Min mands forældre er velhavende, men de nægtede at hjælpe os med udbetalingen til en lejlighed: et barn har ikke brug for sådanne bedsteforældre.
Min mand, Mikkel, kommer fra en velhavende familie. De bor i et stort hus i Københavns centrum, har flere biler og rejser jævnligt på ferie til udlandet. Jeg voksede op i en almindelig familie i en lille by nær Århus. Da Mikkel og jeg mødtes og besluttede at blive gift, betød vores forskellige baggrunde ikke noget. Vi var unge, forelskede, og ville klare os på egen hånd. Selvfølgelig ville vi ikke afvise hjælp, hvis den blev tilbudt men den kom aldrig, fortæller Freja.
Mikkel og jeg har længe drømt om vores egen lejlighed. Vi er trætte af at bo i små, udlejede boliger, hvor der altid er noget i stykker enten er tapeterne ved at falde ned, eller haner drypper, og udlejerne venter bare på, at vi skal flytte. Mikkels forældre kendte til vores udfordringer, men lod som om, de ikke så dem. De har tydeligvis penge nok de kunne hjælpe, hvis de ville. Men lysten var der nok ikke.
Mine forældre bor langt væk, nær Århus. Deres indkomst er beskeden, og jeg har aldrig forventet deres hjælp. Mikkels forældre bor i samme by, men efter brylluppet valgte vi ikke at bo hos dem vi ville være selvstændige. Vi lejede en lejlighed, arbejdede os halvt ihjel og afslog ferier for at spare op til et eget hjem. Mikkels forældre vidste det, men foretrak at holde sig på afstand.
Engang besøgte vi dem. Min svigermor spurgte, som hun plejer, hvornår hun endelig skulle blive bedstemor. Jeg besluttede at nævne det:
Vi tænker på barn, når vi har vores egen lejlighed. Lige nu har vi ikke engang penge til udbetalingen.
Hun rystede bare medlidenhedsfuldt på hovedet uden et ord. Hendes blik var tomt, som om mine ord var fordampet i luften.
Efter et par måneder fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Nyheden vendte vores liv på hovedet. Vi fortalte det til Mikkels forældre, og de var henrykte de gratulerede os og talte om, hvor godt de ville passe deres barnebarn. Jeg besluttede at være åben og spurgte, om de kunne hjælpe med udbetalingen til en lejlighed. Det ville jo betyde så meget for barnet at vokse op i et eget hjem.
Men min svigermors ansigt ændrede sig pludselig. Hun svarede koldt, at de ikke havde råd og ikke kunne gøre noget. Det var en løgn! Kun en dag før havde Mikkels far pralet over, at de skulle købe en ny bil. Så til en bil var der penge, men ikke til deres søn og kommende barnebarns hjem?
Jeg prøvede at holde masken, men indeni kogte jeg af vrede og smerte. Drømmen om vores egen lejlighed, hvor vi kunne opdrage vores barn, faldt fra hinanden for øjnene af os. Jeg måtte acceptere, at vi skulle blive boende i en lejet bolig.
