**En stedmor med et moders hjerte**
For ikke længe siden lød der festmusik fra brylluppet. Familie og venner dansede og sang, og ingen kunne ane, at det ville blive deres sidste sammenkomst. Kun svigermoren, Agnes, sad med rynket pande. Den spinkle, blege brud, Lise, behagede hende ikke. *”Hun er smuk, ja, men hvad nytter skønhed, når hun ikke engang kan løfte en høtyv eller bære en spand vand? Jeg har slidt hele mit liv, troede min søn ville finde en stærk kone, men i stedet fik han en byrde.”* Agnes mærkede bitterheden gro, og det undgik ikke Lises opmærksomhed.
Lises mand, Jens, trøstede hende, men advarede også: *”Min mor giver dig ikke nåde. Hun elsker ikke de svage. For hende ligger styrken i brede skuldre, hårde hænder og hurtige fødder. Hun kunne kaste en fuld mand i seng med én hånd, og når hun spændte en hest for ploven, veg selv staldkarlene til side. Hun gik bag ploven med rank ryg, og jorden vendte sig for hendes stærke greb. I høstens tid kunne hun bygge en stak på en time, mens andre brugte en hel dag.”*
Gud havde givet Agnes en mands styrke, men taget en kvindes blidhed. Lises mor, Karen, havde også været imod ægteskabet. *”Hvem kunne dog holde trit med Agnes? Hun skiftede selv tagsten, gik for ploven og byggede stakke. Hvilken svigerdatter ville nogensinde kunne imponere hende?”* Men Lise ville ikke høre. Hun troede, at Agnes med årene ville blive mildere, sidde med børnebørnene, mens hun og Jens styrede gården sammen. *”Skal jeg virkelig lade min kærlighed gå på grund af Agnes?”* tænkte hun.
Ingen vidste, at krigen var lige om hjørnet, og at den ville bringe sorg, ikke lykke. Et halvt år efter brylluppet brød krigen ud. For Lise føltes det som en prøvetid. Jens elskede og forkælede hende, hvilket kun gjorde Agnes vred. *”Hvad er det for en mand? Han lader hende ikke engang bære en vandspand! Han kærtegner hende som om hun var af glas. Han er ikke som sin far, den stakkel.”*
Agnes mor havde giftet hende med en enkemand, Poul, hvis kone var død af mæslinger. De levede i fattigdom, med et utæt stråtag, ingen ko eller hest. I Poul så Agnes mor redningen fra sult og kulde. Poul var en stille mand, sjældent fuld, men også kærlighedsløs. Da han så Agnes grove træk og brede skuldre, nikkede han: *”Hun kan godt passe gården.”*
I to uger tav de begge. Kun Pouls lille søn, Jens, klyngede sig til Agnes skørt og smilede. Med tiden blev Agnes en dygtig husmoder, men hun lærte aldrig at elske Poul. Til gengæld elskede hun Jens som sin egen søn. Hun lærte ham at arbejde hårdt, forklarede, viste vej, og når han adlød, omfavnede hun ham varmt. Men der var også reb og bælte, når han blev for fræk. *”Jeg gentager mig ikke,”* sagde hun. Bagefter græd hun og bad om tilgivelse.
Jens voksede op til at blive en smuk, god og kærlig dreng. Da Poul døde, sørgede de ikke. Agnes tog Jens i hånden og sagde: *”Jeg takker Gud for dig, min søn. Jeg ville ikke være en stedmor jeg prøvede at være din mor.”* Hendes smil fik de barske træk til at bløde. Øjnene lyste af varme, og de stærke hænder omfavnede ham. *”Tiden flyver, min dreng. En dag får du en smuk, stærk kone. Vi bygger et nyt hus, og måske er der også plads til mig?”*
Jens lo og tænkte: *”Min smukke mor, stærk og god. Jeg vil altid elske hende, ikke som far, der levede iblandt os som en skygge.”*
Tiden løb, brylluppet kom, og krigen fulgte lige i hælene. Da Jens blev sendt afsted, sank Agnes sammen og græd i sit forklæde. Lise lagde en hånd på hendes skulder og selv i tårer prøvede hun at trøste. Agnes så op: *”Bed hellere til Gud om at holde liv i ham. Uden Jens har jeg ingen grund til at leve.”*
De værste dage fulgte. Agnes så ingen hjælp i Lise. Når hun hentede vand, bar hun kun en halv spand. Når hun skulle bære brænde, tog hun kun tre stykker. *”Åh, du er en byrde, min søn. Du skulle være blevet hjemme hos din mor.”* Men i hendes blik var der ingen ondskab, kun bekymring.
En morgen lagde Agnes mærke til, at Lise spiste syltede agurker mod kvalme. Hun vidste, hvad det betød. Selv havde hun mistet flere børn, fordi hun ikke kunne holde på dem. *”Spis, selvom du ikke har lyst. Barnet har brug for det,”* sagde hun og gav Lise rugbrød med smør og salt. *”Sid stille. Du er ikke til nogen hjælp alligevel.”*
Jens skrev ofte breve, altid begyndende med: *”Min kære mor og hustru.”* Agnes kyssede brevene og græd. Hun bad Lise om ikke at nævne graviditeten. *”Jeg er stærk, og alligevel mistede jeg børn. Du er så skrøbelig. Vent med at fortælle ham, til barnet er født.”*
Lise spiste næsten ikke, men maven voksede. Blåringe under øjnene matchede hendes blå iris. Hun tænkte sjældent på, at Jens måske var faldet. Hun drømte om, at han kom hjem til hende og deres søn.
En dag spurgte hun Agnes: *”Hvad håber du på en dreng eller pige?”*
Agnes svarede: *”Et sundt barn, ligesom min søn. Du er svag, men Gud vil give dig styrke. Bare bed.”*
Brevene fra Jens blev færre. Agnes knælede og bad: *”Gud, tag min styrke, tag min mod, tag min sjæl men red min søn.”*
Så stoppede brevene helt. De græd hver for sig, men håbede hver dag. Agnes blev tynd og bøjet. Koftens løse stof røbede ribbenene. Lise så, hvordan hun kun spiste en smule brød og drak en kop mælk, før hun gik på markerne.
Fødslen kom om natten. En storm rasede, og Agnes måtte køre Lise til jordbmoderen på en vogn. *”Red dem,”* bad hun.
Fem timer kæmpede liv og død. Til sidst lød et skrig, og en lille dreng lå på Lises bryst. Hun havde mistet for meget blod, og jordbmoderen var bekymret. Lises mor ville tage hende hjem, men Agnes stod som en skamfuld pige.
Lise så på hende. I hendes blik lå taknemmelighed. *”Jeg bliver hos min mor den mor, der reddede mig og min søn. Jeg venter på min mand her.”*
Glæden løftede Agnes hoved og rettede hendes ryg. Om natten vågede hun over barnet, bange for, at Lise sov for dybt. Hendes mands gamle skjorter blev til bleer. *”På den anden side mødes vi efter vores gerninger, ikke vores tøj,”* sagde hun.
Lise tog sig sammen. Hun malkede køerne og håndterede gryderne som en mester. Agnes smilede: *”Ingen dødsannonce betyder, han lever. Brevene kommer nok.”*
Så kom sejrsdagen. Folk jublede, men der var stadig ingen nyheder om Jens. Drengen legede i gården, da han pludselig løb ind i en soldat. Manden løftede ham og spurgte: *”Hvor bor du?”*
Hjertet hamrede, da Jens nærmede sig hjemmet. Agnes og Lise stirrede. Så brød Agnes ud i gråd, mens Lise hviskede: *”Vi vidste altid, du var i live.”*
Jens smilede: *”Min søn mødte mig. Han vidste, jeg kom hjem.”*
Agnes så på sin familie og tænkte, at lykke ikke kun kunne føles den kunne også røres og omfavnes. *”Lykke er dig, min søn, og din familie.”*
