“Forelskede i en hyggelig kvinde” eller “Lad dem bare sige hvordan de vil”
“Du forlader mig for den bondetøje?” spurgte min kone vantro.
“Kald hende ikke det, Mette. Alt er afgjort, Lise. Undskyld,” sagde jeg og pakkede hurtigt mine ting.
“Jeg håber, du snart kommer til fornuft. Det kan ikke gå godt. Folk vil græde dig ud dine kolleger, naboerne. Hvem har du kigget på? En simpelet, uforskammet kvinde. Hvad skal vi sige til børnene? At deres intellektuelle far løb fra dem til en bondepørkel?” Lise nervøs masserede et lommetørklæde i sine hænder.
“Børnene? Børnene er heldigheds voksen. Ida har snart brudgom på halsen, og Mikkel er allerede gået sin egen skæve vej. Vi er ikke længere deres forbilleder. Hvad angår naboerne og kollegerne… Jeg er ligeglad med deres mening. Jeg har mit eget liv. Jeg kigger ikke ind i andres soveværelser eller holder lys for dem,” forsøgte jeg at forklare mildt.
Det virkede ikke. Når et ægteskab går i stykker, gør det ondt for dem begge.
Lise stirrede tomt ud ad køkkenvinduet. Jeg følte ikke en gnist af medlidenhed. Indeni var der kun tomhed.
…Lise var min tredje kone. Da jeg først mødte hende, bankede mit hjerte, og min sjæl åbnede sig for en ukendt lykke. Smuk, velplejet, en kvinde med selvtægt. Jeg var selv ingen ringere en mand med charme og udvalg. Som ung giftede jeg mig i hast, men blev hurtigt træt af det daglige liv og flygtede. Kun med Lise fik jeg børn.
Jeg troede, Lise var min sidste havn. Men… Man skal ikke rose dagen før solnedgang. Med årene blev kærligheden fra saftig frugt til tørret kage. Udefra spillede vi det perfekte par, beundret og misundt af naboerne.
Men bag lukkede døre var alt anderledes.
Lise var ingen husmor. Køleskabet var altid tomt, støvet lagde sig i hjørnerne, og vasket var der sjældent. Men neglene var klarerede, håret perfekt, makeupen upåklageelig. Hun troede, verden drejdes om hende, og at kærlighed var noget, hun kun modtog ikke gav. Hendes sjæl var låset, også for børnene.
Min mor boede længe med os. Hun tav, men handlede tålmodigt. Hun lærte børnene Ida og Mikkel at lave mad, rænge op og passe på sig selv. Lise kaldte dem altid ved navnene “Idamaria” og “Mikkel Thorvald”, kælede aldrig. Børnene trak sig fra hende og holdt sig til deres blide bedstemor.
Lise forbød mig at snakke med naboerne. Hun nøjedes med et kort “hej”.
…I de første år mærkede jeg det ikke. Jeg elskede, levede og nød familielivet. Ida var en flittig elev, Mikkel en umulig dreng. Selv om de fik samme opdragelse, blev de vidt forskellige. Mikkel nægtede at lære, og i 10. klasse hadede han Ida for hendes flæberi. Når de sloges, måtte jeg skille dem ad.
…Det var i 90erne.
Efter skolen forsvandt Mikkel i tre en halv år. Ingen anelse, ingen spor. Vi troede ham døde. Min mor så på Lise og mumlede:
“Når barnet falder i åen, skylder det moderens mangel på omhu.”
Lise fnøs og låste sig inde i badeværelset med tærende gråd.
Men så kom Mikkel tilbage mørbanket, med tomme øjne og ar overalt. Han tog sin kæreste med, en ligeså forkommen sjæl. Vi tog imod ham med ængstelse.
Ida tog snart hjemmefra og fandt en voldelig mand. Hun kom med blå mærker, men benægtede alt.
“Drop ham, skat. Han slår dig ihjel en dag,” græd min mor.
“Han elsker mig,” hvisrede Ida, ikke spor som den dreven pige fra skolen.
…Og så, midt i kaoset, forelskede jeg mig. Som man siger: Grå hår på hovedet, djævlen i hjertet.
På fabrikken arbejdede kokken, Hanne. En munter, rundkindet kvinde med en latter som en bæk. Jeg havde spist hendes mad i årevis uden at lægge mærke til hende. Men pludselig så jeg hende hendes varme, hendes glæde. Hun var alt, hvad Lise ikke var: uperfekt, ægte, fuld af kærlighed til livet.
Jeg begyndte at invitere hende ud.
Hanne var forsigtig:
“Jens, jeg kan lide dig, men du har en kone. Hvad vil børnene sige?”
Jeg tøvede, men endte med at flytte til hende. Lise rasede, trukket med selvmord, spyttede fornærmelser mod “bondetøjet”.
Efter et halvt år skiltes jeg og giftede mig med Hanne. Ida og Mikkel kommer nu på besøg. Hanne mætter dem med mad og kærlighed. Ida har forladt sin tyr, Mikkel er blev en mand og snart far. Hanne har forelnt dem:
“I er familie. Hold sig fast i hinanden ikke svæve som ukendte blade.”
Min mor er gået til hvile.
Lise? Hun er aldret, har mistet sin glans og hilser ikke længere. Vi bor kun et par huse fra hinanden, men jeg vandrer ikke tilbage til fortiden.
Måske dømmer de mig, men det er mit liv og mine valg. Og jeg tager ansvar for dem. Man skal ikke gå efter hvad andre siger men efter hvad der gør en lykkelig.
