Marie og hendes mand Michael kom hjem fra bedemiddagen trætte og med tunge hjerter. De havde netop begravet Michaels mor, Anna, som også var Maries svigermor.
“Nu hviler hun i fred ved siden af far,” sagde Michael stille. “Det var alt, hvad hun talte om og bad om, mens hun lå syg.”
“Ja,” svarede Marie. “Selvom hun vidste, vi ikke kunne begrave hende et andet sted, var det alligevel det eneste, hun tænkte på. Det var en hård og grusom sygdom.”
Resten af aftenen sad de tavse, hver fordybet i deres egne tanker. Marie mindedes sit liv, især tiden før ægteskabet. Der var ikke megen glæde i de år. Hun mistede begge sine forældre tidligt, da de omkom i en brand i bedstemoderns hus, efter at de var blevet der efter bedstefars begravelse.
Marie og hendes storebror Nikolaj blev hjemme den aften. Om morgenen fik de den forfærdelige nyhed. Landsbyboerne hjalp til med at begrave familiemedlemmerne. Fra den ene dag til den anden var børnene forældreløse. Folk hviskede:
“Bedstefar Anders tog sin kone og Maries forældre med sig.”
Nikolaj var næsten voksen, sytten år, Marie kun tretten. De boede alene i huset herefter. Nikolaj arbejdede i landbrugskollektivet, mens Marie gik i skole. Skæbnen kan være hård mod nogen, og Marie havde sin del af sorger. Nogle gange kunne hun knap tro, at alt dette var sket i hendes liv.
Landsbyen, hvor Nikolaj og Marie boede, var lille, kun toogfyrre huse. Skolen var også lille, kun med de første klassetrin. Fra femte klasse måtte børnene gå tre kilometer til nabolandsbyen for at gå i skole. Om vinteren kunne de gå over den frosne å for at spare tid. Før i tiden kørte gammel Niels børnene til skole i sin hestevogn om mandagen og hentede dem igen om lørdagen. Børnene boede på kostskolen i ugen.
Men ikke alle gad blive der, især ikke de ældre børn. De ældre drenge havde en aftale, og lederen var Mikkel, søn af landsbyens borgmester.
“Alle der vil hjem i dag, mødes på bænken efter skole. Vi går til fods.”
Tre kilometer var ikke langt, og i flok var det ikke skræmmende, selv gennem skoven. Drengene var begyndt at interessere sig for pigerne og skrev sedler til dem, inviterede dem ud om aftenen og dansede i fælleshuset i weekenden.
Efter weekenden vidste hele landsbyen, hvem der havde gået hjem med hvem. Der var liv i landsbyen dengang, og alle sluttede sig til festen i fælleshuset. Film blev vist sjældent, så selv de voksne kom til arrangementerne.
Marie gik også på den skole. Da hun blev ældre, kunne ingen i landsbyen lade være med at se på hende. Smuk og blid som en engel. Ikke kun hendes jævnaldrende, men også ældre drenge blev betaget. Hvis hun så på én, var den stakkels dreng fortabt, og hendes bløde stemme blev hængende i hans ører længe efter.
Marie var perfekt i alle henseender smuk, klog og god. Sådan nogle mennesker er sjældne. Den eneste ulempe var, at hun var forældreløs. Hun boede hos sin bror Nikolaj, der nu var gift med en lokal pige, og de havde fået en søn.
Nikolajs kone, Lise, kunne ikke lide sin svigerinde. Selvom Marie altid hjalp til og gjorde sit bedste, følte hun sig ikke velkommen. Men hun havde ingen anden sted at tage hen.
“Når jeg er færdig med skolen, tager jeg til byen og læser til kok,” tænkte Marie. “Jeg må væk herfra. Lise gør mit liv surt. De har deres egen familie nu, og jeg er kun i vejen.”
Hun klagede ikke til Nikolaj. Hun ville ikke skabe splid mellem dem.
Drengene respekterede Marie. Ingen havde nogensinde været ubehagelige mod hende. De håbede alle, hun en dag ville vælge en af dem. Men hun var tilbageholden og lod ikke nogen komme tæt på.
Så gik der pludselig rygter om, at Mikkel og Marie var kærester. De gik hånd i hånd om aftenen og efter skole. Mikkel var også en flot fyr høj og stærk, næsten ikke til at kende som skoledreng længere. Han var også klog, ligesom Marie, så de havde masser at tale om.
Alle drengene så op til ham. Han drak ikke med dem, selvom nogle af de ældre elever morede sig lidt for meget i ferierne. Mikkel og Marie var et smukt par. Forelskede og uløseligt knyttet til hinanden.
“To duer, der har fundet hinanden,” hviskede de gamle koner, når de så dem sammen. “Der bliver snart bryllup.”
Men ikke alle var glade for deres kærlighed. Mikkels forældre var imod det. Hans far, borgmester Søren Jensen, var en vigtig mand i landsbyen. De havde det godt den første med en bil, et stort hus, masser af dyr og endda en motorcykel, som Mikkel også kørte på.
Da Søren hørte om sin søns forhold til den forældreløse pige, besluttede han at forhindre det.
“Hør her, Hanne,” sagde han til sin kone. “Hvad bilder den lille Marie sig ind? Hun har ikke en krone. Hun bor hos sin bror, og han har knap nok til dagen og vejen.”
“Jeg ved ikke, Søren. Vores søn er helt vild efter hende. Han er sammen med hende hver aften. Jeg håber ikke, der sker noget… Hun har jo ingen forældre til at holde øje med hende.”
“Jeg vil have ham gift med en pige fra en god familie. Jeg har allerede set mig om datteren af landinspektøren i nabolandsbyen. Ikke så smuk, men de har det godt. Det ville være en god forbindelse.”
“Hvordan skal vi tale med Mikkel? Han vil ikke høre på os. Han er forelsket.”
“Jeg finder på noget. Jeg vil ikke have en forarmet svigerdatter.”
Søren prøvede først at tale med sin søn.
“Mikkel, kom ud. Vi skal tale.”
“Far, jeg har ikke tid. Marie venter på mig.”
“Sæt dig ned. Det her er alvorligt.”
Mikkel rullede med øjnene. “Jeg vil ikke gøre hende ked af det.”
“Åh, du vil ikke gøre hende ked af det,” sagde Søren hånligt. “Jeg hører, I er meget forelskede.”
“Ja, vi elsker hinanden. Vi drømmer om en fremtid sammen.”
“Glem hende. Jeg finder en bedre kone til dig.”
“Far, jeg vil ingen andre end Marie.”
“Du vil adlyde mig,” sagde Søren hårdt. “Ellers finder jeg på en anden løsning.”
Søren indså, at sin søn ikke længere var en lille dreng. Han måtte finde en anden måde.
Næste dag gik han forbi Nikolajs hus og bankede på.
“Lise, kom her.”
Lise kiggede ud og blev overrasket over at se borgmesteren.
“Hvad vil du?” spurgte hun.
“Jeg ved, du har en tante langt væk, ikke? I Jylland?”
“Ja, min moster Karen. Hvad vil du med hende?”
“Du skal sørge for, at Nikolaj sender Marie væk. Til din tante.”
Lise stirrede på ham. “Så du vil bryde dem ad? De elsker hinanden.”
“Jeg betaler dig godt.”
Lise elskede penge, og det var nok til at overtale Nikolaj.
“Lad os sende Marie til moster Karen. Måske kan hun komme videre i livet der.”
Nikolaj nikkede. “Du har ret.”
Med tårer i øjnene satte han Marie på toget med en seddel med adressen.
Efter bruddet blev Mikkel tavs og bitter. Han nægtede at tale med sin far. Selv Hanne begyndte at fortryde.
Da Mikkel skulle i militæret, skrev han kun korte breve hjem. Han tjente i Jylland i en lille by. I slutningen af sin tjeneste skrev han, at han havde fundet en pige og ville tage hende med hjem.
“Far, mor, jeg kommer med min kommende kone.”
Søren smilede. “Se, Hanne. Han har glemt hende. Vi holder et stort bryllup.”
Da taxaen holdt foran huset, var hele landsbyen samlet. Mikkel trådte ud i uniform og hjalp en smuk pige i hvid kjole ud.
Alle gispede. Det var Marie endnu smukkere end før.
Søren og Hanne stod som forstenet.
“Her er min kommende kone,” sagde Mikkel højt.
Landsbyen jublede. “Sådan, Mikkel! Sådan skal det være!”
Forældrene havde intet valg. De inviterede dem ind og fejrede brylluppet. Marie og Mikkel tilgav dem og levede lykkeligt i deres eget hus. De fik to sønner, og Søren og Hanne elskede deres svigerdatter.
Marie holdt ikke nag. Hvis to mennesker er bestemt til at være sammen, vil de finde hinanden, uanset hindringerne.
Årene gik. Søren døde først, og kort efter fulgte Hanne efter. Marie passede sin svigermor indtil det sidste.
Nu sad Marie og Michael stille hjemme efter begravelsen. Sorgen ville svinde med tiden. Livet går videre.
