tom indeni.
Vi blev skilt. Emilie blev hos mig. Rikke protesterede ikke.
Senere mødte jeg Rikke igen. Hun smilede hånligt:
“Du var kun et springbræt, Jesper.”
“Du havde skinhellige øjne, Rikke, men en sort sjæl,” svarede jeg roligt.
Hun giftede sig med en forretningsmand.
“Jeg har ondt af ham. Sådan en kvinde bør ikke være mor,” sagde min mor.
Emilie savnede sin mor, men min nye kone, Lise, gav hende kærlighed. Det var ufatteligt for mig, at en mor kunne afvise sit barn to gange.
Lise elsker Emilie og vores søn, Simon, med uendelig tålmodighed.
