Det Uventede Hjem
“Hvad et palæ!” Kammeraten Mette så sig omkring i alle fire værelser. “Du er åbenbart en rig arving.” Lærke sank langsomt ned i lænestolen. “Hvorfor er du kommet? Dekanet ved jo, jeg har været syg.”
Mette satte sig tungt på den gamle lædersofa, der knagede højlydt. Lærke rynkede panden. Huset var fuldt af antikviteter, som hendes familie havde samlet i årtier. “Nå?” hun skyndte Mette. Hun havde det dårligt og ville bare i seng.
“Altså,” sukkede Mette, “vores klassetalsmand, Kristian, bad mig om det. Han hørte, jeg boede i nærheden. Du ved jo, hvor pedantisk han er. Han ville høre, om du havde brug for noget. Du er jo alene nu.” Hun kastede et misundeligt blik rundt i lejligheden.
Lærke rejste sig langsomt. “Tak, Mette, for besøget. Sig til Kristian, at jeg sætter pris på omtanken, men jeg har ikke brug for noget.” Mette rejste sig og fulgte modstræbende med til døren. Men på dørtrinnet kunne hun ikke holde mund. “Jeg ville elske at bo sådan et sted. Jeg ville holde fester hver weekend. I har virkelig flaks.” Lærke spurgte uden egentlig interesse: “Hvem er ‘vi’?” Mette svarede: “De salige. Dem, der ikke rigtig hører til i denne verden.” Lærke lukkede døren med et kort “Farvel.”
Hun lagde sig, men søvnene udeblev. Så længe hun kunne huske, havde hun boet her med sin bedstemor Antonina. Bedstemor var en streng dame. Fra barns ben havde Lærke lært etikette, fransk, engelsk og tysk. Bedstemor kunne skifte sprog uden varsel, og Lærke forventedes at følge med.
Hun kunne ikke huske sine forældre. Bedstemor talte kun modstræbende om sin “utaknemmelige datter.” Lærke var født af en eller anden Alex, der lokkede moren med sig ind i en fællesskabslejlighed. Tre år senere kom den sørgelige nyhed: under en eller anden ritualbrand omkom de begge. Lærke fik aldrig detaljerne, og det bedrøvede hende ikke. Hun havde aldrig kendt dem.
Få mennesker kom på besøg. Den gamle syerske, Birthe, der syede for bedstemor og Lærke. Lægen, den aldrende Esben. Bedstemors veninder, Agnes og Margrethe. Og så hendes gamle bejler, Peter, en tidligere juvelér.
I dette miljø voksede Lærke op. Da hun skulle i skole, var hun bange for al larmen. Men hun lærte at leve i to verdener: bedstemors og den udenfor den gamle lejligheds vægge.
Tragedien kom uventet. Bedstemor, som aldrig købte mad fra fremmede, købte pludselig svampe. “Jeg gik forbi, og de fangede mit blik. Jeg mindedes svampesuppen, kokken Sofie lavede på landet. Jeg besluttede at lave den selv.”
Suppen var lækker og duftede himmelsk. Lærke tog en portion til. Bedstemor blev først dårlig, så Lærke. De ringede til Esben, men hans telefon var slukket. Senere fandt hun ud af, han var på sommerhus.
Bedstemor nægtede at ringe efter en ambulance. Hun stolede kun på Esben. Men da hun besvimede, og Lærke så sort for øjnene, tastede hun nødnummeret. Med sidste kræfter låste hun døren op. Der blev hun fundet.
Nu var alt forbi, undtagen savnet. Men hvordan skulle hun klare sig? SUen, selv den forhøjede, var ikke nok. Der var også huslejen. Og hvornår kunne hun vende tilbage til studierne? Efter at have været tæt på døden, havde hun brug for tid. Og penge.
Først hjalp Peter hende ved at købe nogle antikviteter. Han snød hende, men det gav hende lidt luft. Problemet forsvandt dog ikke. Lejligheden kostede for meget, uanset hvor meget hun sparede.
Så huskede hun, hvad bedstemor havde fortalt: engang var det en kollektivlejlighed. Senere blev den overdraget til hendes oldefar for hans fortjenester af landet.
Lærke besluttede at leje værelser ud. Hun kunne klare sig med sit eget. Tre lejere kunne give en god indtægt. Men de skulle være ordentlige, helst kvinder.
Hun satte en annonce og ventede. Der kom masser af henvendelser, men ingen passede. Enten var det udenlandske arbejdere, familier med børn eller fniseende studerende, der spurgte, om de måtte have gæster.
Da opkaldene stilnede af, besluttede hun at gå til et udlejningsbureau. Men på vejen så hun en ung kvinde med to små børn. Pigen på fem tyggede på en gammel kiks. Drengen på hendes skød græd stille. Kvinden talte højlydt i telefonen: “Mikkel, hvorfor gør du sådan mod os? Børnene sultrer. Jeg har ikke mere mælk. Kom til fornuft! Hvor skal vi gå hen? Jeg kender ingen, der vil tage os ind. Især ikke dine venner. Lad os bo hos dig og Vera, vi skal ikke have meget plads. Mikkel, lad være med at lægge på! Mikkeeeel!” Hun brast i gråd.
Lærke kunne ikke gå videre. Hun satte sig ved siden af kvinden og rakte hende en serviet. “Undskyld, men jeg hørte din samtale. Har du brug for hjælp?” Kvinden hulkede: “Ikke mig, men børnene. Min mand smed os ud. Vi har intet sted at sove, ingen mad, ingen penge. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Og nu er min mælk også væk.”
En time senere sov børnene mætte, mens Lærke og Nadja, sådan hed kvinden, talte. “Jeg blev forældreløs som 12-årig. Mine forældre døde af alkohol. Jeg kom på børnehjem. Da jeg blev voksen, flyttede jeg tilbage i vores lejlighed. Men den var i elendig stand. Jeg fik at vide, jeg skulle sælge den og købe noget mindre. Men jeg var ung og dum og blev snydt. Jeg endte med penge, der kun lige kunne købe en seng.
Jeg fandt et værelse hos en gammel dame. Hun var god mod mig. Hun sagde, det var menneskelig selskab, hun manglede. Jeg ville måske have boet hos hende længe, men så kom hendes barnebarn, Mikkel.
Han var egentlig ikke en dårlig mand. Men svag. Især over for kvinder. Han var ikke grim, men heller ikke smuk. Men hans charme var uimodståelig. Og mig? Jeg var ung og naiv. Det tiltrak ham.
Vi flyttede sammen. Selvom den gamle dame advarede mig om, han var en “skør
