Jeg tog min sovende mands telefon for at tjekke tiden og så en besked, der ødelagde min verden.
“Nej, Nina Justesen, det er umuligt! Jeg kan ikke tage fri lige nu. Vi har kvartalsrapporten og en skattetilsyn lige om hjørnet!” Ida skiftede nervøst papirer rundt på bordet og undgik at møde sin chefs blik. “Find en anden, tak.”
“Hvem skulle det være?” Den robuste kvinde i den stramme jakkesæt lænede sig truende frem over bordet. “Marie er på barsel, Anne er sygemeldt med sit barn, og Lotte forstår ikke en brik af dokumentationen! Kun du kan håndtere tilsynet af filialerne!”
“Men min søn er syg, min mor kan ikke komme og hjælpe, og min mand er altid på farten,” følte Ida en klump vokse i halsen. “Jeg kan simpelthen ikke tage til Aarhus en hel uge!”
“Dine problemer interesserer mig ikke!” afbrød Nina Justesen skarpt. “Enten tager du på forretningsrejse, eller også skriver du en opsigelse. Vælg!”
Ida forlod kontoret med en følelse af total magtesløshed. I gangen nåede hendes kollega, Mette, hende.
“Fik du en overhaling?” spurgte hun medfølende. “Jeg kunne høre diskussionen.”
“Det var mildt sagt,” sukkede Ida. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lukas er lige kommet sig efter lungebetændelsen, og Mads er i Aalborg på byggepladsen. Hvordan skal jeg få det hele til at hænge sammen?”
“Kunne din svigermor ikke hjælpe med drengen?”
Ida grinede bittert:
“Åh ja, drøm videre. Inge mener, at barnebarnet er mit ansvar, og hendes job er at kritisere, hvordan jeg opdrager ham. Nej tak.”
Tilbage ved sit bord scrollede Ida mekanisk gennem dokumenter, men hendes tanker var langt væk. Som altid pressede livet hende op i en krog. Otteogtredive år gammel, og hun måtte stadigvæk balancere mellem arbejde, barn og hjem. Og Mads var aldrig der, når hun havde brug for ham.
Om aftenen, efter at have puttet sønnen, sank Ida udmattet ned i sofaen. Hendes hoved hamrede. Hun ringede til sin mand, men han tog ikke telefonen sikkert endnu et møde. I deres femten års ægteskab var hun vant til hans konstante rejser og lange arbejdsdage, men nogle gange var det uudholdeligt at stå med det hele alene.
Endelig ringede telefonen Mads.
“Hej, skat,” hans stemme lød træt. “Undskyld, jeg kunne ikke tage den. Har været helt vildt presset.”
“Mads, jeg skal på forretningsrejse,” sagde Ida uden omsvøb. “En uge til Aarhus. Lukas er ikke helt rask, og børnehaven er ikke en mulighed. Kan du komme hjem?”
Der blev stille i den anden ende.
“Ida, du ved, jeg kan ikke. Vi har en sindssyg travl periode projektet skal afleveres om to uger. Jeg ville gerne, men…”
“Men du kan ikke,” afsluttede hun for ham. “Som altid.”
“Lad os ikke starte den diskussion nu,” irritationen lød tydeligt i hans stemme. “Jeg sidder ikke på en strand og slapper af. Jeg tjener penge til familien, hvis du havde glemt det.”
“Jeg tjener også penge,” snappede Ida. “Men på en eller anden måde står jeg også for vores barn, huset, dine skjorter og aftensmad…”
“Hør, ikke nu,” afbrød Mads. “Jeg er helt smadret. Hvad med din mor? Kunne hun ikke komme? Eller spørg Line, hun er jo nabo, om hun kan passe Lukas efter skole.”
“Let sagt,” Ida mærkede tårerne trænge frem. “Fint, jeg finder på noget. Som sædvanlig.”
Efter opkaldet sad hun længe og stirrede tomt på fjernsynet. En følelse af tomhed bredte sig indeni. Hvornår var deres liv blevet sådan her? Hvornår stoppede de med at være et team og blev til to udmattede mennesker, der knap nok havde tid til at tale sammen?
De næste tre dage føltes som en tåge. Ida fik udskudt rejsen en uge og overtalte sin mor til at komme fra Næstved for at passe Lukas. Mads skulle komme hjem lørdag aften, lige før hun skulle afsted til Aarhus.
Fredag aften arbejdede Ida sent for at forberede dokumenter til rejsen. Moren sov allerede i gæsteværelset, og Lukas i sit eget værelse. Da telefonen ringede, fo’r hun sammen.
“Ida, det er mig,” Mads’ stemme lød skyldbetynget. “Der er noget… Jeg bliver nødt til at blive her to dage længere. Uforudsete problemer med projektet.”
“Hvad?” Hun følte, hvordan noget knækkede indeni. “Mads, jeg rejser i søndag! Vi havde en aftale!”
“Jeg ved det, jeg ved det!” Hans stemme lød oprigtigt bedrøvet. “Men jeg kan ikke gøre noget. Enten bliver jeg og får projektet færdigt, eller også mister vi alle bonusen. Det er mange penge, Ida.”
“Er du ligeglad med, at jeg ikke kan tage Lukas med på forretningsrejse?” Ida holdt stemmen lavt for ikke at vække mor og søn.
“Din mor er allerede her, ikke? Hun kan vel blive lidt længere. Jeg er hjemme på tirsdag, lover det.”
“Mor er enoghalvfjerds, Mads! Hun har ondt i leddene og kan knap nok gå!” Ida klemte telefonen, så knoerne blev hvide. “Og hun har en lægetid mandag, som hun har ventet på i to måneder!”
“Så spørg Line eller hyr en barnepige et par dage,” Mads begyndte at miste tålmodigheden. “Jeg ved det ikke, Ida, find på noget! Jeg kan ikke klare alt!”
“Men det kan jeg, åbenbart?” Hun kæmpede for ikke at råbe. “Det er altid mig, der må løse problemerne! Hvornår har du sidst taget ansvar for Lukas? For hjemmet? For mig?”
“Jeg arbejder som en hund for at forsørge jer!” brød Mads ud. “Så Lukas kan få det bedste! Hvad mere vil du have?”
“At du er der,” hviskede Ida, mens tårerne løb ned ad kinderne. “Bare der, når du er nødvendig. Men det er åbenbart for meget at forlange.”
Hun afbrød opkaldet og begravede ansigtet i hænderne. Hvad nu? Ringe til chefen og aflyse rejsen, med risiko for at miste jobbet? Efterlade sin syge søn hos en ældre mor? Hyre en fremmed til at passe ham?
Udmattet af problemerne og søvnunderskuddet faldt Ida i en urolig søvn ved bordet. Hun vågnede af en stiv nakke og smerter i ryggen. Klokken var halv tre. Hun rejste sig langsomt og gik mod soveværelset.
Før sengetid ville hun sætte vækkeur, men huskede, at telefonen lå i stuen. I stedet lagde hun mærke til Mads’ telefon på natbordet han havde glemt den i hastigheden. De brugte samme opladere, så den var fuldt opladt.
“Jeg checker lige tiden og sætter alarm,” tænkte Ida og tog telefonen. Skærmen lyste op: 02:37. Og så dukkede der en besked op.
“Elskede, tak for en vidunderlig aften. Jeg venter dig i morgen, som sædvanlig. Kærlig hilsen, din S.”
Ida stivnede og læste beskeden igen og igen. Hendes fingre blev iskolde, og det føltes, som om jorden gik fra hende. Det kunne ikke passe. Ikke Mads. Ikke hendes Mads, som hun havde delt et liv med, opdraget en søn med.
Med rystende hænder låste hun telefonen op pinkoden var Lukas’ fødselsdag. I beskedoversigten var der samtaler med kolleger, deres egen korrespondance og… en tråd med “S.”. Ida åbnede den, mens hvert hjerteslag gjorde ondt.
Beskederne var entydige. Mads havde været sammen med denne kvinde i et halvt år. Regelmæssigt, en til to gange om ugen. Hans “forretningsrejser” var ofte dække. Lige nu var han ikke i Aalborg han var her, i København, med hende.
Ida sank ned på sengen, ude af stand til at bevæge sig. Femten års ægteskab. Femten år, der viste sig at være en løgn. Hun mindedes, hvordan de mødtes den unge arkitekt med en lysende fremtid. Hvor lykkelig hun var, da han friede. Deres beskedne bryllup, ferien i Sydfrankrig, Lukas’ fødsel. Alle de udfordringer, de troede, de havde overvundet sammen.
Der var også billeder. Ida tvang sig til at åbne et. En kvinde i trediverne, med langt rødt hår og kraftig makeup. Smuk. Meget smukkere end hende selv træt, med de første rynker og grå hår, som hun konsekvent farvede.
Hun satte telefonen fra sig og gik hen til spejlet. Hvornår var hun blevet til denne udmattede kvinde med slukte øjne? Hvornår holdt hun op med at passe på sig selv og kun levede for arbejde og andre? Hvornår glemte hun, at hun ikke kun var mor og hustru, men også en kvinde?
Telefonen vibrerede igen. En ny besked fra “S.”: “Svarer du ikke? Du sover sikkert. Søde drømme, min skat.”
Ida mærkede en bølge af vrede. Hvordan kunne han? Efter alt, de havde gennemlevet sammen! Hendes første indskydelse var at ringe til ham med det samme, råbe alt ud, ødelægge hans perfekte lille liv af løgne, lige som han havde ødelagt hendes.
Men hun holdt tilbage. Nej, denne samtale skulle ikke foregå over telefon. Hun ville se hans øjne, når han skulle forklare sig. Hun ville vide sandheden hele sandheden.
I stedet ringede hun til sin veninde. Hun var ligeglad med, at klokken var tre om natten.
“Line? Undskyld, det er så sent. Kan du passe Lukas i morgen? Jeg er nødt til at tage afsted.”
“Ida? Hvad er der galt?” Lines stemme var søvnig men bekymret.
“Jeg forklarer det senere. Det er… familieproblemer.”
Efter opkaldet begyndte Ida at pakke. Hun havde en mærkelig klarhed i hovedet. Hun havde fundet adressen i beskederne en lejlighed i centrum, som Mads angiveligt lejede til forretningsmøder. Nu forstod hun, hvilken slags “forretningsmøder” der foregik der.
Næste morgen, efter at have overladt Lukas til moren og arrangeret, at Line ville komme, kaldte Ida en taxi. Chaufføren, en tavs mand i fyrrerne, kiggede på hendes blege ansigt og sammenbidte læber men stillede ingen spørgsmål.
Lejligheden var i en nybygget ejendom med portner og vagter. Ida præsenterede sig som Mads Nielsens kone, og de lod hende komme ind. I elevatoren, på vej op til tolvte sal, følte hun pludselig, hvordan knæene svigtede. Hvad skulle hun sige? Hvordan ville hun reagere? Og hvad ville hun gøre bagefter?
Døren blev åbnet af hende den samme “S.” fra billedet. I en silke
