Jeg har aldrig elsket min kone, og jeg har fortalt hende det mange gange. Det var ikke hendes skyld vi levede faktisk et ret godt liv sammen. Hun lavede aldrig scener eller bebrejdede mig noget hun var altid god og omsorgsfuld. Men problemet var der stadig der var ingen kærlighed.
Hver morgen vågnede jeg med tanken om, at jeg ville gå. Jeg drømte om at finden en kvinde, jeg virkelig kunne elske. Men jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan skæbnen skulle vende alt på hovedet.
Med Freja følte jeg mig komfortabel. Hun passede ikke bare hjemmet perfekt, hun så også strålende ud. Mine venner var misundre og forstod ikke, hvordan jeg kunne være så heldig at have hende som kone.
Selv jeg forstod det ikke hvad havde jeg gjort for at fortjene hendes kærlighed? Jeg er en helt almindelig mand, der ikke skiller sig ud fra mængden. Alligevel elskede hun mig Hvordan kunne det lade sig gøre?
Hendes kærlighed og hengivenhed gav mig ingen ro. Tanken om, at hvis jeg gik, ville en anden mand overtage min plads, plagede mig endnu mere. En rigere, mere attraktiv, mere succesrig mand.
Når jeg forestillede mig hende med en anden, kunne jeg næsten blive vanvittig. Hun var min, selvom jeg aldrig elskede hende. Denne følelse af ejerskab var stærkere end fornuften. Men kan man leve hele livet med en, man ikke elsker? Jeg troede, jeg kunne klare det, men jeg tog fejl.
“Imorgen fortæller jeg hende alt,” besluttede jeg, da jeg lagde mig til at sove. Om morgenen ved morgenmadsbordet samlede jeg mod.
“Freja, sæt dig ned, vi skal snakke.”
“Selvfølgelig, jeg hører efter, skat.”
“Forestil dig, vi bliver skilt. Jeg går, og vi bor hver for sig…”
Freja lo:
“Hvad er det for nogle underlige tanker? Er det en eller anden leg?”
“Hør nu først færdig. Det er alvorligt.”
“Okay, jeg forestiller mig det. Hvad så?”
“Svær ærligt: Vil du finde en anden, hvis jeg går?”
“Kristian, hvad sker der for dig? Hvorfor tænker du overhovedet på at gå?”
“Fordi jeg ikke elsker dig og aldrig har gjort det.”
“Hvad? Spøger du? Jeg forstår ingenting.”
“Jeg vil gerne gå, men jeg kan ikke. Tanken om, at du vil være med en anden, giver mig ingen ro.”
Freja tav et øjeblik, før hun roligt svarede:
“Jeg finder ikke en bedre end dig, så du behøver ikke bekymre dig. Gå bare jeg bliver ikke sammen med nogen anden.”
“Lover du?”
“Selvfølgelig,” forsikrede Freja mig.
“Vent men… Hvor skal jeg så gå hen?”
“Har du ingen steder at tage hen?”
“Nej, vi har været sammen hele livet. Jeg må nok blive nødt til at blive i nærheden af dig,” sagde jeg trist.
“Bare rolig,” svarede Freja. “Efter skilsmissen kan vi bytte lejligheden til to mindre.”
“Virkelig? Jeg havde ikke regnet med, du ville hjælpe mig sådan. Hvorfor gør du det?”
“Fordi jeg elsker dig. Når man elsker nogen, kan man ikke holde på dem mod deres vilje.”
Der gik nogle måneder, og vi blev skilt. Senere fandt jeg ud af, at Freja ikke holdt sit løfte. Hun havde fundet en anden mand, og lejligheden, hun havde arvet efter sin bedstemor, havde hun aldrig tænkt sig at dele. Jeg stod tilbage med ingenting.
Hvordan skal jeg nogensinde stole på kvinder igen? Jeg aner det ikke.
Hvad synes I om Kristians adfærd?
