Sommerhusområdet lå tæt på en lille by i Midtjylland. Vores sommerhus stod i rækken lige op ad søen. Naboen til den ene side var Valdemar og Tove, og på den anden side boede Bedstemor. Der var selvfølgelig flere huse længere henne, men dem skal vi ikke bruge tid på lige nu.
Valdemar købte grunden for syv år siden. Byggeriet startede med det samme. De kørte maskiner og polske arbejdere ind, lagde grus, støbte fundamenter, og inden for et sommerhalvår stod der et stort hus med brønd, sommerkøkken, skure, sauna, garage og alt muligt andet. Støjen holdt aldrig op! Valdemar var ikke kun bygherre han bandt armeringsjern, slæbte tømmer, hældte beton og lagde el. Kort sagt, han arbejdede med. Folk i Midtjylland er tålmodige. De forstod, at en mand byggede sig et hjem, ikke bare for en enkelt sæson. Undtagen Bedstemor. Hver dag lød hendes skrigen.
Om morgenen kom bussen fra byen. Første passager ud? Bedstemor. Altid først! Ingen kaldte hende noget andet. Hun skyndte sig hjem i en grå kjole, sort tørklæde og slidte sko. I hånden havde hun en slidt nettoindkøbspose og en femliters vandkanister. Vi drak ikke fra søen den var ikke ren nok om sommeren. De fleste hentede drikkevand i byen. Nogle havde brønde, men vandet lugtede altid af svovlbrinte, uanset om den var 20, 40 eller 60 meter dyb kun godt til havevanding. Dem ved søen havde pumper og slanger ned til vandet. Kun Valdemar havde en rigtig brønd med pumpe.
Men nok om det.
Så snart Bedstemor ankom, begyndte skænderierne. Traktoren støjede og lugtede af diesel, hammere bankede for højt, de polske arbejdere snakkede for meget, Valdemars hus var for stort og skyggede for hendes jordbær (selvom alle regler var overholdt) Man kan altid finde noget at brokke sig over, men Bedstemor var MESTER! Valdemar blev kaldt alt muligt dumrian, skurk, røvhul, svin Strømmen af skældsord stoppede aldrig.
Valdemar byggede videre og prøvede at ignorere hende.
Men engang imellem stod han ved hegnet med en smøg og mumlede med sin dybe stemme:
*”Bedstemor, du er som en bremse på en varm sommerdag! Enten suger du mig tør, eller også må man slå dig ihjel.”*
*”Prøv bare at true mig, din satans køter!”* råbte hun tilbage. *”Jeg brænder dit palads ned! Se bare på den store herremand, der prøver at skræmme mig!”*
Sommeren på landet var ikke ligefrem afslappende Jeg begyndte at holde mig væk.
Årene gik. Valdemar og jeg blev ikke venner, men vi var bekendte. Han havde to passioner: Dansk rock og tomater!
Han satte musikken på (ikke for højt) og gik ind i sit drivhus. Det var stort. Han vidste ALT om tomater. Fulgte med i nye sorter, gødning efter tidsplan, skiftede jord hvert forår, desinficerede drivhuset, lagde møg og kompost, hængte fiberdug op for at beskytte mod sol og frost, brugte varmelamper om foråret og efteråret
Nej, i Danmark er det ikke som i Syden, hvor man bare planter og vander. Her skal man passe dem! Åben døren om morgenen, luk om aftenen. Hvis det er koldt eller blæser, skal den kun stå på den læside Sådan er livet!
Har I nogensinde hørt en stor, barsk mand tale med sine tomater? Jeg har. Som om de var små børn. Blid og omhyggelig. Han toppede dem, gødskede dem Og udenfor var han en hård negl. I byen gik rygtet om, at han var en streng chef ikke en tyrann, men retfærdig og ubøjelig. Men her Nå, jeg siger ikke mere!
Glemte I Bedstemor? Det skulle I ikke! For hun kunne ikke lide rock. Hverken Gasolin, Kim Larsen eller Gnags! Hver gang musikken lød (selvom den ikke var høj), råbte hun kommentarer om musikken og Valdemars smag.
Valdemar kogte indvendig, men svarede ikke. Når det blev for meget, hældte han en snaps, slugte den i én mundfuld, brummede, slukkede musikken og gik ind. Han drak en snaps om dagen for en mand som ham var det ingenting men det ærgrede ham.
Det år kom oversvømmelsen. Regnen faldt i ugevis. Moseområderne sugede til sig i starten, men til sidst steg vandet. Søen blev vild, rev hegn, hundehus, træer og skure med Skrækkeligt! Folk målte vandstanden og begyndte at flygte, især da buslinjen blev lukket. Valdemar ventede til sidste øjeblik, men kørte til sidst sin Jeep væk. Han kom i tanke om, at han havde set Bedstemor i haven dagen før, så han vendte om for at hente hende.
*”Kør du bare, din satan! Jeg har flyttet mine ting op på loftet. Jeg forlader ikke mit hus det bliver plyndret!”*
Nogle sommerhuse blev oversvømmet. Vores nåede det ikke 15-20 centimeter mere, og det var gået galt. Vi vidste det ikke før ugen efter. Valdemar og jeg ringede. Han var ude af sig selv. Ikke på grund af huset han havde glemt at åbne drivhuset! Solen skinnede, og tomaterne kunne dø uden luft og vand.
Da vandet trak sig tilbage, kom vi tilbage. Valdemar bankede på med en flaske snaps, og vi drak.
*”Erik, jeg forstår det ikke Da jeg kom hjem, var drivhuset vandet, og dørene stod åbne. Jeg ved, jeg ikke nåede det inden jeg flygtede! Jeg spurgte rundt alle var smuttet.”*
*”Undtagen Bedstemor.”*
*”Undtagen Bedstemor!”* gentog han og kiggede mod hendes hus. *”Nej, det kan ikke passe! Vi skændtes jo altid!”*
*”Undtagen Bedstemor,”* sagde jeg igen.
*”Jeg tror det ikke!”* Valdemar tømte sit glas.
*”Undtagen Bedstemor,”* gentog jeg.
Han gik tavs, forvirret og dybt i tanker.
Bedstemor tog bussen hjem, så snart den kørte igen. Hun kom tilbage næste dag med spandene og begyndte at bære vand. Hendes lille pumpe var blevet revet med af strømmen. Valdemar så det. Hun vaklede, faldt, væltede vand over sig selv men gav ikke op. Ikke en eneste bandeord.
Valdemar kørte væk og kom tilbage lidt efter. Bedstemor tog aftenbussen hjem. Om natten lød der hamren og saven fra hans grund.
*”Naboskab,”* sagde jeg næste morgen, *”hvem kæmpede du med i nat?”*
*”Jeg købte nogle rør og fittings. Bedstemor smuttede, så jeg lagde en slange fra min pumpe til hendes grund. Du så selv, hvordan hun slæbte”*
Et par uger senere inviterede Valdemar mig til de første tomater og grill. Kl. 19. Jeg tog en flaske snaps og et par liter hjemmebrygget vin med.
*”Skal vi vente med grillen eller tage en snaps først?”* spurgte jeg.
*”Nej, Erik, vi venter et kvarter.”*
*”På hvem? Din hund løber allerede rundt.”*
*”Du skal se!”*
Der blev banket på porten, og ind kom Bedstemor!
Men en helt ny version. Hendes grå hår var redt, hun havde en blomstret kjole på, pæne sandaler og et smukt tørklæde over skuldrene. Store ravperler om halsen!
*”Må jeg være med?”* smilte hun.
*”Selvfølgelig, Maria Stensgaard!”* svarede Valdemar.
Jeg var målløs. Det var utroligt.
Vi sad længe, drak, spiste grillmad og snakkede. Maria fortalte om sit liv opvækst på børnehjem, sin familie, de to børn, hun alene opdragede efter mandens død, om børnebørnene spredt over landet Hun var veteran fra DSB med 40 års anciennitet.
Sammen med Tove sang hun gamle viser. Valdemar og jeg lyttede, røg og smilede. Drak stille og roligt
*”Valdemar! Tove siger, I skal på kur, men du tør ikke forlade tomaterne. Tag afsted! Jeg skal nok vande og lufte dem.”*
*”Var det dig, der åbnede drivhuset under oversvømmelsen?”* spurgte jeg.
*”Ja. Han har lagt så meget arbejde i dem jeg så det. Og den måde, han talte til dem på!”* (hun grinede) *”Jeg syntes, det var synd for tomaterne!”* (hun blinkede til Valdemar og grinede igen).
Valdemar tog på kur med Tove.
Da de kom tilbage, lyttede vi igen til rock. Men nu kun fra kl. 12 til 14 gamle sange fra Valdemars anlæg. Til MARIA STENSGAARDS ære.
MORAL: Bag enhver barsk facade kan der gemme sig en uventet venlighed og nogle gange er det bare tomaterne, der bringer folk sammen.
